De fire forædlende sandheder

Buddhismen som tradition og praksis stritter i uendeligt mange retninger. Alt efter hvor i verden den kom frem, ændrede den sig og formede sig i samspil med de kulturer og de religiøse og filosofiske strømninger der var der hvor den landede.  
Men en ting kan buddhister i alle traditioner fra Japan over Kina til Tibet samt Thailand, Burma, USA og Europa samles om som en højeste fællesnævner, og det er at tage udgangspunkt i Buddhas første belæringer efter sin oplysning – nemlig de fire ædle sandheder. De kaldes også for de forædlende sandheder, da de virker forædlende på sindet hvis de praktiseres. 
Og her er en vigtig pointe. De fire sandheder er ikke påbud eller regler, som vi ellers er vandt til det i de abrahaminske religioner som kristendom, jødedom og islam. De er arbejdshypoteser som det ikke rigtigt giver mening at forholde sig til, med mindre de gøres til genstand for praksis og afprøvelse i vores eget liv. Og dette gør sig i virkeligheden gældende for det meste af buddhas lære. Der opstilles hypoteser, som det så er op til den enkelte at udsætte for nøjere intellektuel, kontemplativ og meditativ granskning og undersøgelse. Derfor tales der ofte om buddhismen som en erfaringsreligion, hvor der ikke opstilles regler og love, men hypoteser det er muligt at afprøve, erfare og dermed gøre til sine egne sandheder eller kendsgerninger.

De fire forædlende sandheder bliver først rigtigt til sandheder når de udsættes for praktisk handling og efterprøvelse, og er redskaber til frigørende erkendelse – ikke religiøse dogmer.

De 4 forædlende sandheder fremlægges efter et traditionelt medicinsk mønster hvor menneskelivets grundvilkår udredes. Buddha har indtaget rollen som lægen eller healeren hvor:

1. sygdommen identificeres – der findes lidelse i verden
2. årsagen diagnosticeres – lidelsen har en årsag – utæmmet begær
3. et middel erklæres at eksistere – der findes en tilstand uden lidelse – udslukning af det utæmmede begær.
4. kuren beskrives – der findes en metode og en vej til at overvinde lidelse – den såkaldt  ottefoldige vej.

Sygdommen er diagnosticeret og vejen til helbredelse er lagt. Naturligvis er en tilbundsgående analyse og forståelse af problemets natur en forudsætning for at healeren kan heale, men det egentlige formål er jo netop at heale. Og ikke analysere, teoretisere og diagnosticere for analysens, teoriens eller diagnosens egen skyld. Det ville jo være en mærkelig læge der ene og alene nøjedes med at beskrive sygdommens filosofiske natur - og som det gælder for lægevidenskaben at den er en handlingens videnskab, gælder det for buddhismen at den først og fremmest en handlingens lære. Det handler om at se kendsgerningerne i øjnene og handle hensigtsmæssigt derefter.

Således er de fire kendsgerninger åbenbart den buddhistiske kur mod lidelse. Lidelse..hmmm – ordet lyder så voldsomt på dansk. Lidelse er den oversættelse man typisk støder på af det indiske ord dukkha. Men det dækker ikke særligt præcist den bredere betydning dukkha har. For Duhka dækker over alle former for lidelse, smerte, ubehag, utilfredshed - fra svære fysiske og psykiske smerter til dagligdags problemer, stress og småskavanker.  Buddha sagde følgende om dukkha: 

”Fødsel indebærer lidelse, alderdom indebærer lidelse, sygdom indebærer lidelse, døden indebærer lidelse, klage, smerte, tungsindighed, og mismod indebærer lidelse. Det indebærer lidelse at være sammen med det som du ikke kan lide, det indebærer lidelse at være adskilt fra det du kan lide, det indebærer lidelse ikke at opnå eller få det du ønsker dig.” 

Dukkha berører således alle områder af eksistensen – ja selv den umiddelbare lykkefølelse, da der under den gemmer sig en melankolsk tilstand i erkendelsen af at intet varer ved - heller ikke lykken. Dukkha kan være den lille snigende udefinerbare fornemmelse af at alt ikke er helt som det skal være, eller at det gode jeg har nu aldrig vil vare ved. Det er også den store smerte det er at miste sine kære eller at synke ned i depressionens mørke. Dukkha er overordentligt bredspektret og måske er det i virkeligheden mest hensigtsmæssigt at bruge begrebet dukkha i stedet for ordet lidelse, da ordet lidelse på dansk så let bliver misforstået.

Så den første sandhed eller kendsgerning er altså en konstatering af at livets ”sygdom” er Dukkha. Men da vi som sagt ikke har at gøre med et trossystem, men en udfordring til at handle, må vi gøre kendsgerningen til vores egen før vi kan handle. For som min sensei Pia Trans skriver i sin bog Buddhisme i hverdagen er man nødt til at erkende at man er syg, hvis man ønsker at helbrede sygdommen. Buddhaen ønskede at finde en løsning på dukkha, men for at det kan lykkes, behøver man et indgående kendskab til dukkhas natur: hvad er det, hvor kommer det fra, hvordan skabes det osv.

 
Livet kan være svært – det er der jo nok ingen der kan være uenige i. Det der imidlertid kan være svært er at erkende at vi alt for ofte skaber vores egen lidelse. Vi har ondt et sted og så topper vi op med jammer og klage og begær efter at det forsvinder hvorved vi ofte skaber unødigt meget mere smerte i vores liv. Hvis vi bekymrer os om en ting overtænker vi måske problemet og giver plads til pinefuldt neurotisk tankemylder der absolut ikke bringer nogen løsning men blot mere dukkha. Eller vi går i den anden grøft og skubber det fra os og fortrænger det. Og enhver med blot lidt rudimentær psykologisk forståelse ved jo godt at det blot betyder at problemet kommer tilbage senere med fornyet og kraftigere styrke. Så det gælder i første omgang om at se på Dukkha for hvad det er – at omfavne den uden at give den brændstof. At give plads for en erkendelse, ærlig forståelse og accept af dukkhas natur. Ved vanemæssigt at betragte dukkha som noget farefuldt og truende der skal undgås misser vi chancen for at forstå den. Det kan sammenlignes med at du står i vandkanten på en strand og ser en kæmpemæssig bølge skylle imod dig. Bliver du paralyseret stående, vil du blive væltet omkuld af kraften og vil rulle rundt uden kontrol og retningsfornemmelse. Tager du derimod et målrettet roligt og velovervejet hovedspring lige ind i bølgen, vil du kun opleve vand omkring dig og have taget brodden af bølgens kraft. Buddhistiske praksis er ikke eskapisme – ikke en flugt fra virkelighedens uundgåelige lidelse. Den er tværtimod et dyk lige ind i virkeligheden som den er uden filter, modstand eller begær. Ved at give slip på vores vanemæssige reaktion på dukkha som en  fikserbar, uafhængig og separat ting og omfavne den, skaber vi muligheden for at se den for hvad den er: forbigående, betinget og uden nogen egentlig essens.

Men det kan jo afgjort være lettere sagt end gjort, for Dukkha kan jo føles som særdeles nærværende og altoverskyggende i øjeblikket, og som noget der i høj grad er virkeligt og håndgribeligt. Men der ville Buddha sige at det skyldes det faktum at vi er styret af spirituel uvidenhed, der gør at vi ikke har gennemskuet fænomenernes forgængelige, illusoriske og essensløse natur – deres tomhed.

En vigtig ting at forstå her er buddhas helt centrale budskab om ikke-selv – anatta. At det ikke er muligt at lokalisere en kerne eller essens i noget som helst fænomen – ikke engang, og vigtigst af alt, i os selv. Dette var et radikalt opgør med de religiøse tanker og traditioner der herskede på Buddhas tid. Brahmanismen hævdede med udganspunkt i de religiøse skrifter Upanishaderne at ethvert levende væsen besad et selv, en sjæl – atman – der var ren, subtil og evig og som vandrede fra dette liv til det næste. Denne inderste rene kerne af menneskets natur var identisk med verdens essensen – det absolutte princip – Brahman, og det var den religiøse praktiserendes mål at realisere og få indsigt i at ens højeste selv Atman – var identisk med den absolutte virkelighed. Det var dette afgørende princip som Buddhaen afviste med negationen anAtman. Ikke-selv. Buddha anså alle aspekter af den fænomenale virkelighed for at være ubestandig og under konstant forandring, og den menneskelige personlighed og selvet var ingen undtagelse. Individet indeholder ikke en evig uforanderligt essens eller sjæl midlertidigt fanget i denne krop på denne jord, men består af en ubrudt strøm af mentale sindstilstande og hændelser betinget af omstændigheder der igen er betingede og under konstant forandring. Intet er fikserbart eller kan siges at indeholde en uforanderlig kerne. Alt er evigt skiftende processer i en ultimativt set ufikserbar virkelighed.

Buddhaens første belæring i Dyreparken
ved Benares (Varanansi)

Men hvad er det så – det der selv? For vi har jo alle en klar oplevelse af at have et jeg – et Selv. Og havde vi ikke det ville vi da også være psykotiske stakler og ret ilde stedt i dagligdagens virkelighed. 

I stedet for at se mennesket som havende en iboende uforanderlig kerne nåede Buddha frem til at en person består af de såkaldte skandhas - der kan oversættes til de fem livsbestanddele eller grupper (egentlig bundter) der tilsammen udgør det vi forstår ved et levende væsen. Jeg vil på et senere tidspunkt gå mere i dybden med disse skandhas, men nu her i denne sammenhæng blot liste dem kort op.

De 5 skandas er form, følelse, opfattelse, skelnen og bevidsthed. Det er grundlæggende naturlige processer der står i samspil med livet, men som vi tager for givet, klynger os til og identificerer som JEG eller MIT. Det er når vi binder og klynger os til samt identificerer os med disse skandas at vi skaber dukkha. De 5 skandas som sådan skaber ikke lidelse – det er når vi involverer os i dem, klynger og klamrer os til dem at vi skaber lidelse.

Disse fem skandhas er således det vi typisk refererer til som "os selv"; det er det vi identificerer os med, skønt selv en overfladisk analyse vil vise, at der reelt set bare er tale om processer i stadig forandring og dermed intet solidt eller vedvarende - intet der med rimelighed kan danne basis for en sådan identifikation.

Vi skaber selv vores lidelse, gennem vores tilknytninger til forgængelige fænomener som uundgåeligt vil forandres. Hvis man er knyttet til noget som forandrer sig, vil man opleve en eller anden grad af smerte ved denne forandring.

Man kunne også sige, at vores omgivelser, i al deres omskiftelighed, udsætter os for forandringer, men at vi selv skaber vores lidelse med vores tanker og begær efter uforanderlighed. Forandringer vil ske. Lidelse er i høj grad noget vi selv vælger.

Vi begærer forskellige ting, det kan være materielle ting, følelsesmæssige oplevelser, eller særlige forhold til andre, og så udtænker vi planer, fantaserer om den store lykke vi enten vil opleve i fremtiden eller har oplevet i fortiden - men vi ser sjældent det, der er lige foran os; det nuværende øjeblik, som i virkeligheden er det eneste vi har. 

Og her er vi nået til den 2. sandhed: lidelsens ophav og årsag. I de gamle tekster kaldes det ved paliordet tanha der kan oversættes med tørst, higen, tilknytning, begær. Den tyske filosof Arthur Schopenhauer kaldte denne lidelsens grund for VILJEN – den evige trang til at ville og række ud mod noget andet end det der er lige her og nu. Aldrig at stille sig helt tilfreds - andet end for en kort bemærkning når begærets genstand er indfanget, hvorefter kedsomheden indfinder sig og viljen rækker ud mod nye genstande for vores begær i en endeløs livslang lidelsesfyldt stræben der aldrig finder ro.

Hvis vi undersøger lidelsen grundigt ser vi således at dens ophav i hovedsagen er noget der har udgangspunkt i os selv. Ikke sådan at forstå at ydre årsager som sociale og økonomiske omstændigheder ikke skaber lidelse. Men oftest er det der plager os noget vi selv har skabt med vores attitude og vores sind.

Det er når vi erkender uomgængeligheden af buddhismens anden Ædle Sandhed, at den første Ædle Sandhed for alvor giver mening. Vores liv indebærer lidelse, fordi vi nægter at se livets sande natur, fordi vi hele tiden kræver af, begærer og knytter os til ting der uundgåeligt vil forandre sig lige meget hvor vildt og blodigt vi kæmper for det modsatte. 

Al betinget eksistens indebærer lidelse er den første forædlende sandhed. Dette kan for nogle forekomme yderst pessimistisk, men for mig at se har vi bare at gøre med en yderst realistisk og ærlig tilgang til virkeligheden og livet og ikke det realitetsfornægtende positivitetstyrrani vi ser så ofte i den moderne spirituelle verden. Den betingede og foranderlige virkelighed har dukkha som fast følgesvend. Deal med det!!!

Således nedtrykte kan vi nu vende blikket mod den 3. sandhed der heldigvis bringer godt nyt. Buddha konstaterede ved at erfare det selv at der findes en tilstand uden Dukkha. I hvad der kendes som Benarestalen hvor Buddha talte for første gang til et publikum, sagde han ifølge suttaen:

"Her er den ædle sandhed om enden på lidelse, munke. Det er den fuldstændige lidenskabsløshed overfor begær og ophævelsen af det, det er at opgive det, vise det bort, slippe taget i det og blive fri."

 
Her talte Buddha om vejens højeste gode. Den endelige udslukkelse af det utøjlede begær og dermed en ende på lidelsen – den endelige udfrielse – nirvana. Nirvana fremstår i manges optik som noget transcendent overjordisk – som det at rejse til et andet plan, en anden dimension - men buddhismen kalder alle spirituelle psykonauter helt ned på jorden igen. I hvert fald i de ældste tekster vi har at gøre med her. Nirvana er opnåelig her i dette øjeblik på denne jord og i denne krop. Hvis vi bliver i lægemetaforen fra starten af vores undersøgelse handler det som før om sygdom og helbredelse. Nirvana betyder ordret ”udblæsning” eller ”udslukning” i betydningen at udslukke begærets, hadets og uvidenhedens ild. At realisere nirvana betyder således i denne sammenhæng, at ens sind ikke længere er plaget og forurenet af emotionel vildfarelse og lidelse. Sindet finder ro og ens oplevelse af lykke er ikke afhængig af ydre situationer og omstændigheder. Man har besejret hvad der i buddhismen betegnes som de 3 sindsgifte: begær eller grådighed, vrede og åndelig uvidenhed. Når sindet ikke længere er styret af disse stærke emotionelle kræfter finder man fred midt i, og på trods af, verdens kaos, uro og problemer.

Buddhas nirvana var dyb og varig – han havde erkendt og realiseret det ubetingede. Men hvad med os andre dødelige og forvirrede individer? Er nirvana blot en urealiserbar drøm i det fjerne? Den thailandske munk Buddhadasa Bhikku hævdede at nirvana ikke blot var for supermennesker og fuldtidspraktiserende munke, men var tilgængelig for andre. I rolige stunder, hvor man oplever fred og frihed fra begær og modvilje, er der en smag af nirvana. En anden theravadamunk Ajahn Sumedo definerede nirvana som 

”erkendelsen mennesker har når de ikke holder fast på noget. Når vi er virkelig opmærksomme, har vi ikke behov for og ingen tilbøjelighed til at identificere os med kroppen og sindets betingelser – de er som de er."

Det er den klare observation af tingenes tilstand som de er uden modvilje – og uden begær. 

Det skal bemærkes at der i buddhismen findes forskellige fortolkninger og udlægninger af hvad nirvana er - men her tager jeg i første omgang udgangspunkt i de ældste tekster og det tankesæt den ældst eksisterende buddhistiske skole Theravada følger.

Men uanset hvad er denne sandhed i lige så høj grad som de andre noget den enkelte må opleve selv. Som Buddha sagde ifølge benarestalen:

"Jeg fik øjnene op for den ædle sandhed om enden på lidelse, munke. Jeg opdagede denne lære som ingen andre havde fortalt mig om, og erkendelse, indsigt og viden opstod i mig. Jeg så at denne ædle sandhed må erfares, og jeg så at jeg havde erfaret den."

Dhammacakkappavattana Sutta

Buddha havde således egenhændigt erfaret sandheden om enden på dukkha. Men hvordan nåede han til denne erfaring og erkendelse? Det er hvad den fjerde, sidste og i praksis vigtigste sandhed handler om. 

Magga - Vejen – metoderne. Den ædle 8-foldige vej, som jeg vil gå i dybden med i mit næste blogindlæg.