DharmaBums - en vandring mod strømmen

Buddhismen som tradition og praksis stritter i uendeligt mange retninger. Alt efter hvor i verden den kom frem, ændrede den sig og formede sig i samspil med de kulturer og de religiøse og filosofiske strømninger der var der hvor den landede.   Men en ting kan buddhister i alle traditioner fra Japan over Kina til Tibet samt Thailand, Burma, USA og Europa samles om som en højeste fællesnævner, og det er at tage udgangspunkt i Buddhas første belæringer efter sin oplysning – nemlig de fire ædle sandheder. De kaldes også for de forædlende sandheder, da de virker forædlende på sindet hvis de praktiseres.  Og her er en vigtig pointe. De fire sandheder er ikke påbud eller regler, som vi ellers er vandt til det i de abrahaminske religioner som kristendom, jødedom og islam. De er arbejdshypoteser som det ikke rigtigt giver mening at forholde sig til, med mindre de gøres til genstand for praksis og afprøvelse i vores eget liv. Og dette gør sig i virkeligheden gældende for det meste ...

Undertegnede forsøger at optjene lidt hårdt tiltrængt fortjeneste Om morgenen er det overalt i Thailand normalt at observere fænomenet med munke der går fra hus til hus med deres tiggerskål for at modtage mad fra de lokale. Dette kaldes Bin-tha-baat ( บิณฑบาต ) som er pali ordet for noget i retning af at putte noget i en skål. Da munke intet kan eje er det nødvendigt for dem for at opretholde livet at modtage mad i det daglige af lægfolk. At kalde dem tiggermunke som vi fra vesten har for vane at gøre er stærkt misvisende, og ikke noget en thai ville bifalde, hvis de vidste at vi kaldte dem det. At vi kalder dem det siger vist mere om vores kristne kulturbagage end det siger noget om realiteterne. "Munkespande" På vej til templet med munkespand og blomster Binthabaat Buddhaen gjorde det tværtimod klart at tiggeri så vidt muligt skulle undgås, og kun kunne komme på tale i nødstilfælde.  Normal vil munkene ikke spørge om mad når de går deres morgen ru...

Det første der viser sig på lystavlen når man tænker buddhisme er ikke umiddelbart billedet af en punkrocker med hanekam og nittebeslået læderjakke der med en løs langefinger siger fuck til det hele og ikke mindst systemet. De to bøger jeg vil præsentere og anbefale her er ikke desto mindre skrevet af to garvede amerikanske punkere der fandt dharmaen og blev dedikerede buddhister. I modsætning til hvad man måske umiddelbart kunne tro betød buddhismens indtog i deres liv imidlertid ikke at de forkastede deres hang til larmende musik, subversiv tænkning og stagediving. Tværtimod holdt de fast i punken samtidig med at de dedikerede sig til Buddhaens vej. Denne tilsyneladende paradoksale sammenblanding af livsstile og anskuelser er der kommet to spændende og overraskende, men meget forskellige erindringsbøger ud af. Brad Warner beskriver i sin bog Hardcore Zen med undertitlen Punk Rock, Monster Movies  & the Truth About Reality sin egen vej fra den amerikanske hardcore scene til...