I 1844 skrev Karl Marx at ”religion er opium for folket”. Eller rettere, han skrev: ”Den er folkets opium.” (Sie ist das Opium des Volkes) Dette er blevet en vigtig grundsætning og parole i megen senere religionskritisk skrivning og tænkning. Marx’ ærinde var menneskets, eller rettere arbejderklassens, frigørelse fra den kapitalistiske stats fremmedgørelse og udbytning, og herunder hørte hvad han anså som religionens undertrykkende, fordrejede og ikke mindst illusoriske verdenssyn. I et ulige og uretfærdigt kapitalistisk samfund, hvor få har for meget og mange for lidt, søger mennesket trøst fra livets lidelse og kamp i religionens løfte om et paradisisk efterliv. Den kapitalistiske stat understøtter velvilligt religionens løgne og moralske påbud, da det bortleder folkets opmærksomhed fra det der er det virkelige problem, og det som skaber al den forfærdelige lidelse og forarmelse. Religionen er således, set med Marx øjne, det der forhindrer os i at se klart, det som lukker os inde i en døs af illusoriske håb, da hverdagens smerte for langt de fleste er uudholdelig. ”Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket. (…) Denne stat og dette samfund frembringer religionen som en fordrejet verdensbevidsthed, fordi de (staten og samfundet) udgør en fordrejet verden. (…)Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.” Religion gør os apatiske og defaitistiske og går magtens og kapitalismens ærinde. Derfor anså Marx kritikken af religionen som forudsætningen for al anden kritik. Marx’ tænkning og kritik var baseret på en hardcore materialistisk verdensanskuelse, den såkaldte historiske materialisme, hvor religion blev anset som en illusion og et bedrag, om end det var et meget brugbart redskab i hænderne på magthaverne og kirkens patriarkalske overherredømme i deres stadige kamp for at pacificere og undertrykke arbejderklassen.
En anden stor religionskritiker i det 19. århundrede var Friedrich Nietzsche, der som bekendt erklærede Gud for død. Han betegnede religiøse mennesker som verdensfordoblere. De har ikke nok i denne verden, men må for at udholde lidelsen skabe en indbildt paradisisk verden hinsides denne verdens trængler og besvær. ”Ak, i brødre, denne gud, som jeg skabte, var, som alle guder, menneskeværk og – vanvid. (…) Lidelse var det og uformåen – Dét skabte alle dobbeltverdener; og det korte lykkelige vanvid, som kun den mest lidende erfarer.” Gud er skabt af mennesket for at lindre livets lidelse. Troen på en almægtig og uforgængelig gud i det høje skaber lindring for det religiøse menneske. Men Nietzsche anså en tro på uforgængelighed som ondt og menneskefjendsk. Handling eller skaben var for ham den store forløsning, men som han skrev ”for at den skabende kan være, dertil er lidelse og megen forvandling nødvendig.” Lidelse og forandring er et grundvilkår og en nødvendig drivkraft for det skabende menneske. Ideen om en omnipotent og uforanderlig Gud samt den religiøses verdensfornægtelse og fortrængning står i vejen for realiseringen af det skabende menneskes fulde potentiale.
Nietzsches diagnosticerede sin samtid – den tidlige modernitet, og kom frem til at den metafysiske tro på en hinsides verden – verdensfordoblingen – og en Gud i det høje var under afvikling. Den guddommelige død ville medføre et tomrum der kunne udmøntes i nihilisme og meningsløshed. Derfor var det nu op til mennesket selv at tolke livet og tillægge verden nye værdier løsrevet fra de guddommelige lænker og bundethed til lovbud og evige værdier. Den vilde utæmmede berusede dionysiske livsudfoldelse ville erstatte den kristne slavemorals fornedrelse, og føre mennesket frem til en livsudfoldelse , hvor det selv ville sætte sig i stand til at fylde tilværelsen med mening.
Marx betragter religionen som et ideologisk magt instrument for bestemte samfundsinteresser – i dette tilfælde et behændigt middel til at bortlede arbejderklassens opmærksomhed fra den kapitalistiske samfundsstrukturs iboende ulighed, grådighed og uretfærdighed. De nødlidende samfundslag affinder sig med et undertrykkende regime i håb om at opnå en belønning i det hinsides, mens kapitalens gribbe hændervridende griner hele vejen ned i banken.
Imidlertid viste Marx teori sig ikke at holde stik. Skråsikkert antog han det som en historisk lovmæssighed at religion automatisk ville opløses, når de undertryktes forhold blev forbedret, og det kapitalistiske system blev omstyrtet. Når dette skete ville behovet for religionens illusoriske trøst ikke længere være til stede. Det kommunistiske idealsamfund blev imidlertid aldrig nogen sinde en realitet, og religiøsitet lever videre i bedste velgående om end den har antaget nye mere individualiserede former særligt i den vestlige verden. Således kan man konkludere at religion og religiøsitet ikke kun er determineret af rent materialistiske socioøkonomiske samfunds forhold. Andre forhold må spille ind. Måske har vi at gøre med almenmenneskelig og tværkulturel psykologisk mekanisme der drager mennesket mod en sandhed – et holdepunkt. På den anden side finder jeg at det er ret tydeligt at social og politisk armod i høj grad kan tricke religiøs fanatisme og tro på fuldstændigt forrykte religiøse ideer. At religion kan være en meget stærk faktor til at bortlede folks opmærksomhed fra samfundet virkelige problemer synes uomgængeligt. Så Marx’ religionskritik er ikke uanvendelig trods hans profetiske evner nok lader noget tilbage at ønske.
Nietzsche og Marx’ kritik der har langt over 100 år på bagen, skal naturligvis ses i sin historiske kontekst: den fremstormende utæmmede kapitalistiske økonomi og den deraf følgende udbytning af arbejderklassen, samt en stadig større sekularisering af samfundet, og et behov for og krav om at afmontere præsteskabets og den kristne kirkes magtmonopol over moraltænkningen og livsudfoldelsen. Det var den institutionaliserede kristendom og dens magt over de brede masser der stod for skud, og var set med mine øjne tiltrængt på daværende tidspunkt i historien.
Men er deres tanker anvendelige i forhold til buddhismen? Eller er det eksklusivt den kristne kirke der står for skud i deres religionskritik? Skytset var jo naturligvis i første omgang rettet mod den kristne kirkes magt over sindene og samfundsmoralen. De ubestridelige dogmer og moralske påbud og regler der eksempelvis forbyder den fattige at stjæle, men ikke rigmanden at udbytte og udnytte arbejderne. Buddhismen har imidlertid også sine etiske forskrifter, men de er jo ikke påbud i den forstand. De har mere karakter af retningslinjer det vil være hensigtsmæssigt at notere sig når man følger buddhadharmaen. Og skal man tro kalama suttaen bør man udvise en sund kritisk overfor alle belæringer – også Buddhaens Dharma. Således kan man ikke sige at buddhismen i sit udgangspunkt giver sig af med rigid dogmatik, men opfordrer tværtom til at stille kritiske spørgsmål til alt. Ideelt set om ikke andet. For buddhismen er jo også blevet kraftigt institutionaliseret og gjort til et systembevarende magtinstrument gennem sin 2500 år lange historie. Det ville også være ganske forbløffende andet. Over tid opstår der uværgerligt magtkampe, rigide hierarkier, besynderlige ritualer der kan tryllebinde og skræmme den profane overtroiske pøbel fra at lave unoder osv.osv. Her er buddhismen ingen undtagelse.
Buddhistisk nationalisme og etnocentrisme har man for ganske nyligt kunne observere i Burma, hvor buddhister i stort tal har overfaldet og massakreret muslimske minoriteter. I Thailand spiller den statsautoriserede buddhisme på mange måder en rodfæstet rolle som en magtfuldt og dybt konservativt patriarkalsk og systembevarende myndighed. Kvinder kan ikke ordineres på lige fod med mænd og kritik af det bestående samfund trædes under fode med buddhistiske autoriteters stiltiende accept. Dalai Lama titlen fra Tibet er om noget et levn fra en tid hvor Tibet var et feudalistisk nomadesamfund, og Dalai Lama var den elitære kransekage på toppen af en stærkt hierarkisk og undertrykkende klerikal samfundsstruktur, der ikke lod noget tilbage for den katolske kirke i middelalderen. Tendai skolen i Japan er heller ingen undtagelse, med dens krigermunke og systembevarende funktion i det kejserlige feudale Japan og senere som undertrykkende faktor af anderledes tænkende religiøse fraktioner gennem Kamakura tiden. Eksemplerne er legio. Marx’ religionskritik kan i mine øjne sagtens bruges i disse tilfælde, hvor det drejer sig om den umiddelbare samfundsstruktur som den udfolder sig historisk.
Nietzsches erklæring om Guds død gik dybere ned i en diagnosticering af 1800 tallets stigende sekularisering. Folk fjernede sig fra Gud og det overtroiske og satte nye naturvidenskabelige idealer i stedet. Men det havde en konsekvens. Nu var mennesket for alvor alene med sig selv i menneskemylderet, uden noget holdepunkt. Nihilisme og amoral anedes som mørke skyer i horisonten, og det efterfølgende 20. århundrede blev det frygteligste og mest blodige i menneskehedens historie. Marxismen der jo i sit udgangspunkt var religionskritisk overtog paradoksalt nok religionens rolle blandt en stor del af verdens befolkninger, og det udviklede sig til nogle af de blodigste diktaturer verden endnu har set. Marx ville vende sig i sin grav over at have lagt navn til disse vederstyggeligheder. Men det var jo ikke fordi religionen havde udspillet sin rolle alligevel. Den katolske kirke gik hånd i hånd med fascismen og nazismen i Europa og marxismen var blevet statsreligion i USSR.
Måske har vi mennesker bare af naturen brug for noget at tro på. Noget der kan skabe mening ligegyldigt hvor helt forrygende forrykt det er. For vi må over 100 år efter de herrer Nietzsche og Marx’ død konstaterer at folk stadig er religiøse. 90% af verdens befolkning må regnes som religiøse. Knap 80% af danskerne er medlem af folkekirken. Men religiøsiteten har forskubbet sig. Den er blevet mere ubunden og flyvsk. Kirkens magtmonopol er i vores del af verden brudt, og folk søger nye inspirationer i østens mystik blandet med kristent vraggods, som ingen rigtig ved hvor kommer fra. Nok er Gud med stort G gået bort i mange menneskers bevidsthed, men de tror ikke på ingenting: Nu tror de på hvad som helst: Krystalhealing, liberalismen, anarkismen, coaching, sufisme, konspirationsteorier, videnskaben, tantrisk sex, Ekstra Bladet, penge, kapitalismen, healing, mindfulness, ateisme, buddhisme. Ofte i en ukritisk pærevælling af hjemmestrikkede ritualer og letkøbt pseudomytologi på den ene side og benhård rationalisme og materialisme på den anden.
Men det er også alt for nemt at stå udefra og pege fingre og grine hånligt af alt det tåbelige som folk dog finder på at tro på. Denne tendens til at tro på alt muligt viser os jo bare noget helt basalt om mennesket. Vi har en uimodståelig trang til at skabe mening i den kaotiske verden der omgiver os – vi har en intuitiv fornemmelse for at livet også rummer åndelighed eller spiritualitet om man vil. Den rene materialistisk funderede verdensanskuelse kan bare ikke rumme det hele. Virkeligheden er både materiel OG spirituel. Men det tror fanden at vi farer vild i udbuddet. I gamle dage gik man til præsten, men hvor i alverden går man hen nu om dage.
Personligt har jeg i den grad været vidt omkring, før jeg havnede som en kritisk sekulær praktiserende buddhist. Min tilgang er farvet af min fortid som politisk engageret, hvilket ovenstående jo helt klart bærer præg af. Men for mig giver buddhismen i den grad mening nu. Den er i sin grundvold er en undersøgende spiritualitet, der ikke fjerner sig fra materien og svæver op i iltfattige luftlag. Den er humanistisk i sit udgangspunkt – humanistisk i den forstand at den tager udgangspunkt i mennesket og dets grundvilkår. Den er kritisk undersøgende og praksis orienteret. Alt står for skud for en hudløs ærlig introspektiv kontemplativ inspektion. ALT. Og i særlig grad ens egne indgroede fordomme, indgroede handlemønstre og stålsatte holdninger til verden. Det kan gøre nas at opleve i hvor høj grad man egentlig er trælbundet til uhensigtsmæssige handlingsmønstre som vrede, intolerance og grådighed. Det handler om ærlighed, åbenhed og opmærksomhed i alt hvad du gør og opfatter.
Men også buddhismen selv bør efter min mening stå for skud for en ærlig kritisk undersøgelse. En særlig tendens jeg ofte ser, er tilbøjeligheden til defaitisme blandt buddhister. F.eks ideen om oprindelig oplysning: at verden er perfekt som den er, at der ikke noget at opnå og således heller ingen grund til at lave noget om. Det er en meget farlig fejlslutning – og letkøbt kortslutning. Et udsagn der peger mod det absolutte gøres gældende på det relative plan – vores hverdagsverden. Særligt i Japan har denne opfattelse vundet udbredelse historisk set og været legitimationsfaktor for en autoritær ideologi, idet man ved at helligholde tingenes tilstand som de er, er med til at fastholde status quo og legitimere social uretfærdighed. Alt er tom and anything goes.
Men også blandt os ny-buddhister i vesten ses defaitismen blomstre. Shantideva skrev så viist og smukt:
”Hvis jeg kan gøre noget ved det der plager mig, hvorfor så lide - jeg kan jo bare få det bort! Hvis ikke der er noget jeg kan gøre,hvorfor så lide - det er jo som det er!”
Det indeholder jo en dyb sandhed, men også en stor fare for bare at lade stå til. For jeg kan jo ikke gøre noget ved klimaforandring, hungersnød, krige og al verdens uretfærdighed og grusomhed. Derfor fortsætter jeg da bare, som jeg plejer. At gøre det til sit ukritiske mantra er lidt letkøbt. Man må derfra hvor man står, og med de evner man nu har, efter min bedste overbevisning også tage et ansvar for at handle så etisk forsvarligt og hensigtsmæssigt så muligt – også i samfundsmæssig og miljømæssig henseende. Og sige fra på trods af at man er en uendelig lille stemme i verdenshavet. Det burde næsten være indlysende for en buddhist. Men man kan på den anden side naturligvis heller ikke tage alverdens problemer på sine skuldre, fare omkring med evigt løftede moralske pegefingre eller grave sig ned i en jordhule og vende tilbage til stenalderen. Det er her at et af den gyldne middelvejs aspekter nok må komme ind og gøre sig gældende.
Buddhismen kan også blive en falsk krykke, hvor man blot iklæder sig en ny konstrueret identitet. Nu bare med et lidt mere eksotisk fortegn. Man afmonterer gamle forestillinger, blot for at bygge nye prangende konstruerede og prætentiøse luftkasteller og omgive sig med skinnende buddhafigurer, røgelse og guirlander. I en kultur som den amerikanske aner jeg tegn på en alt for ukritisk underkastelse overfor buddhistiske autoriteter og en tendens til starfucker mentalitet blandt praktiserende overfor Dharmaens nye stjerneskud og notabiliteter. Vi er alle mennesker. Der er ingen guder eller guddommelige personligheder. Der er derimod medmennesker med stor visdom og ægte medfølelse grundlagt på års intensiv praksis, som vi kan lade os inspirere af og følge. Men aldrig ukritisk. Gør ikke mennesket til guder. Guderne er døde. Vi er overladt til at være mennesker alene blandt andre, og det er måske ikke helt så dumt endda.
Der er mange veje. Buddhismen er en af dem. Men hvor du end befinder dig i dette landskab så gå til det med et kritisk nysgerrigt blik.
And for God’s sake – don’t make a religion out of it!!
Kommentarer
Send en kommentar