2 buddhismer

(Skrevet i 2011) 

Jeg er, som det vil være flere bekendt, gift med en kvinde fra Thailand, og i et tema-nummer om religion og familie er det nærliggende for mig at skrive lidt om dette ”Clash of civilisations, buddhist traditions” og måske ikke mindst temperamenter. Jeg kunne skrive en meget tyk bog om de erfaringer, oplevelser og indsigter 5 års samliv med min kone Natalie, har givet mig. Parforholdets velsignelser og forbandelser er velkendte for de fleste. Vi kommer lynhurtigt til at spejle hinandens gode og dårlige sider. Dette gør sig måske nok i udpræget grad gældende, når man lever tæt sammen i et kærlighedsforhold med en partner fra en helt anden kulturkreds, hvis aparte opførsel i starten kan virke eksotisk og dragende, men som efter noget tid også kan få ens temperament til at blive glohedt, hvis man glemmer at praktisere intensiv sindsro. I mødet med det fremmede møder du uvilkårligt dig selv på godt og ondt, hvilket kan være en fremragende vej til indsigt og erkendelse. Men jeg foregriber vist konklusionen, so lets get down to business. 

Da jeg mødte Natalie, var jeg endnu ikke erklæret buddhist, men befandt mig stadig i skabet. Syslede lidt med tantrisk hinduisme og yoga, gnosticisme samt vestlig og østlig mystik og okkultisme i en uskøn og ufokuseret pærevælling tilsat en knivspids Eckhart Tolle på en god dag. Buddhismens tanker havde dog i mange år fascineret mig, og jeg tænkte, at skulle jeg endelig erkende mig til en religion ville det afgjort være buddhismen – men det skulle jeg jo ikke: i min forstokkethed skyede jeg enhver organiseret og formaliseret ideologi eller religion som pesten. I øvrigt havde jeg intet at gøre på den frelste galej blandt disse mennesker med deres forstilte lyse sind og en hang til nærmest at kramme hinanden ihjel. Det forekom mig påtaget og klæbrigt. Men da jeg nu pludseligt, og ikke helt efter planen, befandt mig i en tilstand af håbløs forelskelse i denne skønne thai kvinde, måtte jeg jo også til at lære hendes kultur og ikke mindst religion nærmere at kende. 

Så retrospektivt kan jeg faktisk konkludere, at mine første egentlige metodiske studier af buddhismen begyndte som en konsekvens af mit møde med Natalie. Førhen havde mit kendskab til buddhismen været ret rudimentært og overfladisk, på trods af at jeg havde besøgt buddhistiske pilgrimsmål som Dalai Lamas eksilregeringsby Dharamsala og Sarnath (Dyreparken) ved Varanasi hvor Buddha ifølge traditionen gav sine første belæringer og satte Dharma hjulet i gang. Disse steder besøgte jeg dog mere i egenskab af nysgerrig turist og typisk spiritualitets-shopper, og min viden om buddhismen forblev som den er blandt de fleste vesterlændinge – overfladisk og fyldt med misforståelser. Jeg havde også aflagt Karma Kadjy templet i Hellerup et besøg, men brød mig ikke rigtig om lugten i det bageri.

Men altså: jeg mødte Natalie og min rejse af Buddhaens vej startede så småt. Vi besøgte hendes hjemstavn i det nord-østlige Thailand, hvor hendes familie bor: Isaan: den store landsdel der er næsten helt upåagtet af turisternes massive indtog i Thailand. Her er ikke strande, nævneværdige seværdigheder, gogo-barer eller andet dekadent, der kan tiltrække de millioner af turister der årligt tager på ferie i Thailand. Isaan er det thailandske spisekammer og bondeland. Det er her den fattigste del af befolkningen bor, og de ernærer sig for hovedpartens vedkommende ved at producere ris, ris og atter ris (og chili). Langt fra den moderne hæsblæsende metropolis Bangkok foregår livet i et andet tempo her, og traditionerne og ikke mindst religionen er stadig stærkt rodfæstet. Livet er i høj grad baseret på traditionelle værdier centreret om familien, landsbyen og ikke mindst munkesamfundet, der er en uadskillelig del af dagligdagen og livet. 

Det var nyt, eksotisk og spændende for mig som udenforstående at følge med fra sidelinjen, hvordan religionen var så stærk en faktor i den almindelige jævne thailænders liv. Hvordan kvinderne tilberedte mad tidligt om morgenen til munkene, for enten at give det til dem i deres skåle på de daglige morgenrunder i landsbyen, eller tage på familieudflugt til templet for at give maden der og modtage velsignelser. Hvordan der morgen og aften blev bedt bønner og ofret røgelse, mad og blomster i hjemmets uundværlige alter, med en hengivenhed blottet for blufærdighed. Efterhånden som det blev mere dagligdag for mig og nyhedens interesse forsvandt, trådte den mere kritiske rationalistiske agnostiker ind på scenen. For var der ikke lige lovligt meget overtro – forfædrenes ånder, låneguder fra hinduismen, animistisk overtro og alt muligt andet mumbo-jumbo. Det var vist ikke lige det Buddhaens lære gik ud på, vel? Og hvad var det egentligt at de der munke de chantede? Til det svarede Nathalie lakonisk noget i retning af: ”De chanter sku da til Buddhaen – er du dum eller så’n noget?”1 Tager man de kritiske briller på kunne man blive fristet til at kalde chanten på et uforståeligt sprog og de mærkværdige ritualer for hule, da der ikke er lagt nogen ”mening” ind i dem i traditionel vestlig rationel forstand. Men det ville være overordentligt arrogant at tænke på den måde. Chanten og ritualerne transcenderer konventionel mening i sproglig forstand, men giver i høj grad mening i den religiøse sammenhæng, de indgår i, og er ikke mindst en slags social superlim der knytter den store sangha, der omfatter de ordinere såvel som lægfolket, sammen. I det hele taget betyder fællesskabet og samværet i forbindelse med dyrkelsen af buddhismen langt mere end jeg har oplevelsen af at den gør i Vesten. Vores tilgang er i udpræget grad præget af vores individualistiske kultur, hvorimod den thailandske er langt mere fokuseret på fællesskabet og det sociale aspekt. 

I vesten sættes der næsten altid automatisk lighedstegn mellem buddhisme og meditation. Dette gjorde sig også gældende for mit eget vedkommende, da jeg trådte ind i det buddhistiske fællesskab: jeg ville lære at meditere ”Buddha style” efter i nogle år at have mediteret ”yoga-style”, og var sådan set ikke interesseret i så frygteligt meget andet. Og det er nok tilfældet for mange af os konvertitter – vi nærmer os og går ind i buddhismen med et mere eller mindre udtalt selvisk håb om at opnå noget på den personlige front. Vi ønsker at slippe for stress, sove godt om natten, være mere afslappede i hverdagen og i det hele taget bruge buddhismens meditative teknikker som hjælpemidler, til at tæmme vores neurotiske sind og fungere i en ofte tilsyneladende psykotisk verden. Og sådan må det vel også nødvendigvis være – hvorfor skulle vi kaste os i favnen på en ny fremmedartet religion, hvis den ikke i første omgang tilbød os noget, vi kunne opnå helt konkret på det personlige plan. Derfor fremhæver vi i vesten ofte meditation over alt andet i buddhismen. Men tag ikke fejl – den lægbuddhistiske thailænder mediterer som hovedregel aldrig i hverdagen. Den meditative praksis er som oftest forbeholdt munkene og nonnerne i den ordinerede sangha. At jeg dagligt sidder på min pude indgyder en blanding af respekt og mistro hos min kone og andre thaier. Jeg praktiserer på en måde, der som sagt kun gøres af munke eller nonner, og indfinder mig i øvrigt så vidt muligt en gang om ugen i templet i Slagslund, hvilket nødvendigvis må kalde på respekt. Således bliver jeg, som en gestus for min dedikation, ofte trakteret med dejlig thai-mad, når jeg kommer hjem fra et sanghamøde – instant karma!

Men på den anden side gør jeg jo også alt muligt helt forkert. Jeg har eksempelvis ofte åbne øjne under meditation, hvilket afføder fnisen, hovedrysten og irettesættelse – for sådan skal det bare ikke gøres. Og for det andet er jeg nok en anelse skødesløs, når det kommer til de indledende øvelser. Jeg kan godt finde på at sætte mig uden at have gjort rent på alteret, sat nyt vand og røgelse samt skiftet de gamle blomster ud med nye. Og jeg er også lidt for usoigneret for thaiernes smag, når jeg sidder der og mediterer. Ofte ubarberet, i en gammel t-shirt og med slidte joggingbukser. Med andre ord, en typisk Farang (thaiernes lidet respektfulde ord for en hvid): lidt klodset og grov i det: lidt af en sjuft. Ikke sjældent må jeg, også i andre henseender som jeg skal undlade at udpensle her, lægge øre til at jeg er en ”baaaaad munk”. Men det er med et glimt i øjet – for som den hvide ignorant jeg er, ved jeg jo ikke bedre, og i øvrigt er det jo også lidt sødt, at jeg går rundt der og leger munk, selvom jeg tydeligvis fatter brille, og hverken lever i cølibat eller er afholdende på alle andre mulige og umulige måder. 

Vi har bygget et fælles alter i stuen, som det dog i overvejende grad er Natalie der benytter. Her beder hun en bøn, tænder lys og røgelse, sætter blomster ved Buddhaen og mindes sin far, ikke mindst. Det er hendes daglige praksis. Det er hendes daglige ”meditation” eller ”samathi” som hun kalder det. Der findes ikke et ord på thai der modsvarer meditation, sådan som vi forstår og bruger det i vesten. Meditation som begreb og fællesbetegnelse, er en vestlig konstruktion med rødder i vores kristne kulturbaggrund. Der skelnes skarpt mellem samathi (samatha) og vipassana. Samatha er den gængse meditationsform, der også i et vist omfang praktiseres af lægfolk, mens vipassana i thaiernes øjne er en højere og langt mere kompliceret praksis, der udelukkende er forbeholdt garvede og erfarne munke. Når jeg har den frækhed at påstå, at jeg skam også praktiserer vipassana, vender hun det hvide ud af øjnene, og man kan fornemme at hun i det øjeblik praktiserer overjordisk tålmodighed med en fatsvag farang: jeg er helt åbenlyst langt fra det stadie, hvor jeg kan give mig i kast med sådan en praksis. Og i mit stille sind er jeg ofte tilbøjelig til at give hende ret.

Jeg er klar over at den ægte indsigt ikke er at finde i bøgerne og i de intellektuelle grublerier. Det har ikke mindst årene på Københavns Universitet lært mig. Ikke desto mindre er min tilgang til buddhismen ofte af intellektuel karakter. Natalie aner ikke hvad de 5 skandaer er, hun forstår ikke ordet dukkha, aner ikke hvad Mahayana buddhisme er, og begynder jeg at fable om shunyata indfinder tomheden sig i hendes blik. Vores stadige forkærlighed i vesten for intellektualisering af buddhismen, finder man ikke tilnærmelsesvist i samme omfang hos den almindelige lægperson i Thailand. Det er således ikke de store vidtløftige doktrinære diskussioner der præger det lille buddhistiske hjem. Mere en jævn dagligdags, men dybtfølt respekt og hengivenhed for Buddhaens vej og lære. For thaierne gælder det mere om at holde sig til forskrifterne som retningsviseren for et etisk forsvarligt liv, og så ellers ofre til Buddhaen på alteret, eller sanghaen hvor det er muligt, for at opnå nogle plusser på karmakontoen, for at sige det lidt profant og en anelse respektløst.

Set i bakspejlet havde jeg som nylig konvertit en udtalt tendens til at se meget arrogant og bedrevidende på den thailandske lægpraksis og kulturbuddhismen i det hele taget. Vidste munken i det lokale thaitempel i Stenløse f.eks ikke hvad Dhamapada var for et skrift? Pffftt – total Narhat! Og dét der med evige donationer og penge der skiftede hånd fra i forvejen fattige lægfolk til munkene i de overdådige templer – mindede det ikke i lidt for betænkelig grad om middelalderens afladshandel? Jeg kunne ikke frigøre mig fra kritisk og automatisk at koble det thailandske system med det romersk katolske system – så meget for min frigørelse fra min protestantiske lutheranske kulturarv. 

På den anden side vil jeg stadig mene der er noget om snakken. Der er, som alle andre steder, brådne kar i den ordinerede sangha i Thailand, og ikke sjældent går snakken blandt thaierne om levebrødsmunkene i storbyerne, der giver den gas med seksuelle eskapader, kortspil, druk og andre udskejelser. Noget man ser meget alvorligt på blandt thaierne. Decideret udnyttelse af den gængse overtro finder også sted i udpræget grad, hvilket jeg har været vidne til på nærmeste hold, hvor et svigerfamiliemedlem blev prakket en lille og meget dyr buddha-statue på, med løftet fra munken om, at han nu kunne garantere at vedkommende i nærmeste fremtid ville vinde i lotto. Men på den anden side – hvilket gigantisk bondefangeri er der ikke tale om i meget af den vestlige ”alternative” og spirituelle verden. Vi jager også lykken og det hurtige spirituelle fix med bind for øjnene og kaster raskvæk anselige summer efter ”The Secret” og krystalhealende parterapeutiske mindfulness instruktører.

Der er i mine øjne intet forkert i, at vi som konverterede buddhister fra vesten tager den analyserende og kritiske hat på, så længe vi er opmærksomme på, ikke at lade vores syn på andre kulturers praksis være præget af arrogance og en bedrevidende attitude. Tværtimod er et kritisk blik uomgængeligt som følge af at vores kulturelle og erkendelsesteoretiske baggage ofte ubevidst er formet og skabt af oplysningstidens rationalisme og empirisme, og ikke mindst den sekularisering der fulgte i kølvandet på den. Det er der på ingen måde noget galt i, og lad os ikke smide den dyrebare kritiske erfaring ud med badevandet. Så ender vi bare i en suppedas af fundamentalisme, fantasterier og vrangsforestillinger. Som vestlige sekulariserede individer er vi pinedød nødt til, i nogen grad at nærme os buddhismen med vores intellektualiserende og kritiske briller på, for at skabe os et skelet af mening i en mangfoldig og på mange måder fremmedartet religion. Men vi må heller ikke glemme at skelettet er konstrueret, og at den religiøse erfaring og det religiøse liv peger ud over en diskursiv mening, hvis jeg må tillade mig at bruge et akademisk udtryk. Holder vi for krampagtigt fast i vores konstruerede skelet af mening, ender vi alt for let i dogmatisme og løftede pegefingre, hvilket jeg for min del helst vil være fri for, for at udtrykke mig diplomatisk. Vores nok så snørklede og komplicerede skelet af mening er jo netop blot et konstrueret fundament, hvorfra vores rejse mod indsigt, visdom og ægte usentimental medfølelse kan starte. Og så ville en god portion kulturrelativistisk ydmyghed i parentes bemærket, være på sin plads i vores tilgang til kulturbuddhismen og andre religioner for den sags skyld.

Selvom det umiddelbart kunne se ud som om vi i det lille hjem praktiserer 2 forskellige buddhismer, har vi dog det til fælles at vi følger Buddhaens vej – blot på hver vores væsensforskellige måde. Den ene er ikke bedre end den anden. Vi praktiserer blot ud fra hver vores forudsætninger – hver vores karma – og vi mødes begge i stor dedikation til og tillid til at Buddhaen anviste en vej der er værdifuld og vigtig for os at gå. Og så går vi den hver vores vej, sammen. Det er den gode nyhed, hvis man har modet til at give sig i kast med noget så umoderne som tro eller tillid. Ekayana: Alle veje fører til Rom, som i denne forbindelse er vejen til frihed fra lidelse, dukkha, samsara, indsigtens sted.

I mødet med det fremmede møder du som nævnt dig selv. Derfor har jeg stor medfølelse med Pianisterne (undskyld Shomon) der er så angste for at komme det fremmede i møde, angste for at se hvad de selv måtte indeholde af ubehageligheder. Angste for spejlbilledet. Dér har Buddhaen i mine øjne vist en vej der nådesløst konfronterer os med vores egne fordomme og idiosynkrasier. Det er ikke altid behagelig afslappet samadhi og sindsro der møder én dér på puden. Ens egne mørke sider åbnes og blotlægges i alt deres væmmelighed. Og så gælder det om ikke at se den anden vej – men glo direkte ind i mørket. Glo direkte ind i virkeligheden som den er her og nu, og ikke forfalde til at se den anden vej og skjule virkeligheden bag lyserøde glansbilleder, nye konstruktioner og fordomme.

Når dette er gået i trykken har jeg kastet mig ud på dybt vand nok engang i mit liv, og giftet mig med mit livs udkårne på ægte traditionel buddhistisk thai-maner i Bangkok. Og det bliver ganske givet fantastisk og romantisk og eksotisk. Det bliver med 9 munke, velsignelse, vandpåkastelse, endeløse ceremonier, chant og hele balladen. Jeg gør det på grund af min store kærlighed til hende, fordi det er vigtigt for hende. Hun har været den bedste dharmalærer, jeg kunne tænke mig, og jeg elsker hende højt for at have lært så mange ting og givet mig så mange indsigter – ved bare at være den hun er. En kvinde fra Thailand, med et stort hjerte og et glødende temperament. Min store skræk ville være at hun blev integreret i Danmark. Måtte hun dog pleeease bare have lov til at være den kvinde hun er, med den religion og kultur hun er formet af, og med den umiddelbare livsglæde og hensynsløse åbenhed som jeg ser så sjældent uden på huden af folk i Danmark. Det er bare så svært at få lov til at være den man er som fremmed i Danmark, med de vinde af angst for det ukendte og fremmede der har blæst over og formørket vores land i så lang tid.

Måtte det snart blive årstid for stjerneskud igen.

Buddham Saranam Gacchami.

Dhammam Saranam Gacchami.

Sangham Saranam Gacchami.

Jeg tager tilfIugt i Buddhaen

Jeg tager tilflugt i Dharmaen

Jeg tager tilflugt i Sanghaen

(Den trefoldige tilflugt som den chantes dagligt på pali i Thailands templer)