Silence is Sexy

Nogen gange er der bare for mange ord, for megen snak i den her verden – og i mit trætte gamle vrøvlende hoved.

Fuck it!!! Jeg snupper en smøg, er holdningsløs og forsvinder i stilheden et øjeblik, inden larmen starter igen.

Silence is Sexy

Vores alter

Slutningen af marts er en lidt travl tid for vores lille familie. Vi flytter fra Nørrebro og bosætter os sommeren over i vores lille kolonihavehus i Ballerup. Så der skal ryddes lejlighed, da den skal lejes ud og der smides ud med hård hånd, hvilket sætter min tilknytning til alt mit skrammel på en prøve. Og så skal vores 50 kvadratmeter i Ballerup sommerklargøres. I den forbindelse  bankede jeg et lille buddhistisk alter op i kolonihaven forleden aften og her er resultatet. Da jeg ikke har haft tid til at skrive noget i denne uge, kan jeg passende for at opfylde min kvote der pålægger mig selv at skrive et blogindlæg om ugen, skrive en sludder for en sladder om alteret.

Alteret virker måske en kende overlæsset, men sådan blev det altså da vi jo er to buddhister, min kone og jeg, der følger hver vores tradition - en thailandsk og en japansk.
I midten af alteret troner Shakyamuni Buddha - en statue jeg købte i Onkel Lamas by Dharamsala i Indien, da jeg var voluntør på de kanter for 7 år siden. Over ham hænger to japanske mandalaer - Kongokai og Taizokai mandalaerne der er vigtige elementer i den japanske esoteriske buddhisme. Jeg har på mit begynderstadie ikke ret meget styr på hvad de symboliserer, men det kommer måske en dag.
Ved siden af den ophøjede Buddhastatue er der en lille thailandsk Buddha, som jeg fik af en munk i det thailandske tempel som min kone er tilknyttet i sin hjemstavn nær byen Surin. Ham bruger jeg også som rejsebuddha. I midten ligger Buddhaen på sit dødsleje før hans parinirvana. Et meget udbredt motiv i Thailand. Den købte jeg i det kendte Doi Suthep tempel i Chiang Mai i Nord-thailand. Til højre har vi så - DADA - trommehvirvel, hajhat og bækken - Tordenguden Thor!!! Det er ikke fordi jeg sådan på sidelinjen dyrker en bibeskæftigelse som asatroende der udfører Blot ved solhverv og bæller mjød i det skjulte. Det lyder ellers ganske festligt, og jeg sender respekt og god helse til de gamle nordiske guder.
Thor, som jeg købte i Jelling på min pilgrimsfærd på Hærvejen sidste sommer (mere om det senere), er midlertidig stand-in for Fudo Myo-o som jeg ikke har en statue af endnu. Men jeg har stærkt begær efter en. Thor har nok ikke noget imod at vikariere lidt for Fudo - jeg forestiller mig at han utrætteligt og med guddommelig tålmodighed med sin hammer forsøger at banke lidt visdom ind i min tykke skald.

På den næste hylde finder vi noget der nok vil støde en del døds-forskrækkede danskere - nemlig en forgyldt urne med noget af asken fra min kones afdøde far, der døde sidste år. Det er helt almindeligt i Thailand at have noget aske fra nærtstående afdøde familiemedlemmer stående, som man kan ofre til og mindes eller fælde en lille tåre. Efter lidt tilvænning er jeg faktisk kommet til at holde af at have den urne stående frit fremme - den minder os selvfølgelig om ham som person, men også på en meget konkret måde om vores alle sammens og alt andets forgængelighed. Når jeg sådan føler mig lidt for udødelig og Karl Smart er det en god træning lige at gå hen og lette låget af urnen og tage et par af Svigerfars brændte knogler op i hånden og kontemplere lidt over døden og forgængeligheden. Morbidt? - Ikke for os! På det og mange andre punkter holder jeg med Thaierne. Døden er ikke noget der nødvendigvis skal gemmes væk, eller graves ned til ormeføde.

Ved siden af urnen sidder dens tibetanske "gudinde" Tara - det feminine aspekt af Avalokitesvara - Bodhisattvaen for medfølelse. En statue jeg også købte i Dharamsala. Min kone syntes i starten at det grænsede til helligbrøde at have en "sexy lady" stående på Buddhas alter, men jeg har overbevist hende om at Tara er i orden, og at der ikke er noget løsagtigt over hende.


Som man kan se her, hvor min kone beder en bøn, er der også en tredie hylde. Den er beregnet til madofringer, hvor man typisk stiller små portioner af "dagens ret" som ofring til Buddha og forfædrene.

Det var så en lille historie om vores fælles sommer alter, der er en blandet landhandel af Mahayana, Theravada og Vajrayana buddhisme med en knivspids asatro. Det tror jeg vi bliver glade for. Når det bliver varmere i vejret og jeg kan søge tilflugt i mit meditationsskur banker jeg nok et lille meditationsalter op der - så jeg begærer og ønsker mig nogle flere statuer. Bare så I ved det!!

Jeg går med Metta gennem byen...

"Jeg går med metta gennem byen og solen skinner

Jeg går med metta gennem byen og det er forår

Jeg går med metta gennem byen så fuld af liv

Jeg går med metta gennem byen

Og jeg har røget en stråhat.
Tralulalej"

Foråret titter frem og vinterens isnende formørkelse af mit sind og det ganske land fordamper så småt. Forårets og solens komme gør mig kåd, overskudsagtig og energisk, og så går jeg gerne en tur ned af gode gamle Nørrebrogade og uddeler Metta med rund hånd. 

Metta er et buddhistisk udtryk der lidt corny oversat betyder noget i retning af kærlig-venlighed. En venlighed man via sit sind sender ud til alle levende væsener uden undtagelse og uden at forlange noget igen. Sådan er idealet i hvert fald.

Når jeg så sådan kåd, overskudsagtigt og energisk vader ned af Nørrebrogade, er det ikke noget problem at sende oceaner af Metta i retning af de smukke kvinder på min vej, der har smidt vinterens polarudstyr og blomstrer op i deres forårsdress. De nye unge punkere med en dugfrisk ”fuck systemet” attitude får også lige omgang uforbeholden venlighed og medfølelse ind over – been there, done that. Way to go youngsters!!! 

Det er straks en anden snak når min venlige-kærlighed skal uddeles til de ubehøvlede Whalla-drenge der fylder hele fortovet og skider på om andre kan komme forbi. Eller forretningsmanden i hans suit og forretningsmands-agtige taske med forretningspapirer – den inkarnerede kapitalisme og grådighed, den egentlige snylter, der har forvildet sig ud, eller måske endda har slået sig ned på Nørrebro, fordi det er ved at blive så skide mondænt. Eller Caffe Latte segmentet der sidder der på de smarte cafeer og nipper til deres sprøjt, og som har indtaget MIN arbejderbydel og fucked det oprindelige proletar-miljø up. For ikke at snakke om den nye horde af tiggere fra Østeuropa, der har fortrængt de gode gamle indfødte bumser eller narkomaner der bommede dig for en skilling til en kop ”kaffe” eller noget ”mad”, og som jeg altid gav, hvis jeg havde. 

Den der Metta-praksis er sku noget nemmere hjemme på meditationspuden i tryg afstand fra virkeligheden. Buddhistisk etik og medfølelse skal omsættes til handling før den kan vise sit værd. Så jeg mumler energisk og overskudsagtigt til mig selv; på med vanten, frem i skoen og så ud og spred lidt venlighed. Også til alle dem du bilder dig ind at du ikke kan lide eller har forbehold overfor. Det er en praksis der går imod mine umiddelbare vrede impulser, instinkter og idiosynkrasier. Det er en praksis der går imod strømmen!!

Her er et par links der omhandler gå-med-metta praksissen forfattet af en dharma søster og brother with another mother:


http://senshin.dk/2009/03/ga-med-metta-walk-with-metta/

http://www.chizen.dk/index.php/gaende-meditation

Personlig hygiejne

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det ikke altid er med den største entusiasme eller spirituelt gåpåmod at jeg får sat mig på min meditationspude. Dagens gøremål overskygger ofte min formelle praksis, og når jeg så endelig kommer i tanke om puden, bilder jeg mig ind at det er for sent eller at jeg er for træt. Vejen til helvede og spirituel uvidenhed er brolagt med dårlige undskyldninger.

Det var særligt svært da jeg lige var begyndt på min buddhistiske praksis for et par år siden. Fra alle sider af den buddhistiske verden hørte og læste jeg om vigtigheden af at etablere en daglig disciplineret og vedholdende meditationspraksis, og i teorien lød det jo helt rigtigt. Når jeg så et stykke tid, som regel et par uger, faktisk havde fået sat mig på den pude dagligt, skete der det forunderlige at jeg begyndte at få det for fedt og afbalanceret. Der kom mere ro på i tænkeorganet, og jeg havde knapt så meget kuk i kasketten som sædvanligt. Det resulterede paradoksalt nok i at disciplinen blev slækket og at den daglige sidning blev udskudt til hver anden dag, så hver tredje, og så gik der lige en uge. Og så var der kuk i kasketten igen og humørsyge og den gode gamle nederen. Mit sind søgte tilbage til neurosernes trygge havn og den perverterede og paradoksale nydelse der var at finde i den apatiske selvmedlidenhed og formørkede misantropi.

Motivationen for at få sat mig var sådan set ganske stor i starten, og motivation er da en vigtig faktor. Man siger jo at det er tanken der tæller, men bliver det ved tanken alene sker der jo ligesom ikke rigtigt noget vel? Tricket er at gøre det, selv når man synes, at det er røvsygt.

Da jeg var en lille knægt på landet ude på Mols, hadede jeg af et godt hjerte at tage bad og børste tænder. Jeg fattede ikke hvad al den sæbe og renhed skulle til for. Så når jeg blev lidt for rustik at lugte til, krævede min mor at jeg tog et bad – hvilket jeg så gjorde under stor protest. Da jeg blev ældre, kom i puberteten og hormonerne ødelagde den gode ukomplicerede drengede stemning, måtte jeg til min fortrydelse konstatere, at jeg nok aldrig kom til at kysse hende den supersøde lille pige med rottehalerne fra parallelklassen, hvis jeg blev ved med at insistere på at lugte af gnu. Så tilskyndet af mit romantiske begær blev den personlige hygiejne gradvist opprioriteret. Og jeg fandt jo ud af at det at holde en vis standart af hygiejne, i det lange løb var godt for mig selv, men så sandelig også for mine omgivelser. Sådan er det også med min meditationspraksis. Selvom jeg ikke gider, ved jeg efterhånden af erfaring at en periodes, lang eller kort, meditation hver dag har en overraskende positiv effekt både på mig selv og mit eget velbefindende, men også på mit forhold til omgivelserne og min omgang med andre mennesker generelt. Denne allegori er lidt langt ude – jeg ved det, men det gav mig muligheden for at skrive en lille sjov historie. Og noget skal jeg jo skrive – det har jeg jo lovet ikke?

Nu sidder jeg troligt så godt som hver dag. Der kan næsten altid lige skubbes 20 minutter ind et eller andet sted. Det er blevet noget jeg gør automatisk på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen. Ligesom jeg børster tænder. Det skal bare gøres. For min egen og for mine omgivelsers skyld.

NB. Ultimativt set handler buddhistisk meditation først og fremmest om at søge opvågning, og ikke så meget om at opnå ro i overetagen eller generel wellness – i øvrigt er det fy-fy-skamme at meditere for at opnå noget. Men lad de hellige tage sig af det ultimative, så tager jeg mig af min egen profane kamp mod mine vrede dæmoner. Holdes de ikke til en vis grad i ave og opnår jeg ikke et minimum af sindsro, kan jeg da glemme alt om indsigt eller ultimativt set opvågning. 

Kickstart af bloggen

Jeg har fået en idé som måske kan kickstarte og sparke nyt liv i denne lidt inaktive blog. På trods af at jeg får vældigt mange ideer til, hvad jeg kunne skrive af begavede og bevingede ord her, bliver det som regel blot ved tanken;  Mit liv i en nøddeskal. Jeg vil vældigt gerne skrive om buddhismen set fra mit anarkistiske perspektiv, men har svært ved at finde disciplinen til at skrive fast og regelmæssigt. Derfor har jeg nu sat mig for, at jeg som minimum SKAL skrive et indlæg her om ugen. Det skal simpelthen være en del af min faste praksis, og måske kan det hjælpe mig til at finde et vist fokus for alle mine sprælske tanker.  Blogverdenen er en tricky størrelse. For hvad har man egentlig lyst til at andre skal vide noget om – hvor ærlig skal man være og hvor personlig skal bloggen være? I princippet kan alle jo se ens udgydelser. Det er en svær balancegang, som jeg har tænkt meget over. Men alt mit tvangsprægede tænkeri har som sædvanligt ikke bragt mig nogen vegne, og nu forsøger jeg mig med et eksperiment, hvor jeg pålægger mig selv som minimum at skrive et eller andet hver uge. Så må jeg se hvad der sker. Måske bliver det hamrende kedeligt eller måske får det hele en ny spændende vinkel. Jeg lægger mig ikke fast på en stil – personlig/upersonlig, praktisk/teoretisk, politisk/upolitisk eller højpandet versus plat. Hjørnestenen vil dog højst sansynligt være buddhismen fra mit perspektiv, men da buddhismen gennemsyrer det meste af mit liv, kan jeg få rodet mig ud i praktisk talt alt muligt mærkeligt. Dog skal I nok ikke regne med at mad-, bage- eller hækle-opskrifter, gør-det-selv tricks for ikke at tale om parforholds- eller krystalterapeutiske emner i et buddhistisk perspektiv vil blive behandlet synderligt indgående

So here goes – vi ses i næste uge

Nye læsere kan læse min introduktion til bloggen her:
http://dharmabumsen.blogspot.com/2010_11_01_archive.html

Gassho og Metta og Fanden og hans pumpestok.