Umiddelbart efter zenmaster Dogens hjemvendelse til Japan fra Kina i 1227 hvor han havde sin store opvågnen, skrev han den korte tekst Fukanzazengi. Dogen var på dette tidspunkt 28 år.
Fukanzazengi betragtes nu som dengang som en yderst central meditationsmanual, der rækker langt ud over Soto Zen traditionen. Fukan i titlen peger på at instruktionerne i teksten er universelle. De er ikke forbeholdt det monastiske samfund eller soto traditionen, men gælder for alle uden undtagelse. Zazen betyder siddende zen - siddende meditation. Gi betyder standardmetode. Så vi har altså her at gøre med Dogens bud på en universel standardmetode for siddende meditation.
Som Dogen havde for vane starter han sin tekst med at fortælle det vigtigste. Han kaster konklusionen i hovedet på os fra straten så at sige.
The way is basically perfect and all-pervading. How could it be contingent upon practice and realization? The dharma-vehicle is free and untrammeled. What need is there for concentrated effort? Indeed, the whole body is far beyond the world's dust. Who could believe in a means to brush it clean? It is never apart from one, right where one is. What is the use of going off here and there to practice?
Og som sædvanlig kløjs man nemt i Dogens tekster, hvis man ikke lige forstår sammenhænge, historie og buddhistisk metafysik. Og så kan man, som jeg, gå til de talrige kommentarer der udlægger teksterne. Så tillad mig frit at parafrasere lidt.
Vejen eller den store sandhed er perfekt og gennemtrænger alt, så hvordan skulle den være afhængig af praksis og realisering? Dharmaens fartøj er frit og uhindret. Hvilken nytte har koncentreret indsats og anstrengelse. Kroppen er langt hinsides verdens støv og urenheden, så hvorfor skulle man tro på metoder til gøre den ren. Vi er aldrig adskilt fra Vejen og Sandheden, så hvorfor dog træne eller fare hid og did for at finde den?
I tilgangen til virkeligheden kan vi tale om to perspektiver. Det ultimative og det relative. Fra det ultimative og vågne perspektiv er alt perfekt lige som det er her og nu. Der hverken mangler eller er for meget af noget. Alt er komplet og perfekt. Anuttara samyak sambodhi: Den uovertrufne højeste oplysning er lige foran næsen på os - og i os. Frøet til perfekt visdom er allerede i os og rundt om os. “Vejen” fører så at sige ikke noget sted hen - den er allerede hvor den skal være. Mange buddhistiske traditioner og skoler på Dogens tid var præget af ideen om oprindelig eller iboende oplysning - Hongaku - der refererer til det oprindeligt oplyste sind, som alle levende væsener siges at besidde. Den universelle Buddhatilstand er ikke noget udenfor en selv, eller et ideal der stræbes efter, men snarere noget iboende, der blot skal vækkes eller erkendes, som Pia Shomon skriver i sin bog om Mahayana buddhismen.
Så hvorfor, spørger Dogen, praktisere og stræbe efter at opnå noget som man allerede har? Og hvorfor, kunne man spørge, bekymre sig om rigtigt og forkert når alt nu alligevel er et og det samme? Disse fundamentale spørgsmål var til heftig debat i de forskellige buddhistiske skoler i Kina og Japan gennem århundrederne. Nogle radikale kinesiske chanmestre (chan er det kinesiske ord der blev til zen i Japan) mente faktisk seriøst at praksis var omsonst. Hvad de så lavede i klostrene står hen i det uvisse. Hakunin, der var en fremtrædende Rinzai Zen mester, kritiserede imidlertid disse munke skånselsløst: "Disse mennesker (..) gør intet. De udfører ingen form for religiøs praksis; de udvikler ikke den mindste smule visdom. De spilder deres liv i en sløv døs, som komatøse grævlinge, nyttesløse mens de er i live, og fuldkommen glemt nắr de dør. (..) Stædigt fastholder de, uanset hvad der sker, at “Vi er Buddhaer, lige som vi er - simple ulakerede skåle”, alt imens de ufortrødent sætter enorme bjerge af ris til livs hver eneste dag. Derefter tømmer de sig for dampende bunker af ekskrementer og det i rigelige mængder. Dette tilsammen udgør deres samlede bedrifter, De kan ikke hjælpe en eneste person til frihedens anden bred (..)" (Shomon Pia Trans: Mahayana Buddhismen s.126)
Denne spirituelle apati og dovenskab kan nemt blive konsekvensen hvis man blindt overfører Hongaku-princippet fra det ultimative perspektiv til livets og dagligdagens mere relative og profane sider. For på det relative plan - vores hverdagsagtige forståelse og omgang med verden - er der jo ingen der ved deres fulde fem, med mindre de påstår sig fuldt opvågnede, vil sige at de ser verden og dem selv som perfekte, og som noget eller nogen der ikke har brug for hverken justering, praksis eller spirituel “rengøring”. Ideen om Hongaku har altså vist sig at være problematisk på mange måder, men indeholder trods det, en central sandhed hvis man vel at mærke er forsigtig med at overføre denne universelle metafysik til den praktiske relative virkelighed.
Grundlæggeren af T´ien-t´ai (Tendai) skolen Chih-i afviste ideen om hongaku, da en tilstedeværelse af en iboende uforanderlig oplyst kerne ville være i modstrid med tanken om tomhed (shunyata), og han talte mere ædrueligt om Buddhanatur og oplysning baseret på Lotus Sutraens ide om Ekayana: Det ene fartøj. Sutraen udbreder et løfte om Buddhatilstand til alle levende væsener uanset hvilket fartøj de måtte befinde sig på (Hinayana, Mahayana eller det unavngivne skib som de selvoplyste solitære pratyekabuddhaer måtte befinde sig på). Vi er alle destinerede til Buddhatilstanden, men der er altså en vej at gå. Om vi så bruger æoner af genfødsler på at nå derhen, eller vi har anlæg for at se det ultimative ret hurtigt, må komme an på prøve og dedikeret praksis.
Well - umiddelbart kan alt det her med iboende oplysning og Buddhanatur nok virke som en ret teoretisk diskussion, der ikke har de store implikationer for os almindeligt dødelige lægpraktiserende, men i praksis har det en psykologisk og mental effekt, om vi tilgår vores praksis med en intention om at opnå noget (tanha, begær), eller om vi lander på meditationspuden med en bevidsthed om at vi på en eller anden måde allerede er der hvor vi skal være. At der ikke er noget at opnå, men måske snarere en masse at give slip på. Opvågning er lige her hvor du er. Du behøver ikke tage på dyre mindfulnessretreats, rejse til eksotiske destinationer eller sidde benovet foran “oplyste” mestre med eller uden sjove hatte for at finde “Vejen”.
Dermed naturligvis ikke være sagt at vi ikke har brug for en vejviser eller gode, mere erfarne venner på vejen. Det er helt bestemt af afgørende betydning. Det er bare ikke det Dogen vil vise os her i indledningen af Fukanzazengi.
(fortsættelse følger)
Litteratur
Bielefeldt, Carl (1988), Dogen's Manuals of Zen Meditation, University of California Press, ISBN 9780520068353
Pia Shomon Trans (2011): Mahayana Buddhismen - baggrund, oprindelse og doktriner.
Kommentarer
Send en kommentar