Dogens meditationsmanualer #2

And yet if a hair´s breadth of distinction exists, the gap is like that between heaven and earth…

Man kan lidt knudret oversætte det til: “Hvis der eksisterer bare en hårbreddes skelnen eller separering i sindet mellem os og Buddhanaturen, er afstanden lige så stor som den mellem himmel og jord.” Vi har her at gøre med at gå bagom vores dualistiske tankevaner, hvor alt synes adskilt. Når vi ser det oplyste  sind eller Buddhaen som noget "derude", er vi milevidt fra sandheden. Pointen med praksis er ikke at blive noget andet fantasifuldt, som f.eks en Buddha eller en oplyst mester, men at indse og blive opmærksom på at det vågne sind allerede er noget oprindeligt iboende i os og alle andre levende væsner. Vi har det allerede og har altid haft det. 

I Genjokoan skriver Dogen i hans nok mest citerede passage:

“To study the Buddha Way is to study the self; to study the self is to forget the self…”

At studere den opvågnedes vej er at studere selvet. Og at studere selvet er at glemme selvet. At glemme selvet betyder, at man opgiver den illusoriske separation mellem sig selv og Vejen. Men hvad er det, der skaber denne oplevelse af separation? Det er vores selvfikserede bevidsthed. Den bevidsthed der deler verden op i “mig” og alt det andet derude. “Jeg” sidder der inde bag øjnene og kigger ud på alt det andet der eksisterer adskilt fra mig i verden. Men det er en illusion, mente Buddhaen. Dit “jeg” forstået som en uforanderlig entitet (Atman) inde i dig eksisterer ikke. Det er en af de vigtigste og mest fundamentale ideer i buddhismen - anattā (anātman på sanskrit) - “ikke-selv”. 

Der er som nævnt overhovedet ikke noget galt med denne her dualistiske bevidsthed, der opdeler verden i kategorier og fænomener og sætter alt i kasser. Vi ville alle være rablende psykoser uden den. Problemet er imidlertid, at vi forveksler denne duale “jeg vdet derude” virkelighedsopfattelse med sandheden om verdens sammenhæng. Vi giver vores “rationelle” bevidsthedsfunktioner for meget autoritet. Vi tror vi kan regne alt ud, med ideer og koncepter, luftkasteller og ideologier, kategorier og teorier. Det er her vi kommer i vanskeligheder. Så når vi praktiserer zazen, forsøger vi at give slip på den dualistiske opdeling af verden. Vi giver slip på at tillægge alle bevidsthedsprocesser, der involverer analyse, kategorisering og ideer, absolut vigtighed. I zazen observerer vi den diskursive tænkning som bølger på overfladen af havet. Og vi giver slip på den. 

Once the slightest like or dislike arises, all is confused and the mind is lost.

Så snart man bliver optaget af godt eller dårligt, dumt og klogt, godt og ondt, grimt og smukt, profant og oplyst, mister man Vejen af syne. Det dømmende og analyserende sind finder tiltrængt hvile under zazen, så vi kan åbne os for de dybere lag af virkeligheden.