Ofte hører og læser man om at Siddhattha Gotamas – Buddhaens - lære går imod strømmen. Men hvad ligger der bag denne påstand og hvor finder vi belæg for den henne? Dette vil jeg søge at kaste lys over i følgende artikel.
Da Gotama havde opnået den endelige oplysning og blev Buddha, kom han ifølge Ariyapariyesanasutta – suttaen om den ædle søgen - alvorligt i tvivl om det var umagen værd at undervise og give den indsigt han havde opnået videre til andre mennesker. Mest af alt havde han lyst til at leve i tilbagetrukket stilhed og ikke give nogen undervisning. Han havde, som der står skrevet, fundet en dyb lære der var vanskelig at se og forstå, som var hinsides det spekulative, subtil og som kun ville kunne forstås af de vise. Men Gotama måtte konstatere at de fleste mennesker klamrede sig til, trivedes ved og havde svært ved at slippe deres falske forestillinger. Det ville være noget nær en uoverkommelig opgave at få dem til at forstå læren om betinget tilblivelse (afhængig oprindelse), at få dem til at give slip på deres fastlåste forestillinger om verden, samt at frigøre sig fra deres tilknytninger, lidenskaber og begær og derigennem finde nirvana:
Den (læren) går imod strømmen og er subtil,
Den er dyb og vanskellig at forstå.
Lidenskabens slaver kommer ikke til at forstå den,
For de er indhyllet i mørke.i
Da guden Brahma Sahampati forstod at Buddhaen havde tænkt sig at tage en slapper og holde sin indsigt for sig selv, blev han slået af forfærdelse, og materialiserede sig for ham og sagde: ”Giv undervisning i læren, Mester, giv undervisning i læren, du lykkelige. Det findes nogle som kun har lidt støv i øjnene og som kommer til at gå til grunde hvis de ikke får læren at høre. Nogen kommer til at forstå den.” Modvilligt men overbevist af disse ord bestemte Buddha sig for at udbrede læren, på trods af at han frygtede, det ville bringe ham ”slid og ærgrelser”.
Men hvad mente Buddha med at læren går imod strømmen. Der er flere mulige forklaringer. Buddhas lære var et radikalt opgør med de dominerende religiøse forestillinger, der eksisterede i Indien for 2500 år siden. Brahmin kasten – den religiøse elites - religiøse verdensbillede var funderet på de såkaldte Upanishader. Helt central i disse religiøse tekster stod forestillingen om et fikseret, essentielt, uforanderligt selv, en sjæl, atman, der var identisk med verdensaltet, Brahman, Gud. Ved at vende opmærksomheden indad i en verdensfornægtende mysticisme og asketisk introspektiv kontemplation af sin inderste sjæl, kunne man opnå indsigt i og enhed med det guddommelige. Før sin opvågnen havde Gotama trænet hos de yogier der praktiserede de teknikker, der skulle facilitere en sådan indsigt, og havde som bekendt ikke fundet hvad han søgte. I stedet for at søge forening med Gud gennem asketisk tilbagetrækning og afvisning af den ydre virkelighed, opfordrede Buddhaen tværtimod til, at man rettede sin fulde og indtrængende opmærksomhed mod selve fænomenernes verden, mod den evigt foranderlige og kaotiske virkelighed. Buddhaen var vågnet op og Stephen Batchelor bemærker at når Buddha brugte betegnelsen opvågnen var det ikke tilfældigt, men fordi han ville distancere sig til Brahminernes praksis, der påstod at indsigten var at finde i verdensfjern trance – i en tilstand der kunne sammenlignes med at sove. For Buddha handlede det om at vågne op fra søvnen – at være årvågen og opmærksom i alle aspekter af livet. Intet er så profant og hverdagsagtigt at det er uværdigt i vores praktisering af årvågenhed:
”Når du klæder dig på eller bærer din madskål, gør du det med klar forståelse. Når du spiser, drikker, tygger og smager, gør du det med klar forståelse. Når du tømmer dig for afføring og urin, gør du dette med klar forståelse. Så længe du er vågen, enten du går, står, sidder, lægger ned, taler eller tier, så gør du dette med klar forståelse.”ii
Buddha vendte praktisk talt tidens ortodokse opfattelse af vejen til indsigt på hovedet, og afviste den religiøse elites traditionelle metoder, teknikker og teologi.
Som mennesker har vi en naturlig tilbøjelighed til at opfatte os selv som tidløse vidner til de fænomener vi oplever i vores liv, og vi har en stærk instinktiv opfattelse af at være i besiddelse af et fastlåst selv, en fast kerne, vi kan kalde jeget. Står Buddhaens indsigter til troende er denne opfattelse imidlertid helt igennem illusorisk. Man kan sige at Buddhas opvågning til virkelighedens evige foranderlighed, samt hans fastholdelse af ideen om ikke-selv – anatman, går imod strømmen af vores instinktive fastholdelse og fornemmelse af at have en personlig uforanderlig kerne. Buddhas lære går imod vores instinkt – mod vores intuition. Den går helt grundlæggende og eksistentielt imod strømmen.
Også i en social, eller om man vil politisk, forstand gik Buddhas lære imod strømmen. Særligt kastesystemet, der fastholdt brahminerne som den herskende klasse, måtte Buddha kategorisk afvise. Det var ens handlinger der definerede ens ”kaste” – ens ”habitus”.
”Man bliver ikke kasteløs i kraft af sin klasse,
Man bliver ikke brahmin i kraft af sin klasse,
Man bliver kasteløs i kraft af sin handling (kamma),
Man bliver brahmin i kraft af sin handling.”iii
Således var Buddhaens lære på mange måder en tårn i øjet på datidens religiøse magtelite. Den gik imod strømmen såvel socialt som religiøst. Brahminernes religion var forbeholdt den religiøse elite og belæringerne var som oftest hemmelige - esoteriske. Også her gik Buddhaen imod strømmen. I Mahaparinibbanasutta - Den store tekst om Mesterens bortgang – der beskriver Buddhas sidste dage og sidste belæringer erklærede Buddha at ”Jeg har forklaret sandheden uden at adskille den i en åben og en lukket del. Den som har kommet frem til sandheden, opererer ikke med nogen hemmelig lære.”iv At betegne læren som demokratisk vil nok være lidt af en anakronisme, men ikke desto mindre synes det at fremgå at læren var åben for alle. Intet blev tilsyneladende holdt tilbage – i det mindste ikke hvis man støtter sig til pali kanon. I mahayana sutraerne forholder det sig anderledes, men det er en ganske anden historie.
Noah Levine der særligt er kendt for sin selvbiografiske bog ”Dharma Punx” går i sin anden bog ”Against the Stream – A buddhist manual for spiritual revolutionaries” så langt som til at påstå at Buddha var revolutionær, en radikal forkæmper for personlig og social transformation. Med Levines ord forkastede Buddha sin tids religiøse tanker, og dedikerede sit liv til at gå imod strømmen af grådighed, aggression, dumhed og vrangforestillinger. Hans virke var samfundsundergravende, og han var ikke bange for at tale midt imod sin tids politiske, sociale og religiøse tilstand. Men han gjorde det med udgangspunkt i kærlighed, venlighed og indsigtsfuld medfølelse der omfattede og inkluderede alle levende væsener.
I fortalen til sin bog skriver Levine at Buddhas vej til frihed er en “… radical and subversive personal rebellion against the causes of suffering and confusion. (…) Waking up is not a selfish pursuit of happiness; it is a revolutionary stance, from the inside out, for the benefits of all beings in existence.””The Buddha’s teachings are not a philosophy or a religion; they are a call to action, an invitation to revolution.” … “…true spiritual practice is an engagement with life that goes against the norms of our confused society and is therefore an act of rebellion.”
Levines udsagn er i sig selv radikalt, her er det ingen sødsuppe spiritualitet. Buddhaen, den rebelske helgens vej er intet mindre en revolutionær; men våbnet er ikke væbnet kamp; “…it is the hardest and most important work in one´s life to free oneself from the bonds of fear and attachment. Compassion is our only hope, wisdom our weapon.” Levines slogan og navnet på en film om ham er Meditate and Destroy – underforstået: ”destroy the causes of suffering in the forms of internal and external oppression and ignorance."
Levine pointerer det vigtige i at se Buddhaens lære som en opfordring til handling. En opfordring til også at gå imod strømmen af uhæmmet grådighed, social uretfærdighed og katastrofal uvidenhed der også præger vores verden i dag. Buddhas lære er en handlingens lære, der opfordrer os til uforfærdet at gå imod strømmen af grådighed, vrede og uvidenhed med uselvisk venlighed, usentimental medfølelse samt ydmyg visdom. Stephen Batchelor siger et sted at Buddhaens vej er en vandring eller snarere en kamp mod strømmen af vores indgroede instinktive begær og grådighed der er lejret dybt i vores ur-hjerne. Derfor er det hensigtsmæssigt at tænke på visdom og medfølelse, de store buddhistiske dyder, som noget der skal handles ud, og ikke blot være reduceret til passive sindstilstande. Medfølelse er et valg i hverdagen og i livet i det hele taget. Dyderne er ikke noget der skal graves frem, men noget der skal handles ud.
Og vi skal ikke glemme at Buddhas lære også er anti-autoritær. Han afviste at spille rollen som den oplyste guru, der krævede ukritisk underkastelse af sine disciple, før de kunne indvies i doktriner, forbeholdt en spirituel elite. Tværtimod opfordrede han ifølge kalama suttaen sine tilhængere til at stille spørgsmålstegn ved alle fastlåste dogmer, traditioner og filosofiske antagelser:
Følg det ikke ”blot fordi det er skik og brug, eller tradition, eller bare fordi folk siger det, og heller ikke ud fra hellige skrifter, antagelser eller dogmer; heller ikke ud fra logisk ræsonnement eller tvivlsomme filosoferinger; heller ikke ud fra en andens tilsyneladende autoritet og heller ikke ud fra respekt for en eller anden læremester.”
Kun ved selv i praksis at afprøve og teste tingene kunne man nå til vished om en påstand skulle afvises eller godtages. I buddhismen findes der ingen bibel hvor facit kan slås op. Teksterne, lærere og sangha venner kan være inspirationskilder og pege på mulige retninger at gå, men i sidste ende er det op til os selv at teste Buddhaens lære og gå vejen. Og som sådan går buddhismen også imod strømmen set i forhold til andre store religioners regler og påbud.
Og for lige at komme ned på jorden igen, forlade den lidt højstemte revolutionære retorik og blive lidt hverdagsagtig, så tror jeg at alle os der praktiserer dagligt udmærket kender det der med at gå imod strømmen. Når vi kæmper en daglig kamp for at få sat os på den pude, der anklagende ligger der på gulvet og venter på vores røv. En kamp mod strømmen, mod vores trang til magelighed og begæret efter adspredelse. Lad os være ærlige og sige det lige ud – den daglige praksis er ikke altid lige spændende og indbydende. Det kan være sejt at få det gjort og vejen til indsigt er så sandelig ofte en vandring mod strømmen.
Kilder:
Tak til Kåre A. Lie for venlig pali kyndig assistance. En omfattende samling af oversatte suttaer fra pali kanon er at finde på Kåres hjemmeside:
Noah Levine: Against the Stream – A buddhist manual for spiritual revolutionaries. 2007
Noah Levine: The Heart of the Revolution. 2011
Stephen Batchelor: Confession of a Buddhist Atheist. 2011
Stephen Batchelor: The Faith to Doubt – glimpses of Buddhist uncertainty. 1990
i Majjhimanikaya 26. Oversættelse af Kåre A. Lies oversættelse.
ii Satipatthanasutta - Teksten om oppmerksomhetens hovedområder, MN 10. Oversættelse af Kåre A. Lies oversættelse.
iii Vasala-sutta i Sutta-Nipata vers 142. Oversættelse: Ole Holten Pind.
iv Dighanikaya 16. Oversættelse af Kåre a. Lies oversættelse
Kommentarer
Send en kommentar