Det første der viser sig på lystavlen når man tænker buddhisme er ikke umiddelbart billedet af en punkrocker med hanekam og nittebeslået læderjakke der med en løs langefinger siger fuck til det hele og ikke mindst systemet. De to bøger jeg vil præsentere og anbefale her er ikke desto mindre skrevet af to garvede amerikanske punkere der fandt dharmaen og blev dedikerede buddhister. I modsætning til hvad man måske umiddelbart kunne tro betød buddhismens indtog i deres liv imidlertid ikke at de forkastede deres hang til larmende musik, subversiv tænkning og stagediving. Tværtimod holdt de fast i punken samtidig med at de dedikerede sig til Buddhaens vej. Denne tilsyneladende paradoksale sammenblanding af livsstile og anskuelser er der kommet to spændende og overraskende, men meget forskellige erindringsbøger ud af.
Brad Warner beskriver i sin bog Hardcore Zen med undertitlen Punk Rock, Monster Movies & the Truth About Reality sin egen vej fra den amerikanske hardcore scene til Dharmaen. 80ernes USA gav Warner brækfornemmelser og han blev naturligt draget mod punkens respektløse oprørske attitude overfor tidens reaganisme, diskobølge, forbrugerisme samt almindelige overfladiskhed. Han blev en trofast del af det lokale hardcore miljø, hvor han var bassist i bandet Zero Defects. Samtidig var han spirituelt søgende af natur (det vil han nok have sig frabedt at jeg skriver) og endte efter nogle omveje ind over krishna bevægelsen o.lign. at studerede zen hos den amerikanske lærer Tim McCarthy. Han praktiserede således zazen fra han var helt ung samtidig med at han var engageret i hardcore musikscenen. På et tidspunkt fik han imidlertid nok af USA og nærmest flygtede til Japan hvor han fik hyre i et stort filmselskab der producerede lavbudget monster- og andre b-film. Et drømmejob for Warner der altid havde haft en passion for japanske b-film. Han praktiserede stadig zazen og i Japan kunne han så at sige gå til zenkilden. Det korte af det lange er at han blev elev af den japanske soto zen mester Gudo Nishijima Roshi og efter nogle år modtog han Dharma transimission fra ham. Warners bog handler om denne rejse fra punk rocker til zen mester. En titel han ifølge sig selv var meget modvillig til at tage på sig. Som antiautoritær af væsen havde han svært ved at se sig selv i den rolle, og der skulle da også gå lang tid før han indvilligede i at iføre sig roben. (som nu samler støv i et skab). Hans totalt respektløse holdning til sin titel fremgår i øvrigt af at han ønsker at blive tituleret som His High Holiness Grand Golden Exotic Buddha King of Everything in the Dharma Universe and Total Studmuffin.
Warners baggrund som punk rocker, fylder som sådan ikke så meget i bogen, men danner mere et fristes jeg til at sige påklistret baggrundstapetet for en mere filosofisk og praktisk og ganske indsigtsfuld diskussion af zen buddhismen, som han ser den som soto zen mester. Særlig spændende finder jeg den over 20 sider lange kommenterede gennemgang af hjertesutraen. Om sit første ”møde” med hjertesutraen skriver Warner: ”Hearing the Heart Sutra literally changed my life. It rocked my world in many subtle and not-so-subtle ways.(…) In a very important way, this verse was the first thing I ever saw. So I´ve always considered it my mother (apologies to Mom here).” Hjertesutraens vers om “Anuttara-samyak-sambodhi” oversætter Warner som “complete, unsurpassed, perfect enlightenment” og denne fulde oplysning som for buddhister er så attråværdig giver han følgende kommentar med på vejen: ”Complete liberation sounds like a big deal. And it is. It's the biggest deal around. But don't make too much of it because it's also absolutely nothing at all. I love the covers of those New Age books that show some Enlightened Saint with blue halos around his body, shining pure white light from his head and fingertips. It's pure crap. A real enlightened being doesn't look any different from anyone else. They're just ordinary people like you. That other stuff's just special effects. Annutara-samyak-sambodhi is you. Enlightenment is reality itself.” Så fik vi lige sat det på plads. Det er en af Warners mange kæpheste at pille forestillingerne om den store oplysning ned fra den hylde hvor new age bevægelsen har sat den op, og i det hele taget ikke lægge for meget i de oplevelse man måtte have i forbindelse med meditation. Under en zazen oplevede Warner en dag at flyve ud af kroppen ud i galaksen og verdensrummet og der var farver og striber og fanden og hans pumpestok, og da han begejstret fortalte sin lærer om dette svarede denne tørt, at han skulle lade være med at se så mange tegnefilm.
I Warners univers er der ikke meget plads til henførte, højstemte og frelste tilgange til Dharmaen. "If I'm in a room full of pompous wannabe Buddhists all trying to be pure of heart and mind, I just want to rip my clothes off, plug my Stratocaster into a stack of Marshalls, and blow the fake-ass beatific smiles off their faces. All that soft-soap lovey-dovey good vibes shit makes me gag."
Dharmaen er for Warner den eneste sandhed, men det kræver en hård disciplineret og ikke mindst daglig (endnu en kæphest) indsats at finde sandheden, og er man på udkig efter en hurtig og let vej, er man bedre hjulpet hvis man putter stikket tilbage i Matrix igen. Ligesom i punken er der i Warners zen ikke plads til bullshit. Hans zazen instruktion er som titlen på hans anden bog, som jeg håber at kunne anmelde senere, ganske simpel: ”Sit down and shut up.” Det er zen det her og ikke for tøsedrenge.
Jeg mener ikke nødvendigvis at man behøver at være gammel punk rocker som mig der er blevet for tynd i toppen til at have mohair, for at få noget ud af Warners bog. Den er indsigtsfuld, anderledes, humoristisk (dog grænsende til det pubertære ind i mellem) og vil nok virke provokerende på nogle. Ikke kun det pendulsvingende krystalhealende buddhisme light segment, men nok også på den almindeligt seriøst praktiserende buddhist. Men jeg kan lide det. Nogle gange er det sundt at få tingene serveret uden filter, og Warners dybe viden om soto zens grundlægger mester Dogens skrifter fra det 13. århundrede efter over 20 års studier og praksis er der ingen der kan tage fra ham.
Mens man kan kalde Warners bog en helstøbt soto zen programerklæring krydret med anekdoter og provokerende udfald forholder det sig helt anderledes med Noah Levines bog Dharma Punx. Det er en hudløst ærligt fortalt historie om en rebelsk ung mands oprør mod alt og alle og hans voldsomme deroute startende i punkbevægelsen over alkohol, stoffer i alle afskygninger, kriminalitet, seksuelle udskejelser og til sidst pendulfart ind og ud af fængselsinstitutioner. Det er en historie om sex, drugs og rock´n´roll, selvdestruktion, vold, kriminalitet, misantropi og nihilisme. En dag vågner han endnu engang op i en celle, slået til blods af politiet og ødelagt af abstinenser efter crack. Han har nået Bunden.
Herefter oprulles historien om hvordan han langsomt kommer på benene igen. Hvordan han først lærer en simpel meditationsteknik i fængslet der giver ham en vis ro på. I et senere interview forklarer Levine om disse første meditationsforsøg:
Herefter oprulles historien om hvordan han langsomt kommer på benene igen. Hvordan han først lærer en simpel meditationsteknik i fængslet der giver ham en vis ro på. I et senere interview forklarer Levine om disse første meditationsforsøg:
"(the) energy of dissatisfaction and suffering eventually led me to start meditating while I was in prison. At the time, I thought that doing spiritual practice would be like completely fucking selling out. That was for hippies and that was for my parents and brain-dead religious followers. That was the masses to me. But I had lost all other hope. I felt like I had nowhere else to turn."
Herefter gik Levine i rehabilitering og fulgte Anonyme Alkoholikeres 12 trins program. Han blev for en kort periode en del af punkbevægelsens svar på en asketisk munkeorden ”Straight Edge” der hverken ryger, drikker, spiser animalske produkter, er promiskuøse eller noget. (En noget selvfed gruppering, der er gået i den radikalt modsatte grøft, hvis I spørger mig)
Vi følger herefter en ædru Levine på en noget mislykket spirituel pilgrimsfærd til Thailand og dernæst noget mere succesfuldt i Indien. Han snuser til hinduismen og sufismen før han tilbage i Californien gennem et retreat får kontakt til den engelske theravada munk Ajahn Amaro der er oplært i den thailandske ”skov tradition” og han ender med at blive hans lærer. Efter at have set så mange mennesker lide og dø omkring sig og selv har været helt ude at hænge i neglende på kanten, beslutter Levine sig til at vie sit liv til at hjælpe andre i samme situation. I dag leder han sanghaen ”Against the Stream Buddhist Meditation Society” i Californien der udover at være en almindelig buddhistisk sangha(dog med ret mange tatoverede medlemmer med sjovt hår) også kombinerer AAs afvænningsprogram med theravadas mindfullness, samatha og vipassana for at hjælpe folk ud af afhængighed samt folk i fængslet. Den oprørske attitude fra punkbevægelsen er bibeholdt som det fremgår af sanhaens navn. Buddhisme er for Levine en indre revolution og som han skriver i slutningen af sin bog: ”Buddhism and punk rock obiviously have som huge differences. But for me they are both part of a single thread that has been stitched through every aspect of my life. My search for happiness, which first led me to drugs and punk rock, is the same search that eventually brought me to spiritual practice. The truth is, going against the internal stream of ignorance is way more rebellious than trying to start some sort of cultural revolution.” Det er så let at pege finger af hvad der er galt med verden og alting omkring os. Det sværeste og vigtigste for Levine er imidlertid at se indad: ”…it is the hardest and most important work in one´s life to free oneself from the bonds of fear and attachment. Compassion is our only hope, wisdom our weapon.” Levines slogan og navnet på en film om ham er Meditate and Destroy – underforstået: ”destroy the causes of suffering in the forms of internal and external oppression and ignorance."
Mens Warner har ordet i sin magt og kommer med tankevækkende refleksioner i forhold til buddhismen er der ikke så meget nyt at hente i Levines bog for en buddhist der har praktiseret et vist stykke tid på den front, men det opvejes til overmål af at han har en vigtig personlig historie at fortælle. En historie om at tage kampen op mod ekstrem lidelse – dukkha og vinde, samt at udvikle og anvende medfølelse i praksis og ikke bare have det som et flagrende postulat dér på meditationspuden. Ikke at der er noget galt i det (rolig, rolig), men at se medfølelse omsat til praksis derude i den grumme virkelighed er ganske inspirerende. Inspirerende er det også at se at buddhismen har noget meget værdifuldt at tilbyde ikke kun velfungerende gode sunde samfundsborgere med orden i økonomien, men også kan appellere til og hjælpe mere skæve eksistenser der ikke lader sig tilpasse af normen.
Med deres forskellighed in mente, vil jeg anbefale begge bøger til den nysgerrige og åbne buddhist, samt til den punker derude der af uransagelige årsager skulle have forvildet sig ind på min blog. Bøgerne kan være en øjenåbner for begge typer af mennesker.
Your life is yours alone, and to miss your life is the most tragic thing that could happen.
So sit down, shut up, and take a look at it.
Kommentarer
Send en kommentar