Gå videre til hovedindholdet

Bin-tha-baat - at give munkene mad

Undertegnede forsøger at optjene lidt hårdt tiltrængt fortjeneste
Om morgenen er det overalt i Thailand normalt at observere fænomenet med munke der går fra hus til hus med deres tiggerskål for at modtage mad fra de lokale. Dette kaldes Bin-tha-baat (บิณฑบาต) som er pali ordet for noget i retning af at putte noget i en skål. Da munke intet kan eje er det nødvendigt for dem for at opretholde livet at modtage mad i det daglige af lægfolk. At kalde dem tiggermunke som vi fra vesten har for vane at gøre er stærkt misvisende, og ikke noget en thai ville bifalde, hvis de vidste at vi kaldte dem det. At vi kalder dem det siger vist mere om vores kristne kulturbagage end det siger noget om realiteterne.
"Munkespande"
På vej til templet med munkespand og blomster
Binthabaat
Buddhaen gjorde det tværtimod klart at tiggeri så vidt muligt skulle undgås, og kun kunne komme på tale i nødstilfælde.  Normal vil munkene ikke spørge om mad når de går deres morgen runde, men venter i tavshed på at maden bliver tilbudt mens de går, og i princippet bør munken ikke skelne mellem hvilken mad der bliver tilbudt, men modtage såvel en simpel portion ris som en lækker kage med samme tavse taknemmelighed. Dette er træning i at sætte sig ud over grådighed (begær) og tilknytning. Alle munkens handlinger bør ideelt set være en del af træningen på buddhaens vej. Reglerne for hvordan munkene modtager mad er sammen med alle andre regler for opførsel i det daglige en del af det omfattende regelkompleks Vinaya som kan oversættes med disciplin eller ”discipliner der leder væk fra fejltagelser.” Når en munk ordineres er der hele 227 regler som Buddha dikterede og som han forventes at følge: de såkaldte Patimokkha regler som er nedskrevet i Vinaya teksterne. Det kan umiddelbart se ud som noget af et paradoks at munke der forventes at leve et simpelt liv skal indordne sig under så mange og så detaljerede restriktioner, men Buddha måtte hen af vejen når en munk havde kvajet sig eller når noget stod uklart tilføje regler for dette og hint for at forhindre fremtidigt misbrug og misforståelser i sanghaens (munkeordenens) liv.  Til hver af de mange regler hører en historie om hvorfor Buddha indførte netop den i regelkomplekset. 
Bin-tha-baat er et udtryk for et forhold af gensidig hjælp mellem munke og lægfolk der så at sige er symbiotisk forbundne. Lægfolk sørger for at munkene får noget at spise mod at munkene og nonnerne giver spirituel vejledning og støtte samt udfører de daglige religiøse ceremonier og ritualer. Desuden er der den vigtige faktor at lægfolk ved at vise gavmildhed opnår fremtidig fortjeneste i senere eller sågar i dette liv. At vise gavmildhed overfor munkeordenen anses som en af de mest gavnlige gerninger du kan gøre og har således en stor positiv effekt på din karma.
For lægfolk er det at give gaver til sanghaen en yderst vigtig daglig hengivenhedspraksis, der minder dem om deres forbundenhed med sanghaen. At give mad ved munkenes bin-tha-baat er ikke den eneste måde at støtte sanghaen på for lægfolk. Det er normalt at man jævnligt besøger det lokale tempel for at give gaver og blive velsignet. Det udarter sig ofte til en hel lille familieudflugt, hvor man starter tidligt om morgenen med at tilberede maden for derefter at begive sig til templet om formiddagen så munkene kan få maden inden middag. Munkene spiser ikke efter klokken 12 og indtil næste formiddag. Udover mad giver man også andre livsfornødenheder som sæbe, tandpasta og ikke mindst penge til templernes drift. Særligt i store byer som Bangkok, hvor man ikke ser mange munke gå Bin-tha-baat, er det almindeligt at besøge templerne og yde støtte og give gaver. Ofte ser man udenfor templerne boder hvor man hurtigt kan købe en ”munkespand” med blandede livsfornødenheder og lidt lækkerier. Også i Thailands byer er tempoet højt og så er det jo rart at kunne købe en munkespand med det hele, når man slår et smut forbi templet på vej hjem fra arbejde.

N.B. Jeg har fået et førstehåndsindtryk af denne tradition, da jeg er gift med en thailandsk kvinde og vi opholder os minimum en måned af året i Thailand.
Links:
Link til den norske palikyndige Kåre A. Lies oversættelse af Patimokkha reglerne: http://www.lienet.no/bhikkhu.htm

De lokale skovmunke får gaver

Familien samlet i det lokale tempel


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Hærvejen – en pilgrimsvandring

Følgende artikel blev trykt i sommerudgaven af Shingi 2012 der kan købes her . En truende gråvejrsdag i juli sidste år begav jeg mig ud på en lille vandretur på Hærvejen langs den jyske højderyg. Jeg havde længe haft planlagt denne tur og slagplanen var som udgangspunkt at gå fra Viborg, og se hvor langt sydpå jeg kunne nå på en uge. Omstændighederne ville imidlertid at jeg tilfældigvis fik en kørelejlighed til Vejle, og således stod jeg tidligt om eftermiddagen med alle mine talenter i denne by. Efter at have provianteret og gået et par hundrede meter gennem byen, måtte jeg erkende, at jeg havde taget alt for megen oppakning med. Når jeg rejser, har jeg en tendens til at fylde alt for meget skrammel i min rygsæk. Man skulle jo nødigt stå dér, langt fra hjemmet og mangle noget. Jeg går både med livrem og seler og det tynger. Men jeg har faktisk aldrig forsøgt et sådan vandre-eksperiment i Danmark før. Jeg holder meget af at vandre, men det har for det meste drejet sig om strabads...

Dogens meditationsmanualer #1

Umiddelbart efter zenmaster Dogens hjemvendelse til Japan fra Kina i 1227 hvor han havde sin store opvågnen, skrev han den korte tekst Fukanzazengi . Dogen var på dette tidspunkt 28 år. Fukanzazengi betragtes nu som dengang som en yderst central meditationsmanual, der rækker langt ud over Soto Zen traditionen. Fukan i titlen peger på at instruktionerne i teksten er universelle . De er ikke forbeholdt det monastiske samfund eller soto traditionen, men gælder for alle uden undtagelse. Zazen betyder siddende zen   - siddende meditation. Gi betyder standardmetode. Så vi har altså her at gøre med Dogens bud på en universel standardmetode for siddende meditation .  Som Dogen havde for vane starter han sin tekst med at fortælle det vigtigste. Han kaster konklusionen i hovedet på os fra straten så at sige. The way is basically perfect and all-pervading. How could it be contingent upon practice and realization? The dharma-vehicle is free and untrammeled. What need is there for concen...