Første dharmatale
På tirsdag er det den 8 dag i den 12 måned – hvilket simpelthen er det Rohatsu betyder på japansk – den 8. dag i den 12. måned. Vi kalder det også bodhi dag – dagen hvor vi fejrer at gotama blev til buddha – den oplyste – eller opvågnede hvis man skal oversætte bodhi helt korrekt.
I de tidlige skrifter beskrives det hvordan Siddharta Gotama blev en buddha. Efter at have forladt paladset og begivet sig ud på sin søgen efter lidelsens ophør, havde han gennemgået strenge prøvelser og asketiske øvelser hos datidens yogier, og endte med at mestre yogaens metoder til perfektion. Men han var ikke tilfreds med resultaterne – han havde ikke fundet kilden til lidelsens ophør. Så han endte sin strenge askese og vandrede omkring indtil han fandt et dejligt sted i et skovbryn tæt på en flod, og satte sig under et træ og svor at blive siddende der til han havde fundet de svar han søgte.
Efter at have siddet under bodhitræet og kæmpet mod Maras fristelser og sindets uro og havde perfektioneret sin sindstræning, vågnede han op og tog jorden som vidne på sig opvågning, mens morgenstjernen stod op over horisonten. Der fandt han frigørelsens og indsigtens urokkelige kundskab. Det siges at de første ord Buddhaen fremsagde efter sin opvågnen var disse vers fra Dhammapada:
Vers 153.
Mange fødslers kredsløb har jeg gennemgået,
I søgen efter husets bygmester,
Men jeg fandt ham ej.
Smertefuldt er det at fødes gang på gang.
Vers 154.
Bygmester! Nu har jeg set dig!
Du vil ikke komme til at bygge dette hus igen.
For nu er alle stolper brækket,
Og tagbjælken er ødelagt;
Sindet har nået det ubetingede,
alt begær er ladt tilbage!
Når jeg læser de vers og lader dem synke ind, sidder jeg tilbage med et indtryk af noget der er brudt sammen snarere end noget der er bygget op. At opvågnen har et element af destruktion over sig. En destruktion af de sindrige konceptuelle luftkasteller, vi lader vores metale bygmester opbygge for at bestyrke vores ego og illusoriske selv. En ødelæggelse af hadets og begærets stolper fører til uvidenhedens tagbjælkes sammenbrud. At en radikal given slip på vores vanemæssige tænkning og instinktive bevidstløse adfærd er en nødvendig forudsætning for adgangen til dybere indsigter. At det i stedet for at bygge op handler om at give slip og helt grundlæggende at skifte perspektiv. Er opvågnen i virkeligheden en destruktiv handling?
Buddhaen tænkte videre:
”Nu har jeg fundet en dyp lære som er vanskelig at se og vanskelig at forstå, som er herlig, som bringer fred, som er hinsides det spekulative, som er subtil og som kun kan forstås af de vise. Men de fleste folk klamrer sig til deres forestillinger, de trives med dem og vil ikke give slip på dem. Derfor kommer de til å få problemer med at forstå denne lære om betinget tilblivelse. Denne lære er ikke let at forstå for dem som sidder fast i lidenskaber og had. Den går imod strømmen og er subtil. Den er dyb og vanskelig at forstå. Lidenskabens trælle kommer ikke til at forstå den da de er indhyldet i mørke."
Og den nyudsprungne buddha tvivlede oprigtigt på at det var besværet værd at forsøge at give sin dybe indsigt videre og havde mest af alt lyst til leve et liv i tilbagetrukkethed uden at give belæringer om sine dybe indsigter videre.
Men guden Brahma Sahampati så den tvivlrådige buddha og rejste sig fra sin gudetrone og sagde til ham:
– Giv undervisning i læren, Mester, giv undervisning i læren, du lykkelige. Det findes nogen som kun har lidt støv i øjnene og som kommer til at gå til grunde hvis de ikke hører læren. Nogen kommer til at forstå den.
Rejs dig, du sejerrige helt,
du gældfrie vejleder, og gå ud i verden.
Giv undervisning i læren, Mester.
Nogen kommer til at forstå den!"
Og buddhaen blev grebet af medfølelse med alt levende og så at mens nogle havde meget støv i øjnene var der vitterligt nogle der kun havde lidt støv i øjnene og fremsagde følgende analogi:
"Det er som en dam hvor der vokser mange slags smukke lotusblomster. Nogle af lotusblomsterne er født under vand og vokset op under vand og når ikke op til overfladen, men lever hele sit liv under vand. Andre lotusblomster er født under vand og er vokser op under vand og når akkurat op til overfladen af dammen. Atter andre blomster er født under vand og vokset op under vand, men strækker sig op over overfladen hvor de blomstrer og ryster enhver vandråbe af sig.
Sådan er menneskene også forskellige. Nogen har meget støv i øjnene, mens andre har lidt støv i øjnene. Nogle har gode evner og andre har dårlige evner. Nogle har megen visdom og store åndsevner og andre har lidt. Nogen har let ved at forstå og for andre falder det tungt.
Og Buddhaen gik ud i verden for at lede efter folk med lidt støv i øjnene han kunne videregive sine indsigter til og den første han mødte var den nøgne asket Upaka som han sagde disse ord til:
"Jeg har ikke nogen lærer, Jeg har ikke nogen ligemand. I himmelen eller på jorden er der ingen som mig. For jeg er en som folk bør respektere. En lærer som mig, det findes ikke! Alene har jeg vundet opvågning, Jeg har fundet det svalende nirvana. De som har nået frem til sejer over alle sindets forureninger, er sejerherrer sådan jeg er. Jeg har besejret alt ondt, Derfor er jeg en sejerherre, Upaka!'
Upaka så på ham og sagde noget i retningen af
"Jamen helt sikkert der, rystede på hovedet og gik sin vej."
Heldigvis fandt Buddhaen senere nogle der var lidt mere lydhøre og resten er historie.
Så lad os sætte os en stund og gnide støvet ud af øjnene og meditere med taknemmelighed på at Buddhaen lod sig overbevise om at give sine indsigter videre.
I min første dharmatale talte jeg om buddhaens opvågnen med udgangspunkt i den gamle palikanon.
I den senere mahayanabuddhisme tegner der sig imidlertid et noget andet og mere kompliceret billede af oplysningstanken og bodhi. Det er tanker der er fyldt med paradokser og som ofte kan virke modstridende. For Bodhi er noget der ultimativt aldrig vil lade sig kunne indfange på det sproglige plan. Det ligger uden for ordenes sfære og den sproglige kommunikation af begreberne vil pr. definition altid være fingeren der peger på månen. Aldrig månen – oplysningen – i sig selv.
Men vi bliver jo pinedød nødt til på en eller anden måde at nærme os det sprogligt uforklarlige med sproget.
Oplysning bliver et spørgsmål om at få indsigt i verden som den er i sig selv. Dens såledeshed – dens ikke duale natur og indsigt i tomheden (shunyata) der kendetegner alle fænomener – materielle såvel som åndelige. Man opererer nu med en forestilling om en iboende oplysning i alt og alle – buddhanaturen. I doktrinerne gøres denne iboende natur - bodhi - lig med den universelle, naturlige og rene sindstilstand, og japanske betegnelser som kensho og satori dækker over de oplevelser hvor man som individ pludseligt får indblik og indsigt i denne.
Denne ide om iboende oplysning blev i Japan til doktrinen om Hongaku. Bodhi er allerede og altid til stede som selve grundlaget for ens eksistens som levende væsen. Og det er ikke noget der skal kultiveres eller formes, men er noget der fra udgangspunktet er perfekt. Oplysning anses hverken som et mål der skal opnås eller et potentiale der skal realiseres, men alle tings reelle tilstand her og nu. Det er tanken om absolut ikke-dualitet og en fuldstændig accept af den hverdagsagtige verdslige verden.
Nondualiteten kom til udtryk i umiddelbart paradoksale udsagn der hævdede at nirvana og samsara er identiske, og som der står i Lotus sutraen
“Skønt jeg tidligere har sagt det, er Nirvana ikke den sande udfrielse. Alle ting er til alle tider mærket af endelig udfrielse.”
Det er nærliggende at en sådan forestilling i sin yderste konsekvens kan føre til defaitisme; hvis man allerede er og altid har været oplyst, hvad er der så at opnå? Og er tingenes tilstand, så ikke i givet fald perfekte som de er og ikke nødvendige at lave om på, selv når man ser uhyrlige uretfærdigheder foregå i verden. Således lød en skarp kritik fra såkaldte kritisk buddhister der blev rejst i 1980erne og som stadig kører.
Jeg vil indvende at man overfører et udsagn der entydigt er forbeholdt realiteterne på det ultimative plan til også at gælde på det relative plan – det politiske, social og kulturelle plan. For teorien om Hongaku peger mod den ultimative virkelighed – den oplyste virkelighed. Den ultimative sandhed er der lige foran næsen på dig hele tiden når du praktiserer på puden – alt er allerede perfekt – og når du rejser dig fra puden og går ud i den ”virkelighed” og den verden du lever i er den virkelighed ved den gode grød ikke perfekt. Er der noget at lave om – gu er der da så.
MEN - Alt er lige præcis som det skal være nu – det kan ikke være anderledes – karmaen modnes fra øjeblik til øjeblik og årsag og virkning skaber virkeligheden fra øjeblik til øjeblik. Og rejs dig så fra puden og vær et lys i dit hjørne af den uperfekte verden og gør en forskel.
Men skal vi følge buddhaens vej er det hensigtsmæssigt at vores handlinger ikke er funderet på vrede – eller grådighed. Og det er så her det bliver svært. For indignation over uretfærdighed og systemer der er ved at kaste verden ud i et klimamæssigt ragnarok – hvad er den funderet i? KAN vreden fra et buddhistisk perspektiv være en drivkraft i vores forsøg på at ændre tingenes tilstand. Kan vreden trods det at den betegnes som en af de tre sindsgifte transformeres til en medfølende energi der kan kanaliseres ud i forsøg på at ændre en forrykt verden? For mig er spørgsmålet stadig åbent og ubesvaret. For vreden og dens tro motivator – angsten – er i hvert fald for mig ofte drivkraften til at få mig til at sige at nu kan det kraftedme være nok med racismen, klimaødelæggelserne, kapitalens grådighed, landbrugets dyremishandling og naturødelæggelse og osv osv. At finde middelvejen mellem det ultimative og det relative er i sandhed en prøvelse, og jeg har ikke svaret.
Man kan også spørge sig selv: Hvorfor praktisere når man allerede er oplyst og hvorfor kære sig om tingenes tilstand hvis de i forvejen er perfekte.
Følger man den traditionelle indiske tænkning ansås det oplyste stade som kulminationen på en lineær proces i hvilken den praktiserende gradvist akkumulerede fortjeneste, udryddede sindets forurening for endeligt at nå opvågningens stade; en klassisk bevægelse fra årsag (praksis) til effekt (oplysning). Dette er den gradvise metode.
I modsætning hertil står den pludselige tilgang til oplysning. Her anses tanken om gradvis opnået ”udefrakommende” oplysning i bedste fald som et hensigtsmæssigt middel til at anspore spirituelt ”underfrankerede” individer, og i værste fald som et vildspor og en dualistisk vrangforestilling.
Ifølge doktrinen om oprindelig oplysning anses praksis nemlig ikke som ÅRSAGEN til en mulig fremtidig oplysningstilstand, men tværtimod som en direkte MANIFESTATION af opvågningen, der allerede altid er her, lige foran og i dig - iboende i alt hvad der omgiver dig.
Men hvorfor så praktisere? som munken Dogen, der grundlagde soto-zen skolen i Japan, spurgte sig selv.
Her kommer den gamle kinesiske munk Chih-i (Zhiyi) os til hjælp. Hans meditationsmanualer behandler og beskriver minutiøst både gradvise og pludselige metoder uden hensyntagen til om det ene er ”finere” end det andet. Faktisk kan man se at Chih-i, i modsætning til den senere tids tænkning, helt undgår at fremhæve den pludselige metode på bekostning af den gradvise, og snarere søger en harmoni mellem de to poler. At den praktiserende er identisk med buddhaen på ethvert stade af vejen, betyder ikke at der ikke er stader – at tro andet er bare arrogance. Og den hårde indsats vi må lægge for dagen i vores praksis for at åbne for indsigt modsiger aldrig vores iboende buddhanatur – at tro andet fører til tvivl på egne muligheder, dårligt selvværd og håbløshed.
Efterhånden som den praktiserende gør fremskridt i sin praksis og undgår begge ekstremer opnås nye og dybere nuancer i vedkommendes altid uadskillelighed med det absolutte. De to veje udelukker i Chih-i´s øjne ikke hinanden, men står i et gensidigt frugtbart afhængighedsforhold i vores praksis. Når du sætter dig på puden med alle dine neuroser, fortrydelser, al din uro og vrede og sorg og stress og alle de andre uperfektheder er du altid allerede en buddha.
Så det gælder om at gøre en indsats på puden og i livet og foran alteret og nede ved købmanden og på sociale medier for at blive den du allerede er.
Eller – ER du en buddha – eller er Buddhaen inde i dig???
Kommentarer
Send en kommentar