Genjokoan #2

Efter en længere pause, vælger jeg at fortsætte min gennemgang af Genjokoan. Hvis ikke andre får noget ud af det, gør jeg det i det mindste selv.

Efter vi har været inde og røre i de store sandheder i åbningen af Genjokoan, trækker Dogen os tilbage til jorden - samsara - dukkha. 

(4) "Blomster visner selvom vi elsker dem, og ukrudt trives trods vores modvilje mod det.“ 

((4) Therefore flowers fall even though we love them; weeds grow even though we dislike them.”)

Livet er karakteriseret ved dukkha - utilfredshed, lidelse, smerte, stress. Det vi vil have kan vi ikke få og det vi ikke vil have får vi. Og når vi får hvad vi vil have avler det bare begær efter mere. Og slipper vi for det vi ikke kan lide, stresser vi over måske at få det igen engang i fremtiden. Og på toppen af den lidelsesfyldte kransekage har vi bevidstheden om, at vi alle skal dø - os selv, alle vi elsker, vores børn. Dette er buddha-dharmaens første sandhed - lidelsens eller dukkhas realitet (lidelse dækker dårligt begrebet dukkha der dækker over alle ting der vækker ubehag i det menneskelige liv - fra den lille utilfredshed til den store livskrise og døden). Om vi kan lide, hvad livet giver os eller ej, er det bare sådan det er. Dukkha er et grundvilkår om vi er nok så indsigtsfulde eller vågne. Man kan så deale med det på en hensigts- eller uhensigtsmæssig måde. Vi er alle skrøbelige mennesker. Der er opvågnen, og smerte, frihed og død. Som Jundo Cohen skriver i sin bog om Dogen*:

“I cannot tell soldiers and hungry children that violence and injustice are caused by the delusions of anger and desire, and that they should simply see through it all to a vision in wich there is nothing to fight for and nothing lacking. Although there is such an insight to experience, doing so does not end the very real bloodshed and hunger, We still have to work to end the war and feed the children.

We might say that our task as human beings is to live in this sometimes hard and painful world, yet to also see through it — to not become prisoners of our pain, fears, and sense of lack. At the same time, we must constantly work to make this world better where we can, even if many flaws and evils remain.”

Om vi er nok så spirituelt vågne eller dedikerede i vores dharmapraksis, kan vi ikke stå som passive tilskuere afskåret fra verden og virkeligheden. Der er ingen guder, store guruer eller åndeligt vågne med nok så store erkendelser af de store sandheder, der står over eller udenfor virkeligheden.

_____________________

*Cohen, Jundo. The Zen Master's Dance: A Guide to Understanding Dogen and Who You Are in the Universe (p. 48). Wisdom Publications. Kindle Edition.