Genjokoan er et brev til en lægpraktiserende, hvor Dogen udfolder kernen i sit syn på buddhismens filosofi og praksis. Teksten er blevet kaldt “the skin, flesh, bones, and marrow of Dogen”, og er måske den bedste indgang til Dogens tænkning og perspektiv. Teksten er poetisk og sine steder smuk, men også meget komprimeret og lidt af en hjernevridende mundfuld.
"(1) When all dharmas are the Buddha Dharma, there is delusion and realization, practice, life and death, buddhas and living beings.
(2) When the ten thousand dharmas are without [fixed] self, there is no delusion and no realization, no buddhas and no living beings, no birth and no death.
(3) Since the Buddha Way by nature goes beyond [the dichotomy of ] abundance and deficiency, there is arising and perishing, delusion and realization, living beings and buddhas."
- Dogen lægger ud uden omsvøb og præsenterer tre måder at anskue virkeligheden på. Den første sætning beskriver vores dagligdags, individuelle, konsensuelle og uoplyste virkelighedsopfattelse og perspektiv. Vi har en klar distinktion mellem Buddhaer og almindelige folk, mellem vildfarelse og realisering, mellem liv og død. Det er sådan hjernen og vi fungerer i dagligdagen - vi laver distinktioner og opdeler verden i ting og kategorier (dharmas). Det er sådan vi skaber mening i verden. Det er vores skelnende opmærksomhed og dualistiske opdeling og forståelse af verden, der hersker. Det er også her vi starter når vi begiver os ind på den buddhistiske vej. Vi ønsker at bevæge os fra vores nuværende forvirrede stade i samsara med dukkha som fast følgesvend til et mere frigjort og vågen position og perspektiv.
- Med dette perspektiv har vi fået en dybere forståelse og indsigt i shunyata - tomhed - intet er noget i sig selv. Intet har en fast uafhængig essens. Vi ser virkeligheden fra et helhedsperspektiv, hvor alt hænger sammen og er afhængigt af hinanden. Alt er et. Intet er separat. Der kan ikke skelnes mellem oplyste og uoplyste, mellem Buddhaer og almindelige mennesker. Dikotomien (todelingen) af verden ophører - dualismen og kategoriseringen af verden forsvinder. Dette kunne umiddelbart ses som det oplyste perspektiv, men Dogen går videre:
- Her har vi det praktiske perspektiv på virkeligheden, hvor de to foregående perspektiver ses som to sider af samme mønt. Her transcenderes hverdags-, såvel som tomhedsperspektivet. Fasttømrede meninger, definitioner, vanemøstre opgives og vi ser ting som de er uden filter - helt åbent - transparent. Det er det oplyste perspektiv.
I (1) er der således et hav af perspektiver. I (2) er alt essentielt tomt. I (3) transcenderes begge perspektiver. Det er den samme virkelighed, der anskues, men perspektivet er forskelligt.
For at synliggøre yderligere hvad Dogen mener kan vi bruge en analogi hvor vi betragter havet: I den første sætning er perspektivet at vi ser på havet og kun ser bølgerne. Vi er opmærksomme på, at havet er der, men vores fokus er på bølgerne. Hverdagsperspektivet er bølgerne på overfladen af det dybe ocean. I næste sætning er fokus på vandet. Det dybe ocean, eksistensens grundløse grund, tomheden, det absolutte. I den sidste sætning går vi ud over bølgerne og vandets dualitet og ser dem begge som en udelelig realitet.
En koan formuleret af den kinesiske chan mester Qingyuan Xingsi (Qingyuan Weixin) fra det 9. århundrede udtrykker den samme indsigt og lyder således:
“Før jeg studerede Chan (Zen) var bjerge kun bjerge og vand kun vandEfter at have studeret Chan i nogen tid var bjerge ikke længere bjerge og vand ikke længere vand.
Men nu, efter at have studeret længe, er bjerge bare bjerge og vand bare vand.”
Den store tomhedspoet og filosof Nagarjuna præsenterer os i hans monumentale Middelvejens Vers (Mulamadhyamakakarika) for to sandhedsmodeller: den konventionelle eller hverdagsagtige sandhed eller virkelighedsopfattelse samt den ultimative sandhed.
”Buddhaens læreEr baseret på to sandheder:
En verdslig konvention
Og Buddhaens dybe sandhed.”
(Kap.24,v.8)
Og føjer dem, som Dogen også gør det, sammen til to uadskillelige størrelser der forudsætter hinanden og vekselvirker::
”Uden at være funderet i den konventionelle sandhed,Kan det ultimatives betydning ikke læres.
Uden indsigt i det ultimative,
Kan frigørelse ikke finde sted.”
(kap.24,v.10)
Som vi ser er ideen om en trefoldig sandhedsmodel ikke en ide Dogen stod alene med. Den byggede på tidligere erfaringer og teser. Grundlæggeren af T’ien T’ai (Tendai) skolen i Kina Chih-i (Zhiyi) (538-597) var måske den første til at præsentere en sådan model. Dogen var Tendai munk, før han grundlagde sin egen soto-zen skole, og har uden tvivl stiftet bekendtskab med Chih-i’s tanker.
Med disse indledende sætninger til Genjokoan, er vi inde og røre ved nogle af de dybeste filosofiske og metafysiske lag af Nagarjunas madhyamaka filosofi, der kan være svære at deale med intellektuelt og rationelt. Men det er jo også fordi det peger ud over og overskrider hverdagsfornuftens grænse. Disse erkendelser er frugten af de tidlige mahayana mestres oplyste indsigter, og måske står vi almindelige profane dødelige os bedst ved midlertidigt at lade dem stå som interessante hypoteser, så vi kan komme videre i teksten. Ellers ender det bare med at jeg fortsætter ud af en tangent, der ingen ende vil tage.
Efter vi har været inde og røre i de store sandheder i åbningen af Genjokoan, trækker Dogen os tilbage til jorden - samsara - dukkha.
(4) "Blomster visner selvom vi elsker dem, og ukrudt trives trods vores modvilje mod det.“
((4) Therefore flowers fall even though we love them; weeds grow even though we dislike them.”)
Livet er karakteriseret ved dukkha - utilfredshed, lidelse, smerte, stress. Det vi vil have kan vi ikke få og det vi ikke vil have får vi. Og når vi får hvad vi vil have avler det bare begær efter mere. Og slipper vi for det vi ikke kan lide, stresser vi over måske at få det igen engang i fremtiden. Og på toppen af den lidelsesfyldte kransekage har vi bevidstheden om, at vi alle skal dø - os selv, alle vi elsker, vores børn. Dette er buddha-dharmaens første sandhed - lidelsens eller dukkhas realitet (lidelse dækker dårligt begrebet dukkha der dækker over alle ting der vækker ubehag i det menneskelige liv - fra den lille utilfredshed til den store livskrise og døden). Om vi kan lide, hvad livet giver os eller ej, er det bare sådan det er. Dukkha er et grundvilkår om vi er nok så indsigtsfulde eller vågne. Man kan så deale med det på en hensigts- eller uhensigtsmæssig måde. Vi er alle skrøbelige mennesker. Der er opvågnen, og smerte, frihed og død. Som Jundo Cohen skriver i sin bog om Dogen*:
“I cannot tell soldiers and hungry children that violence and injustice are caused by the delusions of anger and desire, and that they should simply see through it all to a vision in wich there is nothing to fight for and nothing lacking. Although there is such an insight to experience, doing so does not end the very real bloodshed and hunger, We still have to work to end the war and feed the children.
We might say that our task as human beings is to live in this sometimes hard and painful world, yet to also see through it — to not become prisoners of our pain, fears, and sense of lack. At the same time, we must constantly work to make this world better where we can, even if many flaws and evils remain.”
Om vi er nok så spirituelt vågne eller dedikerede i vores dharmapraksis, kan vi ikke stå som passive tilskuere afskåret fra verden og virkeligheden. Der er ingen guder, store guruer eller åndeligt vågne med nok så store erkendelser af de store sandheder, der står over eller udenfor virkeligheden.
_____________________
*Cohen, Jundo. The Zen Master's Dance: A Guide to Understanding Dogen and Who You Are in the Universe (p. 48). Wisdom Publications. Kindle Edition.
Vores duale bevidsthed kategoriserer virkeligheden i ting vi kan lide (blomster) og ting vi ikke kan lide (ukrudt). Sådan navigerer vi i verden og sådan er vi skruet sammen. Det er der som sådan ikke noget forkert i. Men skal vi nærme os den vågne (oplyste tilstand) er det nødvendigt at slippe disse kategoriseringer, hvilket er det Dogen, på vanlig kryptisk vis, gør os opmærksom på i de næste sætninger i Genjokoan.
“To carry yourself forward and experience all things is delusion.”
That myriad things come forth and experience themselves is awakening.”
Vi har her at gøre med “delusion” og "awakening" og som udgangspunkt er det nok bedst at undersøge hvad der menes med det.
Delusion bliver nogen gange oversat til uvidenhed eller for at være mere specifik: spirituel uvidenhed - altså det modsatte af opvågnen. Ikke at man er dum i en hverdagsagtig forstand, men at man ikke har set gennem hverdagsvirkelighedens illusoriske natur. Vildfarelse kunne være en anden oversættelse. I vores bevidsthed bliver virkeligheden forvrænget - vi ser ikke tingene som de er, men som vi selv er, kan man sige. Vores karmiske bagage præger vores blik på verden og virkeligheden. I spirituel forstand kan man sige at vi er faret vild og vi farer vild igen og igen uden ophør.
“To carry yourself forward and experience all things is delusion” - betyder at hvis vi tager vores forvrængede blik og vores begær med os når vi søger sandheden om virkelighedens sande natur, vil vi forblive uvidende. Vi prøver at se og fange virkeligheden med vores sind, evner, vilje, anstrengelse og indsats, og vi søger at bringe oplysning under selvets kontrol, så vi kan leve fredfyldt og stabilt. Det vil altid fejle.
Brad Warner skriver i sin gennemgang af Genjokoan “...just having a lot of cool ideas about realization or enlightenment doesn't mean squat….we tend to build up a lot of elaborate fantasies about what realization must be like… and often practitioners start to experience exactly the fantasy of “enlightenment” we’ve constructed for ourselves.” (Warner s.20)
Bruger vi egoets fantasier som drivkraft på den åndelige vej, er vi allerede på afveje fra starten. Vi er nødt til at forsøge en radikal given slip på alt forudindtaget og åbne os uden konstruerede ideer om ditten og datten. Oplysning er sgu nok ikke det du tror, så lad være med at tro noget.
“That myriad things come forth and experience themselves is awakening.”
I stedet for at lade sin praksis styre af egoets (selvets) ideer, bør man åbne sig for virkeligheden som den er. Lade virkeligheden og sandheden manifestere sig som den er.
Shohaku Okumura skriver: “The subject of practice is not the personal self but all beings. To practice is to awaken to the self that is connected to all beings, or the ten thousand dharmas…. the reality of all dharmas is the Dharma body of Buddha - the dharmakaya.” (Okumura s.54)
Fundamentet for vores praksis er ikke JEG praktiserer, men snarere at “Buddha carries out Buddha’s practice through me.”
Ja - nu bliver det syret. Det er vigtigt at holde sig for øje, at Dogen i sine skrifter søger at præsentere det opvågnede perspektiv, uden dikkedarer og uden hensigtsmæssige midler. Det er det ultimative han søger at klargøre, men da det pr. definition ikke lader sig indfange af vores sproglige konstruktioner, må han nærme sig det så vidt det lader sig gøre, via sproget ved hjælp at hjernevridende paradokser, poesi og andre hjælpemidler der rækker ud over det rationelle.
DU kan ikke eje oplysning og DU kan ikke blive oplyst og realiseret. DU står i vejen for opvågning. Og her kommer vi til den særegne stilling og udformning, Dogens praksis par excellence - shikantaza har. “Dogen taught that zazen is not a practice meant to make human beings into buddhas; zazen is itself Buddha’s practice…. By letting go of our thoughts, of our consciousness, we actualize the self that is connected with all dharmas. This is not the self awakening to reality, but zazen awakening to zazen, Dharma awakening to Dharma, and Buddha awakening to Buddha. Zazen practices zazen: it is not that a separate individual practices zazen to become enlightened, This is the meaning of Dogen Zenji’s expression “practice and enlightenment are one.” (Okumura s.54)
Pyha - det kan han jo sagtens komme her og sige. Jundo Cohen formulerer det lidt mere nede på jorden:
"Zazen shows us that we can encounter this life and world as they are, on their own terms, without imposing our self and its selfish demands upon them." (Cohen s.49)
Kommentarer
Send en kommentar