Tanker om etik

(ældre skriveri - har måske ændret mening siden)

Selvom buddhismen er det der giver mening for mig, og som er det sted jeg har fundet både en vej og en form for sandhed, har jeg fra dag et haft en modvilje mod at lade mig diktere af buddhismens etiske retningslinjer, hvor fornuftige de end i det store hele måtte synes. Nu forsøger jeg så at sætte mig ned og få sat ord på denne modstand, som jeg generelt har mod religiøse etiske og moralske forskrifter. Eksemplerne på at det kan gå rigtigt galt når masserne lader sig diktere af bedagede religiøse forskrifter er legio. I det hele taget finder jeg det ekstremt farligt at lade sine etiske værdier styre af bøger og ideer – de være sig politiske, ideologiske eller religiøse. (skulle du indsætte en reference til den skamciterede Kalama sutta her?)

F.eks er ideen om, at kvinder skal dække sig til fordi mænd ikke kan styre deres liderlighed, et eksempel på, at logik altid ikke spiller nogen særlig rolle, når det gælder religiøse normer eller forskrifter – det samme kunne siges om visse buddhistiske forskrifter, som for eksempel den med at man ikke bør antænde skovbrænde mellem den 4. og 9. måned af året. Her har vi at gøre med historisk og kulturelt betingede og adfædsregulerende regelsæt, der ikke giver megen mening uden for deres historiske kontekst. Men dette er jo faktisk ret uskyldige eksempler – millioner er blevet myrdet igennem verdenshistorien på baggrund af bizarre religiøse etiske eller moralske lovbud.

For nyligt kørte serien True Detective på HBO – en ret fed serie hvis I spørger mig, og den ene detektiv Rust Cohle der er pænt fucked i hovedet, kom med nogle syrede og tankevækkende udtalelser ind i mellem. En af dem jeg bed mærke i var denne:

"If the only thing keeping a person decent is the expectation of divine reward then, brother, that person is a piece of shit. And I’d like to get as many of them out in the open as possible. You gotta get together and tell yourself stories that violate every law of the universe just to get through the goddamn day? What’s that say about your reality?"

Behøver vi virkelig religionen til at fortælle os hvad der er rigtigt og forkert – er det ikke snarere noget der er neurologisk hardwired i vores hjerner – ved vi ikke godt, hvis vi altså er nogenlunde raske i hovedet, hvad der helt grundlæggende er rigtigt og forkert?

I kølvandet på 1700 tallets oplysningstid blev religiøse dogmer fortrængt til fordel for en etik der var funderet på fornuften. Frontfiguren må om nogen være filosoffen Emmanuel Kant (1724-1804) med hans ide om det kategoriske imperativ - ”det ubetingede påbud" funderet i fornuften. Fornuften anses ifølge oplysningstænkningen som almenmenneskelig, og det er på baggrund af fornuften og tænkningen at vi danner de etiske principper. Alle mennesker, der er ved sine fulde fem, kan skelne mellem rigtigt og forkert. At Kant tilskriver den menneskelige fornuft det absolutte ansvar for moral og etik, gør, at menneskets etik og moral ikke afhænger af guddommelig gyldighed, og dermed bliver Gud overflødig i denne henseende. Det er her vi for første gang ser konturerne af principperne der ledte til menneskerettighedserklæringen – et etisk regelsæt der har ubetinget gyldighed for alle fornuftsvæsener. At man så efterfølgende har set et hav af krige og massiv undertrykkelse, hvor det religiøse ikke har spillet nogen rolle, kan ifølge Kant forklares ved at vi ofte handler efter umiddelbare ønsker og tilbøjeligheder. I buddhistisk terminologi kunne det oversættes til de 3 sindsgifte: grådighed, aggression og dumhed - begær, vrede og uvidenhed – hvilket ikke er fornuftigt, og dermed i Kants og oplysningstidens optik uetisk.

Så jeg må jo nok erkende at jeg etisk set har arvet en del fra oplysningstidens sekulære tro på fornuften. Men på den anden side betyder det jo ikke, at den buddhistiske etik ikke har lært mig noget. Tværtimod – min tilgang til den er bare baseret på, at forskrifterne er hypoteser, der skal stå sin prøve og give mening på grundlag af erfaring og ikke mindst fornuften. Og så er det jo godt vi har at gøre med en ”religion” der er erfarings og praksis baseret, og ikke fordrer blind tro. Buddha citeres i Kalama suttaen for at have sagt: ”Men hør, kalamer! I skal ikke godtage noget, bare fordi det er skik og brug eller tradition, eller bare fordi folk siger det, og heller ikke ud fra hellige skrifter, antagelser eller dogmer; heller ikke ud fra overfladisk ræsonnement eller tvivlsom filosoferen; heller ikke ud fra en andens tilsyneladende autoritet, og heller ikke ud fra respekt for en eller anden læremester. Nej, kalamer, når I selv ved at disse ting er sunde og gode, disse ting værdsættes af de vise, fordi det fører til nytte og glæde hvis man godtager disse tinge og lader dem modnes – når I selv ved det, så godtag disse ting og tag vare på dem.”

I buddhismen er der jo også en tanke om at etik eller medfølelse udvikles i samspil med visdom. Etik uden visdom har en tendens til at blive klæbrig sentimental, og visdom uden etik er gold og tør. Indsigt i virkelighedens sande natur; at alt er tomt for en varig iboende kerne, og at alt hænger sammen i et evigt foranderligt ubrydeligt netværk - når den illusoriske barriere mellem selvet og de andre opløses, og man indser at der ikke kan være noget jeg uden et dig, de, hende, ham, eller alle andre levende væsener, så transformeres jeget fra at være et isoleret selv til at være et relationelt selv. Indsigten i tomheden giver grobund for en etik der er mere end bare ord – det bliver et uundvigelig eksistentielt faktum. Når den fikserede konceptuelle idé om ”min lidelse” i modsætning til ”deres lidelse” opløses, og bliver en indsigt i at vores lidelse dybest set er den samme, bliver medfølelse og etikken altomfattende, og ikke kun en indsnævret moral der kan tildeles mig og mine nærmeste.

”Så derfor vil jeg lindre andres smerte –

For smerte er jo smerte uanset.

Og jeg vil hjælpe alle dem som lever

Fordi jeg jo er levende, som dem

Jeg ønsker lykke, og jeg ønsker at leve i glæde –

Andre ønsker akkurat som jeg.

Hvad er det da ved mig som er så særligt

At jeg kun skulle skabe lykke for mig selv?”

Shantideva 8, 94-95