DharmaBums - en vandring mod strømmen

Umiddelbart efter zenmaster Dogens hjemvendelse til Japan fra Kina i 1227 hvor han havde sin store opvågnen, skrev han den korte tekst Fukanzazengi . Dogen var på dette tidspunkt 28 år. Fukanzazengi betragtes nu som dengang som en yderst central meditationsmanual, der rækker langt ud over Soto Zen traditionen. Fukan i titlen peger på at instruktionerne i teksten er universelle . De er ikke forbeholdt det monastiske samfund eller soto traditionen, men gælder for alle uden undtagelse. Zazen betyder siddende zen   - siddende meditation. Gi betyder standardmetode. Så vi har altså her at gøre med Dogens bud på en universel standardmetode for siddende meditation .  Som Dogen havde for vane starter han sin tekst med at fortælle det vigtigste. Han kaster konklusionen i hovedet på os fra straten så at sige. The way is basically perfect and all-pervading. How could it be contingent upon practice and realization? The dharma-vehicle is free and untrammeled. What need is there for concen...

Genjokoan er et brev til en lægpraktiserende, hvor Dogen udfolder kernen i sit syn på buddhismens filosofi og praksis. Teksten er blevet kaldt “ the skin, flesh, bones, and marrow of Dogen ”, og er måske den bedste indgang til Dogens tænkning og perspektiv. Teksten er poetisk og sine steder smuk, men også meget komprimeret og lidt af en hjernevridende mundfuld.  "(1) When all dharmas are the Buddha Dharma, there is delusion and realization, practice, life and death, buddhas and living beings. (2) When the ten thousand dharmas are without [fixed] self, there is no delusion and no realization, no buddhas and no living beings, no birth and no death. (3) Since the Buddha Way by nature goes beyond [the dichotomy of ] abundance and deficiency, there is arising and perishing, delusion and realization, living beings and buddhas." Dogen lægger ud uden omsvøb og præsenterer tre måder at anskue virkeligheden på.  Den første sætning beskriver vores dagligdags, individuelle, konsensuelle ...

Gennem det sidste års tid har jeg studeret og fordybet mig i Zenmester Dogens (1200-1253) skrifter, filosofi og ikke mindst praksisformen shikantaza, der af Dogen fremhæves som den uden sammenligning vigtigste praksis, hvis man som buddhist mener det alvorligt. Så rigid som de gamle (og nye?!) zenmestre er jeg dog ikke, og mener der kan være plads til en mere eklektisk og pluralistisk tilgang til buddhismen. Ikke mindst i denne tidsalder, hvor de fleste doktriner og praksisser ligger frit tilgængelige for os. Det fordrer selvfølgelig også et svært, men nødvendigt fokus for den søgende, så man ikke lader sig gribe af Googlomani, surfer efter for godt befindende og cherrypicker alt det lækre, mens de mere udfordrende og disciplinkrævende sider af sagen udelades. For ting der kræver vedholdenhed og disciplin, bringer dig ud af komfortzonen og skubber til dine fastgroede vaner og tankemønstre er vigtige, hvis du mener det alvorligt. Ja, nødvendige vil jeg mene. Og Dogen er afgjort manden d...

Det første der viser sig på lystavlen når man tænker buddhisme er ikke umiddelbart billedet af en punkrocker med hanekam og nittebeslået læderjakke der med en løs langefinger siger fuck til det hele og ikke mindst systemet. De to bøger jeg vil præsentere og anbefale her er ikke desto mindre skrevet af to garvede amerikanske punkere der fandt dharmaen og blev dedikerede buddhister. I modsætning til hvad man måske umiddelbart kunne tro betød buddhismens indtog i deres liv imidlertid ikke at de forkastede deres hang til larmende musik, subversiv tænkning og stagediving. Tværtimod holdt de fast i punken samtidig med at de dedikerede sig til Buddhaens vej. Denne tilsyneladende paradoksale sammenblanding af livsstile og anskuelser er der kommet to spændende og overraskende, men meget forskellige erindringsbøger ud af. Brad Warner beskriver i sin bog Hardcore Zen med undertitlen Punk Rock, Monster Movies  & the Truth About Reality sin egen vej fra den amerikanske hardcore scene til...