Genjokoan #1

 Jeg vil nu, som tidligere annonceret, starte en gennemgang af Dogens Genjokoan. Genjokoan er et brev til en lægpraktiserende, hvor Dogen udfolder kernen i sit syn på buddhismens filosofi og praksis. Teksten er blevet kaldt “the skin, flesh, bones, and marrow of Dogen”, og er måske den bedste indgang til Dogens tænkning og perspektiv. Teksten er poetisk og sine steder smuk, men også meget komprimeret og lidt af en hjernevridende mundfuld. 

Det er ikke min intention med denne gennemgang at sidde og docere visdom fra min høje piedestal, og håber meget at interesserede her i forum vil komme med spørgsmål og frugtbare modspil til min gennemgang, så den gamle tekst kan få liv og dynamik igen. Alle spørgsmål er velkomne og jeg skal svare på dem, så godt jeg her på mit uoplyste stade formår.

(1) When all dharmas are the Buddha Dharma, there is delusion and realization, practice, life and death, buddhas and living beings.

(2) When the ten thousand dharmas are without [fixed] self, there is no delusion and no realization, no buddhas and no living beings, no birth and no death.

(3) Since the Buddha Way by nature goes beyond [the dichotomy of ] abundance and deficiency, there is arising and perishing, delusion and realization, living beings and buddhas.

1. Dogen lægger ud uden omsvøb og præsenterer tre måder at anskue virkeligheden på.  Den første sætning beskriver vores dagligdags, individuelle, konsensuelle og uoplyste virkelighedsopfattelse og perspektiv. Vi har en klar distinktion mellem Buddhaer og almindelige folk, mellem vildfarelse og realisering, mellem liv og død. Det er sådan hjernen og vi fungerer i dagligdagen - vi laver distinktioner og opdeler verden i ting og kategorier (dharmas). Det er sådan vi skaber mening i verden. Det er vores skelnende opmærksomhed og dualistiske opdeling og forståelse af verden, der hersker. Det er også her vi starter når vi begiver os ind på den buddhistiske vej. Vi ønsker at bevæge os fra vores nuværende forvirrede stade i samsara med dukkha som fast følgesvend til et mere frigjort og vågen position og perspektiv. 
2. Med dette perspektiv har vi fået en dybere forståelse og indsigt i shunyata - tomhed - intet er noget i sig selv. Intet har en fast uafhængig essens. Vi ser virkeligheden fra et helhedsperspektiv, hvor alt hænger sammen og er afhængigt af hinanden. Alt er et. Intet er separat. Der kan ikke skelnes mellem oplyste og uoplyste, mellem Buddhaer og almindelige mennesker. Dikotomien (todelingen) af verden ophører - dualismen og kategoriseringen af verden forsvinder. Dette kunne umiddelbart ses som det oplyste perspektiv, men Dogen går videre:
3. Her har vi det praktiske perspektiv på virkeligheden, hvor de to foregående perspektiver ses som to sider af samme mønt. Her transcenderes hverdags-, såvel som tomhedsperspektivet.  Fasttømrede meninger, definitioner, vanemøstre opgives og vi ser ting som de er uden filter - helt åbent - transparent. Det er det oplyste perspektiv.

I (1) er der således et hav af perspektiver. I (2) er alt essentielt tomt. I (3) transcenderes begge perspektiver. Det er den samme virkelighed, der anskues, men perspektivet er forskelligt.

For at synliggøre yderligere hvad Dogen mener kan vi bruge en analogi hvor vi betragter havet: I den første sætning er perspektivet at vi ser på havet og kun ser bølgerne. Vi er opmærksomme på, at havet er der, men vores fokus er på bølgerne. Hverdagsperspektivet er bølgerne på overfladen af det dybe ocean. I næste sætning er fokus på vandet. Det dybe ocean, eksistensens grundløse grund, tomheden, det absolutte. I den sidste sætning går vi ud over bølgerne og vandets dualitet og ser dem begge som en udelelig realitet.

En koan formuleret af den kinesiske chan mester Qingyuan Xingsi (Qingyuan Weixin) fra det 9. århundrede udtrykker den samme indsigt og lyder således:

“Før jeg studerede Chan (Zen) var bjerge kun bjerge og vand kun vand
Efter at have studeret Chan i nogen tid var bjerge ikke længere bjerge og vand ikke længere vand.
Men nu, efter at have studeret længe, er bjerge bare bjerge og vand bare vand.”

Den store tomhedspoet og filosof Nagarjuna præsenterer os i hans monumentale Middelvejens Vers (Mulamadhyamakakarika)  for to sandhedsmodeller: den konventionelle eller hverdagsagtige sandhed eller virkelighedsopfattelse samt den ultimative sandhed. 

”Buddhaens lære
Er baseret på to sandheder:
En verdslig konvention
Og Buddhaens dybe sandhed.”
(Kap.24,v.8)

Og føjer dem, som Dogen også gør det, sammen til to uadskillelige størrelser der forudsætter hinanden og vekselvirker::

”Uden at være funderet i den konventionelle sandhed,
Kan det ultimatives betydning ikke læres.
Uden indsigt i det ultimative,
Kan frigørelse ikke finde sted.”
(kap.24,v.10)

Som vi ser er ideen om en trefoldig sandhedsmodel ikke en ide Dogen stod alene med. Den byggede på tidligere erfaringer og teser. Grundlæggeren af T’ien T’ai (Tendai) skolen i Kina Chih-i (Zhiyi) (538-597) var måske den første til at præsentere en sådan model. Dogen var Tendai munk, før han grundlagde sin egen soto-zen skole, og har uden tvivl stiftet bekendtskab med Chih-i’s tanker. 

Med disse indledende sætninger til Genjokoan, er vi inde og røre ved nogle af de dybeste filosofiske og metafysiske lag af Nagarjunas madhyamaka filosofi, der kan være svære at deale med intellektuelt og rationelt. Men det er jo også fordi det peger ud over og overskrider hverdagsfornuftens grænse. Disse erkendelser er frugten af de tidlige mahayana mestres oplyste indsigter, og måske står vi almindelige profane dødelige os bedst ved midlertidigt at lade dem stå som interessante hypoteser, så vi kan komme videre i teksten. Ellers ender det bare med at jeg fortsætter ud af en tangent, der ingen ende vil tage.