Gå videre til hovedindholdet

Genoplivning af blog og praksis

 Jeg genopliver nu denne blog om min buddhistiske praksis og vej - efter en pause på 9 år 😶


I lange perioder kører min praksis på skinner, til tider bumler det lidt tilfældigt derudad og ind imellem kører toget helt af sporet og står derefter helt stille. Det sker gerne i forbindelse med sygdom, ferier, sommeren og højtider som jul og nytår. Således også i forbindelse med det forgangne jul og nytår. At julen blev tilbragt i coronafeberens tegn, og at jeg efter nytår tog på charterferie med mine søstre og min far, gjorde at min meditationspraksis osv. efterhånden fortonede sig som et fjernt minde.

Så sætter hverdagen ind igen, og man mærker i foruroligende grad i sind og krop at noget mangler. Man kan så vælge en periode som apatisk energisk selvbebrejdende flagellant - det kan også have sin helt egen barokke charme. Men egentlig er det vel mest hensigtsmæssigt at få det tog tilbage på sporet hurtigst muligt. Men bitter erfaring siger mig også at i opstarten kan man være så fuld af ambitioner på sin praksis vegne, at man får læsset togvognen alt for tungt, før den overhovedet er kommet på skinner igen. Så for at få det til at rulle starter jeg let op. (Og så er den togskinnemetafor vist også ved at være slidt op.)

Så jeg stod op i morges før børnene fik øjne, tændte lys og røgelse ved alteret i køkkenet, reciterede nogle korte vers:

"Gør intet ondt, gør alt hvad der er godt, rens dit sind"

efterfulgt af  angerveset

"Op gennem tiden har jeg skabt dårlig karma når jeg har ladet mig styre af begær, vrede og uvidenhed.

Jeg skaber min karma gennem krop, tale og sind.

Jeg påtager mig det fulde ansvar." 

Under verset renser jeg rituelt krop, tale og sind ved at røre bryst, mund og pande med en finger dyppet i japansk duftepulver. Det ligner kanel, der også kan bruges som erstatning i en snæver vending, og så kommer man som bonus helt i julestemning. Og det er som bekendt tanken, eller intentionen, der tæller og ikke dyrt pulver importeret fra Japan.

 Derefter står jeg et kort øjeblik i meditativ stilhed og forsøger at være tilstede i øjeblikket med hele kroppen og sindet. Altså forsøger at opnå en form for balance i organismen og ophæve den falske dualisme mellem krop og sind. For mig handler det om at komme væk fra det evigt kværnende tænkeorgan og komme ned i kroppen. For andre kan det handle om det modsatte.

Denne lille simple ritualiserede handling tager ganske kort tid, men lægger et virkeligt fornuftigt fundament for opstarten af dagen.

Min plan var en kort meditation på stolen ved vinduet, men blev afbrudt af en vågen unge. Og sådan er det jo med livet. Det kan sgu ikke planlægges. Men man kan forsøge at danne små lommer af meditativ introspektion og ritualiserede handlinger der udstikker ens intentioner og motiverer, og så måske give den en over nakken med en længere praksis når tiden er til det. Det er i hvert fald min plan senere på dagen før coronatrætheden sætter ind igen.

Intentionen og idealet er vel i sidste ende at dagligdagens duale modstilling mellem gøremål og praksis langsomt udviskes og nærvær og opmærksomhed bliver en integreret del af alt hvad man foretager sig.

Men lad os nu lige få det tog tilbage på skinnerne først 

.......................

Har du lyst til at meditere eller tale med mig eller besøge vores refugium i Hundslund mellem Odder og Horsens så kan jeg kontaktes på mail michael@danskdharmacenter.dk

Kommentarer

  1. Jeg blev overbevist ved kanelen der. Anvender du stadig den morgenpraksis? Mvh Danny

    SvarSlet
    Svar
    1. I princippet - ja. I praksis - ikke så meget som jeg burde ;-)

      Slet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Bin-tha-baat - at give munkene mad

Undertegnede forsøger at optjene lidt hårdt tiltrængt fortjeneste Om morgenen er det overalt i Thailand normalt at observere fænomenet med munke der går fra hus til hus med deres tiggerskål for at modtage mad fra de lokale. Dette kaldes Bin-tha-baat ( บิณฑบาต ) som er pali ordet for noget i retning af at putte noget i en skål. Da munke intet kan eje er det nødvendigt for dem for at opretholde livet at modtage mad i det daglige af lægfolk. At kalde dem tiggermunke som vi fra vesten har for vane at gøre er stærkt misvisende, og ikke noget en thai ville bifalde, hvis de vidste at vi kaldte dem det. At vi kalder dem det siger vist mere om vores kristne kulturbagage end det siger noget om realiteterne. "Munkespande" På vej til templet med munkespand og blomster Binthabaat Buddhaen gjorde det tværtimod klart at tiggeri så vidt muligt skulle undgås, og kun kunne komme på tale i nødstilfælde.  Normal vil munkene ikke spørge om mad når de går deres morgen ru...

Hærvejen – en pilgrimsvandring

Følgende artikel blev trykt i sommerudgaven af Shingi 2012 der kan købes her . En truende gråvejrsdag i juli sidste år begav jeg mig ud på en lille vandretur på Hærvejen langs den jyske højderyg. Jeg havde længe haft planlagt denne tur og slagplanen var som udgangspunkt at gå fra Viborg, og se hvor langt sydpå jeg kunne nå på en uge. Omstændighederne ville imidlertid at jeg tilfældigvis fik en kørelejlighed til Vejle, og således stod jeg tidligt om eftermiddagen med alle mine talenter i denne by. Efter at have provianteret og gået et par hundrede meter gennem byen, måtte jeg erkende, at jeg havde taget alt for megen oppakning med. Når jeg rejser, har jeg en tendens til at fylde alt for meget skrammel i min rygsæk. Man skulle jo nødigt stå dér, langt fra hjemmet og mangle noget. Jeg går både med livrem og seler og det tynger. Men jeg har faktisk aldrig forsøgt et sådan vandre-eksperiment i Danmark før. Jeg holder meget af at vandre, men det har for det meste drejet sig om strabads...

Dogens meditationsmanualer #1

Umiddelbart efter zenmaster Dogens hjemvendelse til Japan fra Kina i 1227 hvor han havde sin store opvågnen, skrev han den korte tekst Fukanzazengi . Dogen var på dette tidspunkt 28 år. Fukanzazengi betragtes nu som dengang som en yderst central meditationsmanual, der rækker langt ud over Soto Zen traditionen. Fukan i titlen peger på at instruktionerne i teksten er universelle . De er ikke forbeholdt det monastiske samfund eller soto traditionen, men gælder for alle uden undtagelse. Zazen betyder siddende zen   - siddende meditation. Gi betyder standardmetode. Så vi har altså her at gøre med Dogens bud på en universel standardmetode for siddende meditation .  Som Dogen havde for vane starter han sin tekst med at fortælle det vigtigste. Han kaster konklusionen i hovedet på os fra straten så at sige. The way is basically perfect and all-pervading. How could it be contingent upon practice and realization? The dharma-vehicle is free and untrammeled. What need is there for concen...