Hærvejen – en pilgrimsvandring

Følgende artikel blev trykt i sommerudgaven af Shingi 2012 der kan købes her.

En truende gråvejrsdag i juli sidste år begav jeg mig ud på en lille vandretur på Hærvejen langs den jyske højderyg. Jeg havde længe haft planlagt denne tur og slagplanen var som udgangspunkt at gå fra Viborg, og se hvor langt sydpå jeg kunne nå på en uge. Omstændighederne ville imidlertid at jeg tilfældigvis fik en kørelejlighed til Vejle, og således stod jeg tidligt om eftermiddagen med alle mine talenter i denne by. Efter at have provianteret og gået et par hundrede meter gennem byen, måtte jeg erkende, at jeg havde taget alt for megen oppakning med. Når jeg rejser, har jeg en tendens til at fylde alt for meget skrammel i min rygsæk. Man skulle jo nødigt stå dér, langt fra hjemmet og mangle noget. Jeg går både med livrem og seler og det tynger. Men jeg har faktisk aldrig forsøgt et sådan vandre-eksperiment i Danmark før. Jeg holder meget af at vandre, men det har for det meste drejet sig om strabadserende vandringer i bjerge eller dagslange planløse vandreture i nogle af verdens storbyer. Så logistikken i forhold til en ugelang vandretur i flade regnfulde Danmark, havde jeg ingen erfaring med. Jeg bestemte mig derfor for at tage alt muligt med i min rygsæk.

Min overordnede plan med turen var at det skulle være en spirituel pilgrimsvandring med buddhistisk fortegn. Længere gående meditationer – Kokorodo – ”hjertets vej” er som det nok er mange bekendt en udbredt praksis i Tendai skolen. Jeg havde dog ingen intentioner om at vade 80 km om dagen, som de japanske marathonmunke gør det i perioder, hvilket også ville være rimeligt urealistisk og jeg havde ikke lagt noget mål for dagsmarchernes længde.

De japanske munke går med et mantra, og det valgte jeg også at gøre. Jeg har erfaret at det at gå med et mantra, gør det væsentligt nemmere at fastholde fokus på, at det er en praksis man har gang i, og ikke en almindelig hygsom vandretur. I starten prøvede jeg bare at gå med kroppens fornemmelser, men det virkede slet ikke. Så snart jeg havde vandret 10 skridt forsvandt fokus fra det meditative og praksisorienterede aspekt, og jeg var igen ”bare” den glade lystige vandringsmand i Poul Richard stil der hvert øjeblik det skulle være ville slå over i skønsang og være dus med himlens fugle og skovens grønne træer. Ikke at der er noget galt i det – absolut ikke – men det er jo ligesom ikke meningen med gående meditation. Selvom jeg er hardcore skeptisk overfor alt hokus pokus, så virkede det med at gå med et mantra godt på mine gående meditationer. Opmærksomheden på praksis var langt nemmere at bibeholde. Lidt ligesom når man mediterer på sit åndedræt eller chakras eller hvad man nu gør på puden. Det fungerer på en måde som støttejul, eller anker for sindets evige tendens til at søge adspredelse. Det er derfor ikke for at gå og være vældig esoterisk og hemmelig at jeg bruger et mantra når jeg går.

Matraet jeg bruger er den kraftfulde guddom FudoMyo-o’s mantra, hvor man angiveligt bruger vreden som drivkraft til at opnå indsigt. Et mantra der er som skræddersyet til en pissed off desillusioneret halvgammel anarkist og reborn-again buddhist som mig. ”Namaku samanda bazaranan senda makaroshana sowataya untarata kanman: Æret være Ild Kongerne, de frygtindgydende Herrer som terroriserer de onde; fjern mørket der også lurer i mit hjerte, Oh hellige urokkelige Konge af Lys.

Fik I den? Jeg lader den lige stå et øjeblik!!

Jeg vandrede derudad gennem den smukke Vejle Ådal og stødte efter 10 km på Hærvejen, som jeg efter nogen overvejelse valgte at følge nordpå. Så var ruten ligesom lagt. Endestationen hed altså Viborg Domkirke. Og så gik det ellers gennem kuperet terræn. Flade Danmark???  Yeah right!! Det var afsindigt hård, og Fudos mantra blev chantet ud i den gråvejrstunge eftermiddag med sammenbidt frustration. Jeg var faktisk ved at opgive allerede her 15 km fra start. Det her kunne jeg umuligt gennemføre med al den oppakning, var min nedslående tanke. Jeg nåede omsider til Jelling, hvor jeg indlogerede mig på et af de pilgrimsherberger der ligger langs Hærvejen ned gennem hele Jylland. Jeg smed min rygsæk fra mig på køjesengen, bryggede en kop kaffe og røg en karton smøger, og efterhånden blev jeg noget der lignede et menneske igen.  Det blev ikke til den planlagte meditation denne aften. Dels var jeg for blufærdig til at sidde der på min køjeseng i sovesalen omgivet af andre ”pilgrimme” og meditere, og dels var jeg for udmattet. Jeg sov som en sten. En god nats søvn fyldte mig med ny energi, og jeg vandrede videre næste morgen. Først måtte jeg dog lige forbi Jelling kirke og Jellingestenene – Danmarks såkaldte kristne dåbsattest. Måske var det lidt malplaceret, men runestenen fik lige en buddhistisk hilsen – et gassho med på vejen.  Det er jo ikke fordi den jyske højderyg ligefrem er plastret til med buddhistiske helligdomme, man kan holde andagt ved. Og helt ærligt – jeg tror sku Jesus dybest set var en guttermand. Hans lære er bare blevet fucked up big time af eftertiden. Så Jøsses, Thor, Odin og Hr. Harald Blåtand fik et Gassho. Ingen skal komme og sige at vi buddhister er nærige med at vise respekt.

Solen skinnede da jeg, efter at have været en tur på det historiske museum, i et meget adstadigt men målbevidst tempo forlod Jelling og lod Fudos mantra få overtaget igen. Det blev en lang dag, hvor jeg for det meste vandrede ad grusveje gennem typisk dansk landbrugsland. Opdyrkede marker, plantager og noget så sjældent som fritgående køer og grise.

Det var sparsomt med mennesker. Hærvejen der ligger på den jyske højderyg skabt af istiden er kendetegnet ved at der næsten ingen større byer er, og man kan gå lange strækninger i det smukke landskab uden at se mennesker. Et lettere kulturchok, når man har sin daglige gang på Nørrebro i København, men også meget rart. Så kunne jeg gå der i fred med mit mantra. Det var jo ikke menneskeligt selskab, jeg først og fremmest søgte. På trods af min heftige bagage og smertende ben kom jeg ind i en god rytme. Mantraet blev udsagt i takt med mine skridt, og nogle gange var det som om mantraet hjalp benene på vej. De adspredte tanker var i perioder som blæst væk af mantraets insisteren på opmærksomhed og benenes seje tråd. Nu ville det være nærliggende at fyre en kliche af og skrive, at jeg fløj som på vinger hjulpet på vej af min hengivne spiritualitet gennem det henrivende danske kulturlandskab af bølgende kornmarker fulgt på vej af glade køer og joviale jævne bønders opmuntrende tilråb. Men sådan var det bestemt ikke. Det var benhårdt og Dan Turell havde ret, da han påpegede at der lugter af lort ude på landet. Bonden sad sikkert bøjet over tastaturet på kontoret i sit industrilandbrug, mens køerne henslæbte deres liv fastspændt i båse på række og geled i de store mælke- og kødproducerende haller. Ikke megen idyl derinde. Men det tog jeg selvfølgelig ikke notits af. Jeg havde nok at gøre med at komme fremad. Jeg fløj ikke! Snarere masede jeg mig med en indædt og vedholdende kraftanstrengelse op ad Hærvejen godt hjulpet på vej af Fudus kraftfulde mantra, der effektivt satte en stopper for de værste distraktioner og fantasier om sofa, brusebad og pizzaer.

Sent på eftermiddagen efter små 25 km gik jeg ind i det smukke naturområde Tinnet Krat, hvor jeg efter en del søgen fandt en naturlejrplads, som jeg havde set på et kort. En flok nysgerrige køer fulgte mig på vej, da jeg svedende og prustende slog smutvej over deres græsmark. Lejrpladsen viste sig lige at være noget, der kunne tilfredsstille min trang til at lege naturens muntre søn. Der var bålplads, brænde og et fint lille shelter i læ af skoven.  Og så var jeg helt alene og fri. Fantastisk!!

Jeg indrettede mig i shelteret og gjorde klar til en meditation som afslutning på dagens vandring.  Og mens jeg sad der i ophøjet meditativ majestæt og var herre spirituel og mindfull, gjorde en familie med 3 unger og en skabet køter deres indtog, i hvad jeg allerede havde erklæret for befriet spirituelt område, kun for mig alene. Hvad satan-i-hede-hule-brand-hede-helvede skulle den profane pøbel nu lige pludseligt på mine hellige enemærker?

Spøg til side. Jeg er blufærdig og bryder mig ikke om at vise min meditationspraksis frem: se mig, se mig, jeg kan meditere og er bare totalt oppe på det spirituelle beat. Jeg synes min praksis er en meget privat ting, som jeg ikke har lyst til af skilte med til højre og venstre. Derfor vred jeg hurtigt benene ud af min tredobbelte fulde lotus med skrue og saltomortale og bød familien velkommen, og hvor kommer I fra, og sikke en sød vovse, og sikke et dejligt vejr det er i dag. De var søde og venlige, og der var fint plads i shelteret til os alle. Selv kræet. Om aftenen tændte vi bål og småsnakkede om Caminoen i Spanien, det velsignede friluftsliv og motorcykler, indtil en regnbyge fik os til at trække i soveposerne.

På trods af at jeg havde overnattet på et tyndt underlag på nogle brædder, havde jeg sovet igennem, og var frisk og mere eller mindre veludviklet, da jeg vågnede. Det var gråvejr og efter at have fået min morgenkaffe varmet på trangria kedlen og sagt farvel, god vind og respekt og god helse til mine shelter-samboere, vandrede jeg videre mod nord. På dette sted på den jyske højderyg udspringer Danmarks 2 største åer, og flyder i hver sin retning mod havet. Det var på sin plads med et Gassho for Gudenåens udspring og derefter et Gassho for Skjernåens og så ellers videre i teksten – namaku samanda…. Jeg chantede og gik og vaklede og vandrede og snublede og bandede og svovlede, og i de skumle, dunkle, regnvåde midtjyske nåleskove fik mantraet efterhånden sit eget liv og lød nærmere som growling fra et dødsmetalband end som en hyldest til den urokkelige konge af lys. Indesluttet og mørk i blikket indskrev jeg mig på endnu et pilgrimsherberg. Og så videre tidligt næste morgen efter et styrkende bad.

Naturen på denne del af Hærvejen er intet mindre end fantastisk, men lige så meget som jeg elsker naturen, ligeså meget keder jeg mig over henførte og beåndede beskrivelser af den. Bare vil jeg sige, at den trodser noget, jeg ellers har set i Dannevang, med dens varietet og skønhed og blidhed og voldsomhed og tristhed som livet og dukkha.

Det pissede ned da jeg havde gået 20 km, og jeg fandt et herberg, hvor man kunne leje en lille hyggelig træhytte med køjesenge og guo varm jydsk mam til en 50er. Pastaskruer med en gusten kødsovs og revet ost reddede dagen, for den slemt tilredte pilgrim. Da jeg lå på sengen i min dejlige træhytte med rumlende mave, blev jeg overvældet af store følelser i mit bryst og med stor patos skrev jeg følgende på Facebook fra min smarte fone:

”… er en pilgrim "sans terre". Uden Gud, Dronning, folk eller fædreland, og glædes ved det. Vandrer adstadigt mod strømmen fra syd til nord på den anviste, men brydsomme sti. Viger uden om byernes politik, kultur og dekadence. Smagen af frihed bekommer mig vel. Der er mange stier at følge kammerater. Betræd dem uden frygt, med venlighed, medfølelse og respekt.”

Kuk-kuk må mange af FB ”vennerne” have tænkt, og én skrev i hvert fald tilbage og spurgte om jeg var kommet til at spise nogle sjove svampe eller sådan noget. Men nej – jeg var høj på friheden der bankede i mit stovte bryst, og Fudos mantra der summede i mit hoved. For en stund befandt jeg mig, som jeg ofte føler det bedst – alene og væk fra dagligdagens trivialiteter og med en berusende følelse af at være fri – hvor illusorisk denne frihed så end måtte være.

Begrebet Sans Terre som jeg indledte min FB opdatering med, er del af et ordspil som jeg har lånt fra gode gamle civilisationskritiske og trodsige Henry David Thoreau. Han skrev i 1862 bogen Walking (på dansk Om at vandre) hvor han filosoferede over sin store passion – kunsten at vandre. Europæiske pilgrimme i gamle tider vandrede mod Jerusalem: Det hellige Land: á la Sainte Terre hvilket inspirerede Thoreau til en lille ordleg, hvor han betragtede sig selv som en vandrer uden land eller hjem: Sans Terre, hvilket for ham ideelt set betød, at man ikke har noget bestemt hjem, men føler sig lige godt hjemme overalt. Dette er ifølge Thoreau hemmeligheden ved den rigtige vandringsmand – målet er altid med dig og i dig og omkring dig – så tæt at du oftest ikke kan se det - vejen er målet. I de slidte klicheers land skimtes ofte sandheden. Eller som jeg har læst en zen munk sige I et interview engang: "If I may use the analogy of a hike in the mountains: As opposed to hiking a mountain to “get somewhere” we hike to hike (our feet hiking the mountain, the mountain hiking our feet, the mountain hiking the mountain, hiking just hiking hiking). Each step is arriving, fully exerting, nothing more to add or take away. Each step by step is the point.” Det er bare så uendeligt svært at åbne sig for nuheden.

Den sidste nat overnattede jeg efter en uendelig lang dags jagt på nuet og godt 30 km bag mig i endnu et shelter. Under min aften meditation i shelteret i den smukke bøgeskov gennemgik jeg først de 4 jhanaer, indgik derefter i Satori, kensho og stream entry og nåede ved midnat i fuldmånens skær den endelige oplysning fri fra begær, vrede og uvidenhed!!! Eller også faldt jeg bare i en meget meget dyb drømmeløs søvn. For da jeg vågnede næste morgen og pakkede for sidste gang, følte jeg mig absolut ikke særligt oplyst. Begær var der nok af – jeg savnede min kone på en ganske begærlig måde, og det gjorde helvedes ondt i mine fødder. Det var lige til at blive vred af. Da jeg så på alle de ting jeg havde medbragt, og som jeg overhovedet ikke havde haft brug for, slog det mig også, hvor uvidende jeg i virkeligheden var. Good ol Dukkha.

Viborg lå foran mig, men der var langt. Jeg bestemte mig dog for at nå byen den dag, koste hvad det ville – jeg ville hjem! Denne 7. og sidste dag sagde jeg taknemmeligt farvel til Fudos mantra som havde været så uovertruffen en følgesvend, og gik med kroppens fornemmelser. Det lå ligesom lige for, da det gjorde ondt over det hele, så der var nok af fornemmelser at tage af. Jeg besteg Dollerup Bakker med mange blandede fornemmelser i min krop. Et betagende naturområde syd for Viborg, og jeg kunne skimte målet i det fjerne. Men vejen til målet var lang og helt ubeskrivelig smertefuld. Jeg havde overvurderet mine fødders evne til, hvor langt de kunne gå, og turen gennem Viborgs forstæder foregik med ca. 2 km/t. Ved bygrænsen gjorde jeg holdt ved Hærvejsstenen med indhugget tekst forfattet af Peter Seeberg. Jeg placerede min lille rejsebuddha på stenen og tog et billede.

Inskriptionen på stenen lyder:

”Jerusalem, Rom, Santiago de Compostela, Hamburg, Lübeck, Paris, Finderup, Varde, Kræmmere, Krigere, Kærrer, Karosser, Ryttere, Drivere, Vandringsmænd, Heste, Stude, Gæs, Fromme, Gode, Onde, Ene, Langvejsfra til Langsvejssteder.
Trætte ad den slyngede vej.”

Godt sagt der.

 Efter en uge i sublim natur indfandt der sig en tristesse der var svær at ryste af sig, mens jeg langsomt begav mig gennem dette typisk danske provinsielle forstads miljø. Jeg befandt mig i helvedets verden – de sultne spøgelser ventede omkring ethvert hjørne i denne udørk, og det var et antiklimaks at nå domkirken i Viborg for at få taget et billede, som bevis på min vandrings mål. Undskyld Viborg – du er uden tvivl en dejlig by at bo i.

Marathonmunkene er individer der overskrider den dødelige krops grænser i søgen efter den sublime Sandhed. Mine fødder syntes at have overskredet enhver grænse for, hvad de kunne gennemføre, men den sublime Sandhed åbenbarede sig ikke for mig. Dog bredte der sig en usigelig lettelse i mig, der nærmest var lidt af en åbenbaring, da jeg efter at have kastet mig ind i toget hjem til København, tog mine sko af. Mine medpassagerer var knapt så begejstrede for at dele togvogn med en skoløs vandringsmand, der ikke havde været i bad i en uge, og jeg nåede vist lige at sende lidt medfølelse i deres retning, inden jeg stinkende slumrede ind. At være pilgrim er ikke en dans på roser og man dufter heller ikke just af blomster, når man har gået en tur på 150 km op ad Hærvejen.

”Aldrig tænkte jeg så meget og levede så stærkt, aldrig erfarede jeg så meget, og aldrig har jeg været så meget mig selv, som jeg var i løbet af de rejser jeg foretog alene og til fods. Fraværet af alt det der får mig til at føle mig afhængig af alt hvad der minder mig om min situation – alt dette frigør min ånd og fører til en større oprigtighed i min tænkning.” Således skrev Rousseau om den oplevelse han havde af at vandre. Sådan har jeg også ofte haft det, når jeg har vandret hid og did i storbyer som Barcelona eller Bombay, langs Italiens kyster ved Cinque Terre , over pas i Himalaya og Pyrenæerne. En berusende følelse af lykke, af at leve og tankens frihed. Men mit ærinde med denne vandretur langs Hærvejen i det smukke Midtjylland var en ganske anden. Det var snarere at søge en frihed fra mit sinds konstante konstruktørarbejde, en frihed fra tanken snarere end tankens frihed. En spirituel vandring mod indsigt, en vandring af Buddhaens vej med Fudo Myo-o som min kraftfulde følgesvend, en vandring mod lidelsens ophør. Og i en snæver vending må man konstatere at ”mission not accomplished.” Lidelsen var allestedsnærværende på alle måder og i meget konkret forstand på denne vandretur, men også glimt af friheden strejfede mig. At sætte sig et mål med sin praksis kan i sig selv være en stor forhindring – nogle vil sige den største. Der var intet mål med min vandring andet end at vandre med Buddha, og i den forstand var alt perfekt. Så jeg fortsætter ufortrødent min vandring af andre snoede stier – jeg vil vade, snuble, vakle, spurte, kravle, krybe, opgive, gå baglæns, falde på røven og styrte i afgrunden.

 

”Revolutionen er ikke et te-selskab” sagde Mao og det er vejen til indsigt så sandelig heller ikke.

God vandring og Far Vel kære medpilgrim.

"The Path of a Marathon monk is never ending!"