Følgende artikel blev trykt i sommerudgaven af Shingi 2012 der kan købes her.
Min overordnede plan med turen var at det skulle
være en spirituel pilgrimsvandring med buddhistisk fortegn. Længere gående
meditationer – Kokorodo – ”hjertets vej” er som det nok er mange bekendt en
udbredt praksis i Tendai skolen. Jeg havde dog ingen intentioner om at vade 80
km om dagen, som de japanske marathonmunke gør det i perioder, hvilket også
ville være rimeligt urealistisk og jeg havde ikke lagt noget mål for
dagsmarchernes længde.
De japanske munke går med et mantra, og det valgte
jeg også at gøre. Jeg har erfaret at det at gå med et mantra, gør det
væsentligt nemmere at fastholde fokus på, at det er en praksis man har gang i,
og ikke en almindelig hygsom vandretur. I starten prøvede jeg bare at gå med
kroppens fornemmelser, men det virkede slet ikke. Så snart jeg havde vandret 10
skridt forsvandt fokus fra det meditative og praksisorienterede aspekt, og jeg
var igen ”bare” den glade lystige vandringsmand i Poul Richard stil der hvert
øjeblik det skulle være ville slå over i skønsang og være dus med himlens fugle
og skovens grønne træer. Ikke at der er noget galt i det – absolut ikke – men
det er jo ligesom ikke meningen med gående meditation. Selvom jeg er hardcore
skeptisk overfor alt hokus pokus, så virkede det med at gå med et mantra godt
på mine gående meditationer. Opmærksomheden på praksis var langt nemmere at
bibeholde. Lidt ligesom når man mediterer på sit åndedræt eller chakras eller
hvad man nu gør på puden. Det fungerer på en måde som støttejul, eller anker
for sindets evige tendens til at søge adspredelse. Det er derfor ikke for at gå
og være vældig esoterisk og hemmelig at jeg bruger et mantra når jeg går.
Matraet jeg bruger er den kraftfulde guddom FudoMyo-o’s mantra, hvor man angiveligt bruger vreden som drivkraft til at opnå
indsigt. Et mantra der er som skræddersyet til en pissed off desillusioneret
halvgammel anarkist og reborn-again buddhist som mig. ”Namaku samanda
bazaranan senda makaroshana sowataya untarata kanman: Æret være Ild Kongerne,
de frygtindgydende Herrer som terroriserer de onde; fjern mørket der også lurer
i mit hjerte, Oh hellige urokkelige Konge af Lys.
Fik I den? Jeg lader den lige stå et øjeblik!!

Solen skinnede da jeg, efter at have været en tur
på det historiske museum, i et meget adstadigt men målbevidst tempo forlod
Jelling og lod Fudos mantra få overtaget igen. Det blev en lang dag, hvor jeg
for det meste vandrede ad grusveje gennem typisk dansk landbrugsland. Opdyrkede
marker, plantager og noget så sjældent som fritgående køer og grise.
Det var sparsomt med mennesker. Hærvejen der ligger
på den jyske højderyg skabt af istiden er kendetegnet ved at der næsten ingen
større byer er, og man kan gå lange strækninger i det smukke landskab uden at
se mennesker. Et lettere kulturchok, når man har sin daglige gang på Nørrebro i
København, men også meget rart. Så kunne jeg gå der i fred med mit mantra. Det
var jo ikke menneskeligt selskab, jeg først og fremmest søgte. På trods af min
heftige bagage og smertende ben kom jeg ind i en god rytme. Mantraet blev
udsagt i takt med mine skridt, og nogle gange var det som om mantraet hjalp
benene på vej. De adspredte tanker var i perioder som blæst væk af mantraets
insisteren på opmærksomhed og benenes seje tråd. Nu ville det være nærliggende
at fyre en kliche af og skrive, at jeg fløj som på vinger hjulpet på vej af min
hengivne spiritualitet gennem det henrivende danske kulturlandskab af bølgende
kornmarker fulgt på vej af glade køer og joviale jævne bønders opmuntrende
tilråb. Men sådan var det bestemt ikke. Det var benhårdt og Dan Turell havde ret,
da han påpegede at der lugter af lort ude på landet. Bonden sad sikkert bøjet
over tastaturet på kontoret i sit industrilandbrug, mens køerne henslæbte deres
liv fastspændt i båse på række og geled i de store mælke- og kødproducerende
haller. Ikke megen idyl derinde. Men det tog jeg selvfølgelig ikke notits af.
Jeg havde nok at gøre med at komme fremad. Jeg fløj ikke! Snarere masede jeg
mig med en indædt og vedholdende kraftanstrengelse op ad Hærvejen godt hjulpet
på vej af Fudus kraftfulde mantra, der effektivt satte en stopper for de værste
distraktioner og fantasier om sofa, brusebad og pizzaer.
Jeg indrettede mig i shelteret og gjorde klar til
en meditation som afslutning på dagens vandring. Og mens jeg sad der i ophøjet meditativ
majestæt og var herre spirituel og mindfull, gjorde en familie med 3 unger og
en skabet køter deres indtog, i hvad jeg allerede havde erklæret for befriet
spirituelt område, kun for mig alene. Hvad satan-i-hede-hule-brand-hede-helvede
skulle den profane pøbel nu lige pludseligt på mine hellige enemærker?
Spøg til side. Jeg er blufærdig og bryder mig ikke
om at vise min meditationspraksis frem: se mig, se mig, jeg kan meditere og er
bare totalt oppe på det spirituelle beat. Jeg synes min praksis er en meget
privat ting, som jeg ikke har lyst til af skilte med til højre og venstre.
Derfor vred jeg hurtigt benene ud af min tredobbelte fulde lotus med skrue og
saltomortale og bød familien velkommen, og hvor kommer I fra, og sikke en sød
vovse, og sikke et dejligt vejr det er i dag. De var søde og venlige, og der
var fint plads i shelteret til os alle. Selv kræet. Om aftenen tændte vi bål og
småsnakkede om Caminoen i Spanien, det velsignede friluftsliv og motorcykler,
indtil en regnbyge fik os til at trække i soveposerne.
Naturen på denne del af Hærvejen er intet mindre
end fantastisk, men lige så meget som jeg elsker naturen, ligeså meget keder
jeg mig over henførte og beåndede beskrivelser af den. Bare vil jeg sige, at
den trodser noget, jeg ellers har set i Dannevang, med dens varietet og skønhed
og blidhed og voldsomhed og tristhed som livet og dukkha.
Det pissede ned da jeg havde gået 20 km, og jeg
fandt et herberg, hvor man kunne leje en lille hyggelig træhytte med køjesenge
og guo varm jydsk mam til en 50er. Pastaskruer med en gusten kødsovs og revet
ost reddede dagen, for den slemt tilredte pilgrim. Da jeg lå på sengen i min
dejlige træhytte med rumlende mave, blev jeg overvældet af store følelser i mit
bryst og med stor patos skrev jeg følgende på Facebook fra min smarte fone:
”… er en pilgrim "sans terre". Uden
Gud, Dronning, folk eller fædreland, og glædes ved det. Vandrer adstadigt mod
strømmen fra syd til nord på den anviste, men brydsomme sti. Viger uden om
byernes politik, kultur og dekadence. Smagen af frihed bekommer mig vel. Der er
mange stier at følge kammerater. Betræd dem uden frygt, med venlighed,
medfølelse og respekt.”
Kuk-kuk må mange af FB ”vennerne” have tænkt, og én
skrev i hvert fald tilbage og spurgte om jeg var kommet til at spise nogle
sjove svampe eller sådan noget. Men nej – jeg var høj på friheden der bankede i
mit stovte bryst, og Fudos mantra der summede i mit hoved. For en stund befandt
jeg mig, som jeg ofte føler det bedst – alene og væk fra dagligdagens trivialiteter
og med en berusende følelse af at være fri – hvor illusorisk denne frihed så
end måtte være.
Begrebet Sans Terre som jeg indledte min FB
opdatering med, er del af et ordspil som jeg har lånt fra gode gamle civilisationskritiske
og trodsige Henry David Thoreau. Han skrev i 1862 bogen Walking (på
dansk Om at vandre) hvor han filosoferede over sin store passion –
kunsten at vandre. Europæiske pilgrimme i gamle tider vandrede mod Jerusalem:
Det hellige Land: á la Sainte Terre hvilket inspirerede Thoreau til en
lille ordleg, hvor han betragtede sig selv som en vandrer uden land eller hjem:
Sans Terre, hvilket for ham ideelt set betød, at man ikke har noget
bestemt hjem, men føler sig lige godt hjemme overalt. Dette er ifølge Thoreau
hemmeligheden ved den rigtige vandringsmand – målet er altid med dig og i dig
og omkring dig – så tæt at du oftest ikke kan se det - vejen er målet. I de slidte klicheers land skimtes
ofte sandheden. Eller som jeg har læst en zen munk sige I et interview engang: "If
I may use the analogy of a hike in the mountains: As opposed to hiking a
mountain to “get somewhere” we hike to hike (our feet hiking the mountain, the
mountain hiking our feet, the mountain hiking the mountain, hiking just hiking
hiking). Each step is arriving, fully exerting, nothing more to add or take away.
Each step by step is the point.” Det er bare så uendeligt svært
at åbne sig for nuheden.
Den sidste nat overnattede jeg efter en uendelig
lang dags jagt på nuet og godt 30 km bag mig i endnu et shelter. Under min
aften meditation i shelteret i den smukke bøgeskov gennemgik jeg først de 4
jhanaer, indgik derefter i Satori, kensho og stream entry og nåede ved midnat i
fuldmånens skær den endelige oplysning fri fra begær, vrede og uvidenhed!!!
Eller også faldt jeg bare i en meget meget dyb drømmeløs søvn. For da jeg
vågnede næste morgen og pakkede for sidste gang, følte jeg mig absolut ikke
særligt oplyst. Begær var der nok af – jeg savnede min kone på en ganske
begærlig måde, og det gjorde helvedes ondt i mine fødder. Det var lige til at
blive vred af. Da jeg så på alle de ting jeg havde medbragt, og som jeg
overhovedet ikke havde haft brug for, slog det mig også, hvor uvidende jeg i
virkeligheden var. Good ol Dukkha.
Viborg lå foran mig, men der var langt. Jeg
bestemte mig dog for at nå byen den dag, koste hvad det ville – jeg ville hjem!
Denne 7. og sidste dag sagde jeg taknemmeligt farvel til Fudos mantra som havde
været så uovertruffen en følgesvend, og gik med kroppens fornemmelser. Det lå
ligesom lige for, da det gjorde ondt over det hele, så der var nok af
fornemmelser at tage af. Jeg besteg Dollerup Bakker med mange blandede
fornemmelser i min krop. Et betagende naturområde syd for Viborg, og jeg kunne
skimte målet i det fjerne. Men vejen til målet var lang og helt ubeskrivelig
smertefuld. Jeg havde overvurderet mine fødders evne til, hvor langt de kunne
gå, og turen gennem Viborgs forstæder foregik med ca. 2 km/t. Ved bygrænsen
gjorde jeg holdt ved Hærvejsstenen med indhugget tekst forfattet af Peter
Seeberg. Jeg placerede min lille rejsebuddha på stenen og tog et billede.
Inskriptionen på stenen lyder:
”Jerusalem, Rom, Santiago de Compostela,
Hamburg, Lübeck, Paris, Finderup, Varde, Kræmmere, Krigere, Kærrer, Karosser,
Ryttere, Drivere, Vandringsmænd, Heste, Stude, Gæs, Fromme, Gode, Onde, Ene,
Langvejsfra til Langsvejssteder.
Trætte ad den slyngede vej.”
Trætte ad den slyngede vej.”
Godt sagt der.
Efter en uge
i sublim natur indfandt der sig en tristesse der var svær at ryste af sig, mens
jeg langsomt begav mig gennem dette typisk danske provinsielle forstads miljø.
Jeg befandt mig i helvedets verden – de sultne spøgelser ventede omkring
ethvert hjørne i denne udørk, og det var et antiklimaks at nå domkirken i
Viborg for at få taget et billede, som bevis på min vandrings mål. Undskyld
Viborg – du er uden tvivl en dejlig by at bo i.
Marathonmunkene er individer der overskrider den
dødelige krops grænser i søgen efter den sublime Sandhed. Mine fødder syntes at
have overskredet enhver grænse for, hvad de kunne gennemføre, men den sublime
Sandhed åbenbarede sig ikke for mig. Dog bredte der sig en usigelig lettelse i
mig, der nærmest var lidt af en åbenbaring, da jeg efter at have kastet mig ind
i toget hjem til København, tog mine sko af. Mine medpassagerer var knapt så
begejstrede for at dele togvogn med en skoløs vandringsmand, der ikke havde
været i bad i en uge, og jeg nåede vist lige at sende lidt medfølelse i deres
retning, inden jeg stinkende slumrede ind. At være pilgrim er ikke en dans på
roser og man dufter heller ikke just af blomster, når man har gået en tur på
150 km op ad Hærvejen.
”Aldrig tænkte jeg så meget og levede så stærkt,
aldrig erfarede jeg så meget, og aldrig har jeg været så meget mig selv, som
jeg var i løbet af de rejser jeg foretog alene og til fods. Fraværet af alt det
der får mig til at føle mig afhængig af alt hvad der minder mig om min
situation – alt dette frigør min ånd og fører til en større oprigtighed i min
tænkning.” Således skrev Rousseau om den oplevelse han havde af at vandre. Sådan
har jeg også ofte haft det, når jeg har vandret hid og did i storbyer som
Barcelona eller Bombay, langs Italiens kyster ved Cinque Terre , over pas i
Himalaya og Pyrenæerne. En berusende følelse af lykke, af at leve og tankens
frihed. Men mit ærinde med denne vandretur langs Hærvejen i det smukke
Midtjylland var en ganske anden. Det var snarere at søge en frihed fra mit
sinds konstante konstruktørarbejde, en frihed fra tanken snarere end tankens
frihed. En spirituel vandring mod indsigt, en vandring af Buddhaens vej med Fudo
Myo-o som min kraftfulde følgesvend, en vandring mod lidelsens ophør. Og i en
snæver vending må man konstatere at ”mission not accomplished.” Lidelsen var
allestedsnærværende på alle måder og i meget konkret forstand på denne
vandretur, men også glimt af friheden strejfede mig. At sætte sig et mål med
sin praksis kan i sig selv være en stor forhindring – nogle vil sige den
største. Der var intet mål med min vandring andet end at vandre med Buddha, og
i den forstand var alt perfekt. Så jeg fortsætter ufortrødent min vandring af
andre snoede stier – jeg vil vade, snuble, vakle, spurte, kravle, krybe, opgive,
gå baglæns, falde på røven og styrte i afgrunden.
”Revolutionen er ikke et te-selskab” sagde
Mao og det er vejen til indsigt så sandelig heller ikke.
God vandring og Far Vel kære medpilgrim.
"The
Path of a Marathon monk is never ending!"
God artikel. Har selv været på samme tur, så det giver minder at læse din beretning.
SvarSlet