Gå videre til hovedindholdet

En lyn-guide til vandring på Hærvejen

I det nyeste nummer af Shingi (køb det her) har jeg skrevet en artikel om min lille pilgrimsvandring/kokorodo på Hærvejen i Jylland i juli 2011. Skulle nogle være blevet inspireret til at gå en tur der langs Jyllands højderyg er her et par gode råd, der måske kan spare lidt tid og unødige anstrengelser.
Som det første bør man gå ind på Hærvejens officielle hjemmeside www.haervej.dk. Her kan man finde de fleste oplysninger man måtte have brug for. Først og fremmest er der gode kort over ruten der kan downloades gratis her. Her er både cykel og vandreruten afmærket.
Det er således ikke nødvendigt at købe Hærvejsguiden. Den fylder og tynger bare og sørg for at tage så lidt med som overhovedet muligt. Ethvert gram tæller - en lektion jeg lærte på den hårde måde. F.eks er det absolut ikke nødvendigt at medbringe telt. Jeg slæbte et lille enmands telt med mig, som jeg på intet tidspunkt pakkede ud. Der er nemlig masser af gode overnatningsmuligheder langs Hærvejen:
Naturlejrpladser med shelters hvor der er vandposter og bålsteder og et sted at forette sin nødtørft. De er afmærkede på Hærvejens vandrekort.





Som noget relativt nyt er der blevet oprettet 11 pilgrimsherberger i privat regi langs Hærvejen. De er åbne fra 1. juni til 1. september og det koster 80 kr. for en overnatning der som regel foregår i køjeseng på sovesale. Her kan man få sig et bad og købe og/eller tilberede sin mad. Det kan absolut anbefales. En folder med en oversigt over herbergene kan downloades her.
Som sagt tæller ethvert gram i din rygsæk. Derfor:
- Lad være med at tage hele din garderobe med. Det er en vandringsmands/kvindes lod at lugte af gnu. Sådan er det bare, og har man fine fornemmelser, er det nok bedre bare at blive hjemme i sofaen. Tag et let regnslag med og så det tøj du går og står i, samt lidt ekstra undertøj. Ellers bliver det nok alligevel lidt for stenalder-hygge-agtigt.
- I min uendelige visdom slæbte jeg også et helt trangria-sæt med mig med sprit og brænder og hele baduljen. Det er måske nok lidt i overkanten, men på den anden side elsker jeg simpelthen at brygge en kop morgenkaffe efter at jeg er vågnet i mit primitive shelter ude i skoven. Desuden er det også rart at kunne varme lidt frysetørret mad efter en lang vandringsdag. Men det vejer og fylder altså godt til, så man må lige overveje med sig selv om det er umagen værd at slæbe det med.
- Jeg havde også slæbt et par bøger med. Lad være - tag højst en (tynd) en med - det er begrænset hvad man orker at læse, efter at man har slået lejr.
Kort sagt - overvej hver eneste lille bitte ting du tænker på at putte i rygsækken. Derhjemme virker vægten måske ganske overkommelig, men jeg kan garantere for at når man har vadet 20 km, ville man ønske man havde været langt mere minimalistisk i sin pakning.
Jeg gik jo fra Vejle til Viborg, hvilket ialt var en strækning på ca. 150 km som jeg tilbagelagde på en uge. (Se kortet nedenfor). Det er en absolut anbefalelsesværdig tur, med fantastisk natur og strækningen er, efter danske forhold, ret tyndt befolket. Hærvejen fortsætter imidlertid hele vejen ned gennem Jylland og et stykke ned i Tyskland. En tur jeg har til gode, og som jeg ganske givet vil tage en dag.



Vis stort kort


      Hærvejen er helt perfekt, hvis man ønsker at gå en længere strækning over flere dage i Danmark, men på den anden side ikke ønsker at have det fulde survival-kit med sig i rygsækken. Det er således muligt at gå med minimal oppakning selvom turen skulle strække sig over længere tid.
      Det var jeg så ikke lige opmærksom på, hvilket gjorde turen unødig anstrengende for mig - men jeg skal love for at jeg var fast i kødet da jeg kom hjem.





God fornøjelse og god tur. Måske mødes vi derude en dag.

Her nogle billeder fra min tur som der ikke var plads til min artikel i Shingi






Hærvejsstenen



Viborg Domkirke - turen er slut



Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Bin-tha-baat - at give munkene mad

Undertegnede forsøger at optjene lidt hårdt tiltrængt fortjeneste Om morgenen er det overalt i Thailand normalt at observere fænomenet med munke der går fra hus til hus med deres tiggerskål for at modtage mad fra de lokale. Dette kaldes Bin-tha-baat ( บิณฑบาต ) som er pali ordet for noget i retning af at putte noget i en skål. Da munke intet kan eje er det nødvendigt for dem for at opretholde livet at modtage mad i det daglige af lægfolk. At kalde dem tiggermunke som vi fra vesten har for vane at gøre er stærkt misvisende, og ikke noget en thai ville bifalde, hvis de vidste at vi kaldte dem det. At vi kalder dem det siger vist mere om vores kristne kulturbagage end det siger noget om realiteterne. "Munkespande" På vej til templet med munkespand og blomster Binthabaat Buddhaen gjorde det tværtimod klart at tiggeri så vidt muligt skulle undgås, og kun kunne komme på tale i nødstilfælde.  Normal vil munkene ikke spørge om mad når de går deres morgen ru...

Hærvejen – en pilgrimsvandring

Følgende artikel blev trykt i sommerudgaven af Shingi 2012 der kan købes her . En truende gråvejrsdag i juli sidste år begav jeg mig ud på en lille vandretur på Hærvejen langs den jyske højderyg. Jeg havde længe haft planlagt denne tur og slagplanen var som udgangspunkt at gå fra Viborg, og se hvor langt sydpå jeg kunne nå på en uge. Omstændighederne ville imidlertid at jeg tilfældigvis fik en kørelejlighed til Vejle, og således stod jeg tidligt om eftermiddagen med alle mine talenter i denne by. Efter at have provianteret og gået et par hundrede meter gennem byen, måtte jeg erkende, at jeg havde taget alt for megen oppakning med. Når jeg rejser, har jeg en tendens til at fylde alt for meget skrammel i min rygsæk. Man skulle jo nødigt stå dér, langt fra hjemmet og mangle noget. Jeg går både med livrem og seler og det tynger. Men jeg har faktisk aldrig forsøgt et sådan vandre-eksperiment i Danmark før. Jeg holder meget af at vandre, men det har for det meste drejet sig om strabads...

Dogens meditationsmanualer #1

Umiddelbart efter zenmaster Dogens hjemvendelse til Japan fra Kina i 1227 hvor han havde sin store opvågnen, skrev han den korte tekst Fukanzazengi . Dogen var på dette tidspunkt 28 år. Fukanzazengi betragtes nu som dengang som en yderst central meditationsmanual, der rækker langt ud over Soto Zen traditionen. Fukan i titlen peger på at instruktionerne i teksten er universelle . De er ikke forbeholdt det monastiske samfund eller soto traditionen, men gælder for alle uden undtagelse. Zazen betyder siddende zen   - siddende meditation. Gi betyder standardmetode. Så vi har altså her at gøre med Dogens bud på en universel standardmetode for siddende meditation .  Som Dogen havde for vane starter han sin tekst med at fortælle det vigtigste. Han kaster konklusionen i hovedet på os fra straten så at sige. The way is basically perfect and all-pervading. How could it be contingent upon practice and realization? The dharma-vehicle is free and untrammeled. What need is there for concen...