Personlig hygiejne

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det ikke altid er med den største entusiasme eller spirituelt gåpåmod at jeg får sat mig på min meditationspude. Dagens gøremål overskygger ofte min formelle praksis, og når jeg så endelig kommer i tanke om puden, bilder jeg mig ind at det er for sent eller at jeg er for træt. Vejen til helvede og spirituel uvidenhed er brolagt med dårlige undskyldninger.

Det var særligt svært da jeg lige var begyndt på min buddhistiske praksis for et par år siden. Fra alle sider af den buddhistiske verden hørte og læste jeg om vigtigheden af at etablere en daglig disciplineret og vedholdende meditationspraksis, og i teorien lød det jo helt rigtigt. Når jeg så et stykke tid, som regel et par uger, faktisk havde fået sat mig på den pude dagligt, skete der det forunderlige at jeg begyndte at få det for fedt og afbalanceret. Der kom mere ro på i tænkeorganet, og jeg havde knapt så meget kuk i kasketten som sædvanligt. Det resulterede paradoksalt nok i at disciplinen blev slækket og at den daglige sidning blev udskudt til hver anden dag, så hver tredje, og så gik der lige en uge. Og så var der kuk i kasketten igen og humørsyge og den gode gamle nederen. Mit sind søgte tilbage til neurosernes trygge havn og den perverterede og paradoksale nydelse der var at finde i den apatiske selvmedlidenhed og formørkede misantropi.

Motivationen for at få sat mig var sådan set ganske stor i starten, og motivation er da en vigtig faktor. Man siger jo at det er tanken der tæller, men bliver det ved tanken alene sker der jo ligesom ikke rigtigt noget vel? Tricket er at gøre det, selv når man synes, at det er røvsygt.

Da jeg var en lille knægt på landet ude på Mols, hadede jeg af et godt hjerte at tage bad og børste tænder. Jeg fattede ikke hvad al den sæbe og renhed skulle til for. Så når jeg blev lidt for rustik at lugte til, krævede min mor at jeg tog et bad – hvilket jeg så gjorde under stor protest. Da jeg blev ældre, kom i puberteten og hormonerne ødelagde den gode ukomplicerede drengede stemning, måtte jeg til min fortrydelse konstatere, at jeg nok aldrig kom til at kysse hende den supersøde lille pige med rottehalerne fra parallelklassen, hvis jeg blev ved med at insistere på at lugte af gnu. Så tilskyndet af mit romantiske begær blev den personlige hygiejne gradvist opprioriteret. Og jeg fandt jo ud af at det at holde en vis standart af hygiejne, i det lange løb var godt for mig selv, men så sandelig også for mine omgivelser. Sådan er det også med min meditationspraksis. Selvom jeg ikke gider, ved jeg efterhånden af erfaring at en periodes, lang eller kort, meditation hver dag har en overraskende positiv effekt både på mig selv og mit eget velbefindende, men også på mit forhold til omgivelserne og min omgang med andre mennesker generelt. Denne allegori er lidt langt ude – jeg ved det, men det gav mig muligheden for at skrive en lille sjov historie. Og noget skal jeg jo skrive – det har jeg jo lovet ikke?

Nu sidder jeg troligt så godt som hver dag. Der kan næsten altid lige skubbes 20 minutter ind et eller andet sted. Det er blevet noget jeg gør automatisk på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen. Ligesom jeg børster tænder. Det skal bare gøres. For min egen og for mine omgivelsers skyld.

NB. Ultimativt set handler buddhistisk meditation først og fremmest om at søge opvågning, og ikke så meget om at opnå ro i overetagen eller generel wellness – i øvrigt er det fy-fy-skamme at meditere for at opnå noget. Men lad de hellige tage sig af det ultimative, så tager jeg mig af min egen profane kamp mod mine vrede dæmoner. Holdes de ikke til en vis grad i ave og opnår jeg ikke et minimum af sindsro, kan jeg da glemme alt om indsigt eller ultimativt set opvågning.