Gå videre til hovedindholdet

En tur i kælderen


En dag i sensommeren tog jeg fra kolonihaven ind til min lejlighed på Nørrebro, for at få et overblik over om der var kommet vandskade i mit kælderrum efter en ret så fugtig sommer. Jeg kunne konstatere at alt var tørt og godt, men utroligt rodet og gik derfor i gang med at muge ud i alt mit skrammel, nu jeg var der.  

Et langt øjeblik stod jeg og gloede lidt på stakkene af bøger og notater fra min universitetstid, mens jeg fyldtes med følelsen af vantro – havde alle de millioner af ord virkelig været en tur igennem min hjerne. Hvordan kunne det så være at jeg så tit og ofte følte at det inderste af mit hoved var så rungende tomt, og at jeg tilsyneladende fattede mindre og mindre.

Jeg blev revet ud at mine grublerier af en ung tyrkisk mand der også var nede i kælderen for at overskue situationen, og han tilbød en kop kaffe. Vi snakkede lidt om vind og vejr, og kom på en eller anden måde ind på religion. Han tog det som en selvfølge at jeg var kristen, og fortalte på en gebrokken blanding af tyrkisk, dansk og engelsk, at han som muslim kun troede på én bog. De kristne var da helt far out at tro på to bøger der tilsyneladende modsagde hinanden. Tja.

 Normalt skilter jeg ikke med at jeg er buddhist, og særligt ikke overfor folk jeg ikke kender så godt, men der var noget i mig der fik lyst til at se hans reaktion, hvis jeg lagde kortene på bordet. ”I am buddhist, and in buddhism there is thousands of books.” Han spærrede øjnene op og tørrede bagsiden af den ene hånd hen over sin pande for at indikere, at en sådan tro ville gøre ham svedt. Så pegede han op i loftet og spurgte ”hvad med Allah – Gud?”, hvortil jeg skuffende måtte meddele ham, at en sådan var der ikke plads til i mit verdensbillede, men at det da ikke skulle skille os ad. Så snakkede vi ikke mere om det.

2 forskellige verdener stod overfor hinanden – to forskellige virkeligheder. Den ene virkelighed ikke nødvendigvis mere rigtig og sand end den anden, men dog en barriere der skilte os lige i det øjeblik. At der skulle være en skabende Gud deroppe et sted, har jeg meget svært ved tro på. Men på den anden side – hvad ved en Dharma-Bums som mig om verdens metafysiske beskaffenhed. Kaffen blev drukket og vi skiltes efter et høfligt håndtryk. Jeg røg en smøg og gik i gang med at smide mit lort ud.


Kommentarer

  1. Sød historie :-) Ja, man måber overfor alt det l... man har stuvet sammen på vej gennem KUAs støvede haller!

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Bin-tha-baat - at give munkene mad

Undertegnede forsøger at optjene lidt hårdt tiltrængt fortjeneste Om morgenen er det overalt i Thailand normalt at observere fænomenet med munke der går fra hus til hus med deres tiggerskål for at modtage mad fra de lokale. Dette kaldes Bin-tha-baat ( บิณฑบาต ) som er pali ordet for noget i retning af at putte noget i en skål. Da munke intet kan eje er det nødvendigt for dem for at opretholde livet at modtage mad i det daglige af lægfolk. At kalde dem tiggermunke som vi fra vesten har for vane at gøre er stærkt misvisende, og ikke noget en thai ville bifalde, hvis de vidste at vi kaldte dem det. At vi kalder dem det siger vist mere om vores kristne kulturbagage end det siger noget om realiteterne. "Munkespande" På vej til templet med munkespand og blomster Binthabaat Buddhaen gjorde det tværtimod klart at tiggeri så vidt muligt skulle undgås, og kun kunne komme på tale i nødstilfælde.  Normal vil munkene ikke spørge om mad når de går deres morgen ru...

Hærvejen – en pilgrimsvandring

Følgende artikel blev trykt i sommerudgaven af Shingi 2012 der kan købes her . En truende gråvejrsdag i juli sidste år begav jeg mig ud på en lille vandretur på Hærvejen langs den jyske højderyg. Jeg havde længe haft planlagt denne tur og slagplanen var som udgangspunkt at gå fra Viborg, og se hvor langt sydpå jeg kunne nå på en uge. Omstændighederne ville imidlertid at jeg tilfældigvis fik en kørelejlighed til Vejle, og således stod jeg tidligt om eftermiddagen med alle mine talenter i denne by. Efter at have provianteret og gået et par hundrede meter gennem byen, måtte jeg erkende, at jeg havde taget alt for megen oppakning med. Når jeg rejser, har jeg en tendens til at fylde alt for meget skrammel i min rygsæk. Man skulle jo nødigt stå dér, langt fra hjemmet og mangle noget. Jeg går både med livrem og seler og det tynger. Men jeg har faktisk aldrig forsøgt et sådan vandre-eksperiment i Danmark før. Jeg holder meget af at vandre, men det har for det meste drejet sig om strabads...

Dogens meditationsmanualer #1

Umiddelbart efter zenmaster Dogens hjemvendelse til Japan fra Kina i 1227 hvor han havde sin store opvågnen, skrev han den korte tekst Fukanzazengi . Dogen var på dette tidspunkt 28 år. Fukanzazengi betragtes nu som dengang som en yderst central meditationsmanual, der rækker langt ud over Soto Zen traditionen. Fukan i titlen peger på at instruktionerne i teksten er universelle . De er ikke forbeholdt det monastiske samfund eller soto traditionen, men gælder for alle uden undtagelse. Zazen betyder siddende zen   - siddende meditation. Gi betyder standardmetode. Så vi har altså her at gøre med Dogens bud på en universel standardmetode for siddende meditation .  Som Dogen havde for vane starter han sin tekst med at fortælle det vigtigste. Han kaster konklusionen i hovedet på os fra straten så at sige. The way is basically perfect and all-pervading. How could it be contingent upon practice and realization? The dharma-vehicle is free and untrammeled. What need is there for concen...