En dag i sensommeren tog jeg fra kolonihaven ind til min
lejlighed på Nørrebro, for at få et overblik over om der var kommet vandskade i
mit kælderrum efter en ret så fugtig sommer. Jeg kunne konstatere at alt var
tørt og godt, men utroligt rodet og gik derfor i gang med at muge ud i alt mit
skrammel, nu jeg var der.
Et langt
øjeblik stod jeg og gloede lidt på stakkene af bøger og notater fra min
universitetstid, mens jeg fyldtes med følelsen af vantro – havde alle de
millioner af ord virkelig været en tur igennem min hjerne. Hvordan kunne det så
være at jeg så tit og ofte følte at det inderste af mit hoved var så rungende
tomt, og at jeg tilsyneladende fattede mindre og mindre.
Jeg blev revet ud at mine grublerier af en ung tyrkisk mand der også var nede i kælderen for at overskue situationen, og han tilbød en kop kaffe. Vi snakkede lidt om vind og vejr, og kom på en eller anden måde ind på religion. Han tog det som en selvfølge at jeg var kristen, og fortalte på en gebrokken blanding af tyrkisk, dansk og engelsk, at han som muslim kun troede på én bog. De kristne var da helt far out at tro på to bøger der tilsyneladende modsagde hinanden. Tja.
Normalt skilter jeg ikke med at jeg er buddhist, og særligt ikke overfor folk jeg ikke kender så godt, men der var noget i mig der fik lyst til at se hans reaktion, hvis jeg lagde kortene på bordet. ”I am buddhist, and in buddhism there is thousands of books.” Han spærrede øjnene op og tørrede bagsiden af den ene hånd hen over sin pande for at indikere, at en sådan tro ville gøre ham svedt. Så pegede han op i loftet og spurgte ”hvad med Allah – Gud?”, hvortil jeg skuffende måtte meddele ham, at en sådan var der ikke plads til i mit verdensbillede, men at det da ikke skulle skille os ad. Så snakkede vi ikke mere om det.
2 forskellige verdener stod overfor hinanden – to forskellige virkeligheder. Den ene virkelighed ikke nødvendigvis mere rigtig og sand end den anden, men dog en barriere der skilte os lige i det øjeblik. At der skulle være en skabende Gud deroppe et sted, har jeg meget svært ved tro på. Men på den anden side – hvad ved en Dharma-Bums som mig om verdens metafysiske beskaffenhed. Kaffen blev drukket og vi skiltes efter et høfligt håndtryk. Jeg røg en smøg og gik i gang med at smide mit lort ud.
Jeg blev revet ud at mine grublerier af en ung tyrkisk mand der også var nede i kælderen for at overskue situationen, og han tilbød en kop kaffe. Vi snakkede lidt om vind og vejr, og kom på en eller anden måde ind på religion. Han tog det som en selvfølge at jeg var kristen, og fortalte på en gebrokken blanding af tyrkisk, dansk og engelsk, at han som muslim kun troede på én bog. De kristne var da helt far out at tro på to bøger der tilsyneladende modsagde hinanden. Tja.
Normalt skilter jeg ikke med at jeg er buddhist, og særligt ikke overfor folk jeg ikke kender så godt, men der var noget i mig der fik lyst til at se hans reaktion, hvis jeg lagde kortene på bordet. ”I am buddhist, and in buddhism there is thousands of books.” Han spærrede øjnene op og tørrede bagsiden af den ene hånd hen over sin pande for at indikere, at en sådan tro ville gøre ham svedt. Så pegede han op i loftet og spurgte ”hvad med Allah – Gud?”, hvortil jeg skuffende måtte meddele ham, at en sådan var der ikke plads til i mit verdensbillede, men at det da ikke skulle skille os ad. Så snakkede vi ikke mere om det.
2 forskellige verdener stod overfor hinanden – to forskellige virkeligheder. Den ene virkelighed ikke nødvendigvis mere rigtig og sand end den anden, men dog en barriere der skilte os lige i det øjeblik. At der skulle være en skabende Gud deroppe et sted, har jeg meget svært ved tro på. Men på den anden side – hvad ved en Dharma-Bums som mig om verdens metafysiske beskaffenhed. Kaffen blev drukket og vi skiltes efter et høfligt håndtryk. Jeg røg en smøg og gik i gang med at smide mit lort ud.
Sød historie :-) Ja, man måber overfor alt det l... man har stuvet sammen på vej gennem KUAs støvede haller!
SvarSlet