Gå videre til hovedindholdet

Historien om Shantideva og Bodhicaryavatara – en røverhistorie


For tiden læser og gennemgår vi i Lotus Sanghaen den gamle tekst Bodhicaryavatara – Vejen til det vågne liv - skrevet af den indiske munk Shantideva i det 8. århundrede. Bodhicaryavatara er en klassisk Mahayana tekst, der er særligt udbredt og elsket i Tibet. Det er en af Dalai Lamas foretrukne tekster, og han har sagt at "If I have any understanding of compassion and the bodhisattva path, it all comes from studying this text.
I Danmark er vi så heldige at have en dansk oversættelse af teksten, som i øvrigt er foretaget af min lærer Shomon, og med udgangspunkt i den oversættelse taler vi hver anden tirsdag om Shantidevas tanker i Tendais sangha i Slagslunde.
Der findes ikke nogle pålidelige historiske vidnesbyrd, der kan fortælle os hvem Shantideva var, og fortællingen om hans liv er således indhyllet i myter og legender. Fortællingen siger at Shantideva, som det også var tilfældet med Buddha, var af royal afstamning, men frasagde sig gods og guld for at søge sandheden. Han endte med at slå sig ned som munk i det store buddhistiske universitet og kloster Nalanda i Bihar i Nord-Indien, hvor han lod sig ordinere og fik dharmanavnet Shantideva, hvilket kan oversættes til Fredens Gud. Nalanda var et kloster der regnes som et af verdens største og mest betydningsfulde videnscentre på dette tidspunkt i historien.
Shantideva var tilsyneladende en meget lærd og belæst mand, der var fortrolig med den tids skolastiske fiksfakserier og dogmatiske stridigheder, men var også en mand med stor spirituel indsigt, der angiveligt modtog visioner og direkte belæringer fra Manjusri – bodhisattvaen for visdom.

Men Shantideva har tilsyneladende været en sammensat personlighed, da legenden også fortæller os, at han i det daglige var ganske ordinær og jordbunden. Og lidt af en doven hund, der slappede helt af uden at gøre dagens gode gerning. Han gad ikke komme til forelæsninger, ceremonier eller andre af klosterets faste rutiner og de andre munke i klosteret talte nedladende om at hans buddhistiske praksis reelt bestod i at æde, skide og sove – eat, shit and sleep. Dette aspekt af historien synes jeg er ret befriende. Jeg kan godt blive lidt træt i mit gamle hoved af at læse alle disse højstemte beretninger om store ufejlbarlige helgener, der er nede med det spirituelle pis og aldrig slår en skid. Her har vi altså at gøre med en mand, der nok har stor indsigt, men som også kan tage en slapper og nyde dagdriveriets lyksaligheder. Det kan jeg sku da relatere til.



Men for at vende tilbage til historien, så forholdt det sig naturligvis således at de andre munke i klosteret havde set sig sure på Shantideva, der bare fes husleje af, og besluttede at udfordre ham til at give en belæring foran hele klosteret. Det var kun de allerbedste elever, der blev tildelt denne ære, og på den måde håbede de at kunne ydmyge denne i deres øjne ”good for nothing” bums. De byggede en høj trone, hvorfra han skulle tale, og ventede i spændt skadefro forventning på, at han skulle gøre sin entre, og gøre sig selv til grin. Han kom ind, svingede sig adræt op på tronen og derfra reciterede han angiveligt hele Bodhicaryavatara til munkenes og forsamlingens store forbavselse. Det siges, at da han nåede kapitel 9, begyndte han at svæve op over tronen, indtil han var ude af syne – de kunne dog stadig høre hans recitation. Se det er en sand historie, og hvis du tror på den, har jeg en gammel Toyota Carina, jeg gerne vil sælge til dig.

Efter at recitationen var færdig var Shantideva svævet væk og forsvundet, og ingen har set ham siden. Måske ville han ikke vende tilbage til et kloster, der ikke havde forståelse for at spirituelle dybder ikke altid er åbenlyse hos mennesker, og at vi aldrig tydeligt kan sige eller se hvem der har, eller ikke har, indsigt og er ægte bodhisattvaer - personer der med visdom og medfølelse lever og arbejder til fælles gavn for alle levende væsener. Jeg har en mistanke om at der går mange store mestre rundt iblandt os i fuldkommen anonymitet, og som ved første øjekast ikke vil kunne leve op til idealbilledet af den stråleomkransede helgen med de blide kloge øjne i lotusstilling under baobab-træet (eller hvordan var det nu – er ikke så skrap til botanik??).

Nå, men dette var bare en lille røverhistorie om Shantideva, og er sådan set ligegyldig i forbindelse med læsningen af Bodhicaryavatara. ”Vejen til det vågne liv” som Bodhicaryavatara er blevet oversat til på dansk, er en praktisk og etisk vejledning på bodhisattvaens vej. Jeg vil ikke påstå at mit kendskab til teksten er særlig dyb endnu, men det kan der jo rådes bod på. Nu læser vi den i hvert fald i Lotus Sanghaen, og alle skal være velkomne til at komme forbi og dykke ned i denne gamle vigtige tekst sammen med os andre hver anden tirsdag.

Det er min plan at jeg senere her på bloggen vil skrive noget mere seriøst om selve teksten Bodhicaryavatara.

Program for den kommende tid i Lotus Sanghaen i Slagslunde

Bodhicaryavatara kan købes her


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Bin-tha-baat - at give munkene mad

Undertegnede forsøger at optjene lidt hårdt tiltrængt fortjeneste Om morgenen er det overalt i Thailand normalt at observere fænomenet med munke der går fra hus til hus med deres tiggerskål for at modtage mad fra de lokale. Dette kaldes Bin-tha-baat ( บิณฑบาต ) som er pali ordet for noget i retning af at putte noget i en skål. Da munke intet kan eje er det nødvendigt for dem for at opretholde livet at modtage mad i det daglige af lægfolk. At kalde dem tiggermunke som vi fra vesten har for vane at gøre er stærkt misvisende, og ikke noget en thai ville bifalde, hvis de vidste at vi kaldte dem det. At vi kalder dem det siger vist mere om vores kristne kulturbagage end det siger noget om realiteterne. "Munkespande" På vej til templet med munkespand og blomster Binthabaat Buddhaen gjorde det tværtimod klart at tiggeri så vidt muligt skulle undgås, og kun kunne komme på tale i nødstilfælde.  Normal vil munkene ikke spørge om mad når de går deres morgen ru...

Hærvejen – en pilgrimsvandring

Følgende artikel blev trykt i sommerudgaven af Shingi 2012 der kan købes her . En truende gråvejrsdag i juli sidste år begav jeg mig ud på en lille vandretur på Hærvejen langs den jyske højderyg. Jeg havde længe haft planlagt denne tur og slagplanen var som udgangspunkt at gå fra Viborg, og se hvor langt sydpå jeg kunne nå på en uge. Omstændighederne ville imidlertid at jeg tilfældigvis fik en kørelejlighed til Vejle, og således stod jeg tidligt om eftermiddagen med alle mine talenter i denne by. Efter at have provianteret og gået et par hundrede meter gennem byen, måtte jeg erkende, at jeg havde taget alt for megen oppakning med. Når jeg rejser, har jeg en tendens til at fylde alt for meget skrammel i min rygsæk. Man skulle jo nødigt stå dér, langt fra hjemmet og mangle noget. Jeg går både med livrem og seler og det tynger. Men jeg har faktisk aldrig forsøgt et sådan vandre-eksperiment i Danmark før. Jeg holder meget af at vandre, men det har for det meste drejet sig om strabads...

Dogens meditationsmanualer #1

Umiddelbart efter zenmaster Dogens hjemvendelse til Japan fra Kina i 1227 hvor han havde sin store opvågnen, skrev han den korte tekst Fukanzazengi . Dogen var på dette tidspunkt 28 år. Fukanzazengi betragtes nu som dengang som en yderst central meditationsmanual, der rækker langt ud over Soto Zen traditionen. Fukan i titlen peger på at instruktionerne i teksten er universelle . De er ikke forbeholdt det monastiske samfund eller soto traditionen, men gælder for alle uden undtagelse. Zazen betyder siddende zen   - siddende meditation. Gi betyder standardmetode. Så vi har altså her at gøre med Dogens bud på en universel standardmetode for siddende meditation .  Som Dogen havde for vane starter han sin tekst med at fortælle det vigtigste. Han kaster konklusionen i hovedet på os fra straten så at sige. The way is basically perfect and all-pervading. How could it be contingent upon practice and realization? The dharma-vehicle is free and untrammeled. What need is there for concen...