DharmaBums - en vandring mod strømmen

Følgende artikel blev trykt i sommerudgaven af Shingi 2012 der kan købes her . En truende gråvejrsdag i juli sidste år begav jeg mig ud på en lille vandretur på Hærvejen langs den jyske højderyg. Jeg havde længe haft planlagt denne tur og slagplanen var som udgangspunkt at gå fra Viborg, og se hvor langt sydpå jeg kunne nå på en uge. Omstændighederne ville imidlertid at jeg tilfældigvis fik en kørelejlighed til Vejle, og således stod jeg tidligt om eftermiddagen med alle mine talenter i denne by. Efter at have provianteret og gået et par hundrede meter gennem byen, måtte jeg erkende, at jeg havde taget alt for megen oppakning med. Når jeg rejser, har jeg en tendens til at fylde alt for meget skrammel i min rygsæk. Man skulle jo nødigt stå dér, langt fra hjemmet og mangle noget. Jeg går både med livrem og seler og det tynger. Men jeg har faktisk aldrig forsøgt et sådan vandre-eksperiment i Danmark før. Jeg holder meget af at vandre, men det har for det meste drejet sig om strabads...

”Der er hvile for hjernen i dameselskab ” er et lille skrift hvor Ludvig Holberg humoristisk beskriver hvorledes han foretrækker dameselskab når han skal slappe af. Efter en lang dags arbejde ved bøgerne ” som forårsager Hovedbryden ” yndede Holberg at opsøge kvindeselskab for at ” lade Hiernen have fornøden Hvile ”. I disse ” Frue-stuer ” var det ikke studenterhuen der trykkede og Holberg kunne slappe af med ” jævn pøslesnak ” om emner hvor ” Hiernen ikke brydes eller Hovedets Seener strekkes ” og ” som ingen Meditation behøver .” Sproghistorisk set er betydningen af ordet meditation en ganske anden end den vi normalt tillægger ordet i dag, hvilket Holbergs brug af ordet i den 300 år gamle tekst vidner om. Ordet stammer fra det latinske ”meditatio” der betyder eftertænksomhed, overvejelser eller planlægning. Ikke ligefrem mental aktivitet man normalt fremhæver som værende befordrende under selve meditationen. Den store tænker Descartes nok mest berømte skrift kaldte han Meditat...

I det nyeste nummer af Shingi ( køb det her ) har jeg skrevet en artikel om min lille pilgrimsvandring/kokorodo på Hærvejen i Jylland i juli 2011. Skulle nogle være blevet inspireret til at gå en tur der langs Jyllands højderyg er her et par gode råd, der måske kan spare lidt tid og unødige anstrengelser. Som det første bør man gå ind på Hærvejens officielle hjemmeside www.haervej.dk . Her kan man finde de fleste oplysninger man måtte have brug for. Først og fremmest er der gode kort over ruten der kan downloades gratis  her . Her er både cykel og vandreruten afmærket. Det er således ikke nødvendigt at købe Hærvejsguiden . Den fylder og tynger bare og sørg for at tage så lidt med som overhovedet muligt. Ethvert gram tæller - en lektion jeg lærte på den hårde måde. F.eks  er det absolut ikke nødvendigt at medbringe telt. Jeg slæbte et lille enmands telt med mig, som jeg på intet tidspunkt pakkede ud. Der er nemlig masser af gode overnatningsmuligheder langs Hærve...

Nogen gange er der bare for mange ord, for megen snak i den her verden – og i mit trætte gamle vrøvlende hoved. Fuck it!!! Jeg snupper en smøg, er holdningsløs og forsvinder i stilheden et øjeblik, inden larmen starter igen. Silence is Sexy

"Jeg går med metta gennem byen og solen skinner Jeg går med metta gennem byen og det er forår Jeg går med metta gennem byen så fuld af liv Jeg går med metta gennem byen Og jeg har røget en stråhat. Tralulalej" Foråret titter frem og vinterens isnende formørkelse af mit sind og det ganske land fordamper så småt. Forårets og solens komme gør mig kåd, overskudsagtig og energisk, og så går jeg gerne en tur ned af gode gamle Nørrebrogade og uddeler Metta med rund hånd.  Metta er et buddhistisk udtryk der lidt corny oversat betyder noget i retning af kærlig-venlighed. En venlighed man via sit sind sender ud til alle levende væsener uden undtagelse og uden at forlange noget igen. Sådan er idealet i hvert fald. Når jeg så sådan kåd, overskudsagtigt og energisk vader ned af Nørrebrogade, er det ikke noget problem at sende oceaner af Metta i retning af de smukke kvinder på min vej, der har smidt vinterens polarudstyr og blomstrer op i deres forårsdress. De n...

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det ikke altid er med den største entusiasme eller spirituelt gåpåmod at jeg får sat mig på min meditationspude. Dagens gøremål overskygger ofte min formelle praksis, og når jeg så endelig kommer i tanke om puden, bilder jeg mig ind at det er for sent eller at jeg er for træt. Vejen til helvede og spirituel uvidenhed er brolagt med dårlige undskyldninger. Det var særligt svært da jeg lige var begyndt på min buddhistiske praksis for et par år siden. Fra alle sider af den buddhistiske verden hørte og læste jeg om vigtigheden af at etablere en daglig disciplineret og vedholdende meditationspraksis, og i teorien lød det jo helt rigtigt. Når jeg så et stykke tid, som regel et par uger, faktisk havde fået sat mig på den pude dagligt, skete der det forunderlige at jeg begyndte at få det for fedt og afbalanceret. Der kom mere ro på i tænkeorganet, og jeg havde knapt så meget kuk i kasketten som sædvanligt. Det resulterede paradoksalt nok i at discip...

En dag i sensommeren tog jeg fra kolonihaven ind til min lejlighed på Nørrebro, for at få et overblik over om der var kommet vandskade i mit kælderrum efter en ret så fugtig sommer. Jeg kunne konstatere at alt var tørt og godt, men utroligt rodet og gik derfor i gang med at muge ud i alt mit skrammel, nu jeg var der.   Et langt øjeblik stod jeg og gloede lidt på stakkene af bøger og notater fra min universitetstid, mens jeg fyldtes med følelsen af vantro – havde alle de millioner af ord virkelig været en tur igennem min hjerne. Hvordan kunne det så være at jeg så tit og ofte følte at det inderste af mit hoved var så rungende tomt, og at jeg tilsyneladende fattede mindre og mindre. Jeg blev revet ud at mine grublerier af en ung tyrkisk mand der også var nede i kælderen for at overskue situationen, og han tilbød en kop kaffe. Vi snakkede lidt om vind og vejr, og kom på en eller anden måde ind på religion. Han tog det som en selvfølge at jeg var kristen, og fortalte på en...

For tiden læser og gennemgår vi i Lotus Sanghaen den gamle tekst Bodhicaryavatara – Vejen til det vågne liv - skrevet af den indiske munk Shantideva i det 8. århundrede. Bodhicaryavatara er en klassisk Mahayana tekst, der er særligt udbredt og elsket i Tibet. Det er en af Dalai Lamas foretrukne tekster, og han har sagt at " If I have any understanding of compassion and the bodhisattva path, it all comes from studying this text. ” I Danmark er vi så heldige at have en dansk oversættelse af teksten, som i øvrigt er foretaget af min lærer Shomon, og med udgangspunkt i den oversættelse taler vi hver anden tirsdag om Shantidevas tanker i Tendais sangha i Slagslunde. Der findes ikke nogle pålidelige historiske vidnesbyrd, der kan fortælle os hvem Shantideva var, og fortællingen om hans liv er således indhyllet i myter og legender. Fortællingen siger at Shantideva, som det også var tilfældet med Buddha, var af royal afstamning, men frasagde sig gods og guld for at søge sand...