Jeg genopliver nu denne blog om min buddhistiske praksis og vej - efter en pause på 9 år 😶 I lange perioder kører min praksis på skinner, til tider bumler det lidt tilfældigt derudad og ind imellem kører toget helt af sporet og står derefter helt stille. Det sker gerne i forbindelse med sygdom, ferier, sommeren og højtider som jul og nytår. Således også i forbindelse med det forgangne jul og nytår. At julen blev tilbragt i coronafeberens tegn, og at jeg efter nytår tog på charterferie med mine søstre og min far, gjorde at min meditationspraksis osv. efterhånden fortonede sig som et fjernt minde. Så sætter hverdagen ind igen, og man mærker i foruroligende grad i sind og krop at noget mangler. Man kan så vælge en periode som apatisk energisk selvbebrejdende flagellant - det kan også have sin helt egen barokke charme. Men egentlig er det vel mest hensigtsmæssigt at få det tog tilbage på sporet hurtigst muligt. Men bitter erfaring siger mig også at i opstarten kan man være så fuld af...