En dag i sensommeren tog jeg fra kolonihaven ind til min lejlighed på Nørrebro, for at få et overblik over om der var kommet vandskade i mit kælderrum efter en ret så fugtig sommer. Jeg kunne konstatere at alt var tørt og godt, men utroligt rodet og gik derfor i gang med at muge ud i alt mit skrammel, nu jeg var der. Et langt øjeblik stod jeg og gloede lidt på stakkene af bøger og notater fra min universitetstid, mens jeg fyldtes med følelsen af vantro – havde alle de millioner af ord virkelig været en tur igennem min hjerne. Hvordan kunne det så være at jeg så tit og ofte følte at det inderste af mit hoved var så rungende tomt, og at jeg tilsyneladende fattede mindre og mindre. Jeg blev revet ud at mine grublerier af en ung tyrkisk mand der også var nede i kælderen for at overskue situationen, og han tilbød en kop kaffe. Vi snakkede lidt om vind og vejr, og kom på en eller anden måde ind på religion. Han tog det som en selvfølge at jeg var kristen, og fortalte på en...